Poul Martin Møller

Poul Martin Møller, ved dåben Povel, 21.3.1794-13.3.1838, forfatter, filosof. Poul Martin Møllers slægt har sine rødder hos møllefæstere fra Børkop og Brøndsted mellem Vejle og Fredericia. Hans far kom til Kbh. for at studere, blev cand. teol. 1786 og sognepræst i Uldum ved Vejle hvor Poul Martin Møller fødtes. 1802 flyttede familien til Købelev på Lolland hvor faderen virkede som sognepræst, fra 1820 som stiftsprovst og fra 1831 til sin død 1842 som biskop over Lolland-Falster stift. Poul Martin Møller blev den ældste (storebroderen var død 1794 kun to år gammel) i en søskendeflok på seks. Fra sit ottende til sit trettende år blev han undervist af faderen, en stiv latiner, men 13 år gammel kom han i skole i Nakskov. 1809 blev han taget ud af skolen for af faderen at blive forberedt til øverste klasse i katedralskolen i Nykøbing.

I hjemmet stod det på denne tid ikke godt til. Moderen var alvorligt syg og efteråret 1810 døde hun. Kort forinden var Poul Martin Møller s.m. broderen Hans Ulrik, der senere blev stiftsprovst, kommet til Nykøbing hvor han knyttedes nært til rektoren, Søren Bloch og hans familie. I skolen interesserede han sig især for latin og græsk, af danske forfattere var Ludvig Holberg favoritten - Adam Oehlenschläger var endnu ikke comme il faut i den danske provins. Allerede nu var Møller sammen med skolekammeraterne Nicolai Søtoft og Chr. Winther i gang med at skrive digte. 1811 indgik faderen sit andet ægteskab med Chr. Winthers mor der var enke efter præsten i Fensmark, og der kom atter livsglæde og ordnede forhold på præstegården i Købelev. Den to år yngre Chr. Winther og Poul Martin Møller blev på denne måde brødre - de følte det sådan og kaldte altid hinanden ved brodernavn.

1812 dimitteredes Poul Martin Møller fra Nykøbing til universitetet og begyndte om efteråret på det teologiske studium. Studieårene blev meget vigtige for Møllers udvikling. Der opstod i disse år blandt studenter en række gruppesammenhold og studiekredse, centreret omkring kollegierne og Regensen hvor Møller 1813-14 lå som gratist og senere i længere tid var fast alumne. En ny standsbevidsthed var på vej, resulterende i stiftelsen af Studenterforeningen 1820, og Møller var en af bevægelsens foregangsmænd. Snart kom han ind i en af de berømmeligste kredse. I den første tid synes Peder Hjort at have været dens lederskikkelse, senere blev det vistnok Poul Martin Møller selv. Af kredsens medlemmer kan nævnes N.C. Møhl, P.V. Jacobsen, C.A. Thortsen, N.B. Krarup, B.S. Ingemann, J.M. Thiele, N. Fogtmann, Carsten Hauch, Nicolai Søtoft, Balthasar Münter, J.L. Heiberg og Chr. Winther. De fleste var medlemmer af det latinske disputereselskab Lycæum, derudover fandt samværet sted på kollegieværelser og under selskabelige udflugter. Diskussionerne gik livligt, om samfundsmæssige og filosofiske temaer, men især var æstetiske emner, teater og litteratur, i centrum. Poul Martin Møllers og kredsens udenlandske litterære forbilleder var E. T. A. Hoffmann, hvis fantastiske fortællinger blev slugt med begejstring, Ludwig Tieck, Jean Paul og William Shakespeare. Først senere, i 1820erne, kom Walter Scott og George Gordon Byron til. Af hjemlige digtere var Adam Oehlenschläger den foretrukne, ja forgudede.

Fra flere kilder ved vi at Poul Martin Møllers væsen i disse år var spontant, upoleret og lidenskabeligt. I selskabslivet kunne han være overstadig eller kejtet. Om de fleste af sine jævnaldrendes digtninger brugte han en grov mund og han kunne gå så meget op i hvad han foretog sig at han glemte alt og alle omkring sig. Hans legendariske distraktion blev grundlagt i disse år. Samtidig med at Poul Martin Møller levede det muntre og diskuterende studenterliv var han en flittig student, og januar 1816 tog han teologisk embedseksamen. Om efteråret rejste han hjem til Købelev og blev der vinteren over. Derpå blev han huslærer hos grev Otto Joachim Moltke på Espe mellem Korsør og Skælskør. Opholdet varede til september 1818 hvor han med sine to unge grever kom til Kbh. for at dimittere dem til universitetet.

