Poul Larsen (plantefysiolog)

Poul Larsen, Poul Lauritz Larsen, 30.10.1909-8.7.1976, plantefysiolog. Født i Højby på Sjælland, død i Århus, begravet sst. L. blev student fra Lyngby 1928, mag.scient. i plantefysiologi 1934 og dr.phil. 1944. 1933–48 var han videnskabelig assistent ved Danmarks tekniske højskoles laboratorium for mikroskopi og mikrobiologi og samtidig 1935–49 assistent, senere amanuensis ved Kbh.s univ.s plantefysiologiske institut. 1946–47 studerede han i USA og 1949–52 var han professor i plantefysiologi ved Chicagos univ. Men han havde svært ved at vænne sig til livet i Chicago, og 1952 søgte og fik han et docentur i Bergen hvor han 1955 blev professor. 1967 blev han kaldet til et nyoprettet professorat ved Århus univ. hvor han har opbygget det plantefysiologiske institut. Som elev af P. Boysen Jensen har han på flere områder ført dennes forskning videre og selv, under inddragelse af ny kemisk viden i sine eksperimenter, bragt væsentlige nye resultater. Hans første større arbejder, delvis i samarbejde med andre, omhandler fotosyntesen og dens resultat, planternes stofproduktion. Selv har han betegnet denne proces, planternes opbygning af organisk stof, som den vigtigste fysiologiske proces overhovedet fordi den er grundlag for alt liv på jorden, og han har ved studier af bl.a. natskyggearter vist kromosomfordoblingens betydning for stofproduktionens størrelse. I en prisopgave om rødkernedannelse hos bøg 1937 har han vist at denne skyldes svækkelse af veddets levende celler, og senere har han påvist at strenge vintre kan fremkalde denne skade. L.s hovedindsats falder inden for studiet af vækststoffer. I disputatsen 3-indole acetaldehyde as a growth hormone in higher plants har han identificeret et nyt vækststof og vist hvorledes det indgår i dannelsen af indoleddikesyre, det mest kendte vækststof af auxin-gruppen. I Planternes vækststoffer, 1962, har han givet en populær fremstilling af hele komplekset med forklaring på vækststoffernes virkning som ukrudtsmidler og iøvrigt som hjælpemiddel for alle planteavlere. En naturlig følge af studiet af disse stoffers opbygning var undersøgelser af deres virkninger i levende planter og plantevæv, specielt for plantedeles vækstretninger i forhold til lyset, jordoverfladen og tyngdekraften, undersøgelser som førte til en række publikationer bl.a. om bevægelser i cellernes stivelseskorn som led i processerne. Ved siden af de videnskabelige værker har L. i mange populære arbejder bidraget til forklaring af sin ikke umiddelbart letforståelige videnskab, ligesom han i seminariebogen Plantelivet (s.m. V. Abrahamsen og T. W. Böcher, 1. udg. 1948) har givet lærerne et godt grundlag for undervisningen. L. var medlem af danske og udenlandske lærde selskaber og var ved sin død udpeget til æresdoktor ved Stockholms univ. Personligt var han hjælpsom og interesseret i alle grene af de botaniske videnskaber.