Hermed begynder det andet kapitel af hans studenterhistorie idet han straks blev kastet ind i den standende strid mellem Jens Baggesen og Oehlenschläger. Som led i dette opgør havde Baggesen i september 1818 udbedt sig den akademiske verdens holdning til den oehlenschlägerske digtning. Tolv studenter, kaldet "tylvten", besluttede sig for at udfordre Baggesen til en offentlig disputats om de ledende principper for hans kritik. Udfordringen blev med fyndighed overbragt personligt af Christian Flor og Poul Martin Møller, samtidig med at den blev trykt i dagspressen - uden dog at Baggesen tog sagen seriøst op. I det følgende år, 1819, begyndte Møllers kreds så småt at gå i opløsning. Selv påbegyndte han et klassisk-filologisk studium idet han ikke agtede at benytte sin teologiske embedseksamen. Dels var han i disse år lidet troende, dels ville et præsteembede ikke tilfredsstille hans engagerede livsstil. Grundene til at han kort efter, efteråret 1819, søgte og fik plads på et af det asiatiske kompagnis skibe Christianshavn, der skulle gå til Kina, har sikkert været flere. Blandt dem skal nævnes almindelig oplevelsestrang og det forhold at hans store ungdomskærlighed, Margrethe Bloch, datter af rektoren i Nykøbing, i sommeren dette år havde indgået ægteskab.

Skibsrejsen gik syd om Afrika til Kap og derfra videre til Java og Manila. 14.7.1821 kastede skibet atter anker på Kbh.s red og Poul Martin Møllers mere end halvandetårige udenlandsrejse var til ende. Han havde da opnået, hvad han sikkert også havde sat sig for, en større modenhed og koncentrationsevne. Det foreløbige resultat af de mange oplevelser var påbegyndelsen af en række digteriske værker og livsfilosofiske optegnelser. Inden Kinarejsen havde Poul Martin Møllers digtning været af sporadisk karakter. Bygget over folkelige viser er de episke digte Torbisten og Fluen, Holger Danske og Skrædderne samt visen om St. Laurentius, skrevet i perioden 1816-19. Specielt havde han evne for satirer og parodier. I forlængelse af angrebet på Jens Baggesen skrev han parodierne Der var en Tid, da Jens var meget større, 1819, og havde året før gjort sig lystig over Baggesens eneste støtte, N.F.S. Grundtvig i den morsomme parodi Forsøg til et Himmelbrev i Grundtvigs nye historiske Stil. Fra 1819 (trykt 1825) er endvidere Poul Martin Møllers Aprilsvise (Grøn er Vaarens Hæk).

Men under Kinarejsens lange periode af kontemplation foldede Møllers digteriske evner sig for alvor ud. Af mangel på konversation begyndte han at skrive strøtanker, en genre han dyrkede i det skjulte livet igennem med stor formbeherskelse, og hvori nøglen til mange af hans synspunkter findes. Af digteriske resultater skal nævnes fædrelandsdigtet Hjemve (Rosen blusser alt i Danas Have), skrevet i Manila 1820 som et rimbrev til kbh.ske venner. Længsel efter Danmark er der også at finde i de seks Scener i Rosenborg Have, skrevet 1820 eller -21, der slutter med den kendte dialog mellem Hans og Trine. Sandsynligvis er også parodien Lægdsgaarden i Ølsebymagle forfattet under Kinarejsen. Satiren i denne prosatekst der med vanvittig, overdreven nøjagtighed beskriver en gård og dens beboere er rettet mod de topografiske skildringer der især havde blomstret i slutningen af 1700-årene herhjemme.

Det væsentligste digteriske resultat af Kinarejsen blev imidlertid forarbejderne til novellen eller romanen En dansk Students Eventyr. Den findes kun overleveret i håndskrift og det er i dag vanskeligt at rekonstruere dens tilblivelse. Professor Vilh. Andersen har opstillet flg. teori: Planen om at skrive en studenternovelle går tilbage til tiden før afrejsen, og i en optegnelsesbog fra rejsen har Poul Martin Møller da leveret et udkast til en nutidig skæmteroman. Under opholdet i Kina stiftede han for første gang bekendtskab med Walter Scotts historiske romaner og fattede efter hjemkomsten den beslutning at henlægge sin studenterhistorie til reformationstidens Danmark. Denne historiske roman eksisterer i fragmentarisk form i et håndskrift og er gengivet i Vilh. Andersens udgave af Skrifter i Udvalg II, 1930 190-251. I det tredje stadium, den kendte udformning af En dansk Students Eventyr som er påbegyndt efteråret 1823, er tiden atter henlagt til samtiden. De tre første kapitler blev læst op af Poul Martin Møller selv i Studenterforeningen foråret 1824. Andre interesser kom imidlertid i vejen, og Møller fuldførte aldrig sin fortælling. Manuskriptet var i en så kaotisk stand, at den første udgiver af Møllers Efterladte Skrifter, Chr. Winther, opgav at medtage det, og det blev først udgivet af Chr. Thaarup i et tredje-bind til den første udgave, 1843. En dansk Students Eventyr er en kombination af karakterstudie og skæmteroman. S.m. St. St. Blichers noveller hører den til de tidligste udtryk for den poetiske realisme og hviler på et harmonisk-idealistisk grundlag. Med sit virkelighedsmiljø og gennem den naturlige og handlekraftige hovedperson Frits betegner den et opgør med den sentimentale romantik som Poul Martin Møller også i andre sammenhænge var ude efter i disse år.

Efter rejsen var Poul Martin Møller et års tid lærer ved Borgerdydskolen og blev oktober 1822 adjunkt ved Metropolitanskolen i latin og græsk. Hans hovedinteresser gik nu i retning af klassisk-filologiske studier. Det mest markante resultat heraf blev oversættelsen af de seks første sange af Odysseen i en kernefuld stil og en for tiden meget direkte og folkelig sprogbrug (trykt 1825). Hans egne karakterstudier og essays fra disse år er farvet af den klassiske ånd, såsom Qvindelighed og Om at fortælle Børn Eventyr hvor han drager i felten mod al kunstlethed og overspændt fantasteri, egentlig et opgør med efterklangen af 1700-årenes følsomme stil og romantikkens sentimentale udskejelser. Sandsynligvis er han, som professor Johs. Brøndum-Nielsen har argumenteret for, tillige forfatter af den 1823 udgivne travesti Smørialis' Digtervandringer der parodierer tidens, specielt B. S. Ingemanns, wertheriader. Med sine krav om fornuft, jordforbindelse og ægthed i følelser dømte han i Dansk Litteratur-Tidende 1824 hårdt men retfærdigt over noget af tidens efterklangsdigtning.

Hans egen situation ændredes ikke i disse år. Han forblev foreløbig ungkarl, færdedes meget i Studenterforeningen, hvortil han digtede sangene Hel sjælden rørtes Pen og Bog, 1821 og Hvad er imod Studentens Kaar, 1823. En tid boede han hos Rahbeks på Bakkehuset og blev en nær ven af Kamma Rahbek. Han viste sig udadtil glad og tilfreds og stræbte efter harmoni i sindet, men hvor sund en natur han end var måtte han til stadighed livet igennem kæmpe hårdt for at fastholde sin tro på livets og personlighedens evige betydning. Ud fra disse personlige problemer udsprang hans stadig stigende interesse for filosofiske anliggender. Overraskende var det imidlertid – også for ham selv – at han 1826 med F.C. Sibbern som anbefaler fik tilbudt stillingen som lektor i filosofi ved universitetet i Kristiania. Han accepterede og rejste i oktober s.å. til Norge. Forudsætningerne for at bestride jobbet var, trods den personlige interesse, svage. Den klassiske tankeverden var ham ikke fremmed, men den nyere filosofi måtte han indhente ved ihærdige studier, vejledt pr. korrespondance af Sibbern. Den eneste norske fagfilosof han kunne lære noget af var Claus Winther Hjelm, der var en personlig ven og som bl.a. førte ham ind i hegelianismen. Selv var han allerede 1821 blevet begejstret for G.W.F. Hegel, men uden at have opnået dybere indsigt. En anden tysk filosof han stiftede bekendtskab med var Arthur Schopenhauer som han med direkte afsky læste allerede 1827. S.å. var han indgået i sit lykkelige ægteskab med den fynske proprietærdatter Betty Berg, og året efter avancerede han til professor. Årene i Norge var præget af meget arbejde og han modtog med glæde kaldelsen til at blive filosofiprofessor i Kbh. hvor han indtil sin død 1838 underviste et nyt slægtled, bl.a. Søren Kierkegaard og H. E. Schack i filosofi.

Hustruens død 1834 kastede ham ud i en krise, efterfulgt af fornyet gudstro. To år efter giftede han sig igen, men døde selv 1838, kun 44 år gammel. Poul Martin Møllers filosofiske holdning og undervisning i 1830erne blev lidt efter lidt farvet af hans selvstændige livsanskuelse. Hegelianismen blev han til J. L. Heibergs ærgrelse færdig med i begyndelsen af 1830erne. Også hans egen filosofi bygger på idealismens grund, men over for hegelianismen hvor det enkelte menneske forsvinder i abstrakte kategorier, og nihilismen der fornægter de evige værdier, opbyggede han en personlighedsfilosofi der i flere henseender blev en forløber for den kierkegaardske eksistentialisme. Den kom til udtryk i anmeldelser og strøtanker og især i nogle optegnelser: Indledning til en Afhandling om Affectation der først blev trykt efter hans død. I denne afhandling taler han om mennesket der "har et dobbelt Indre, eet virkeligt, som er tilbagetrængt, og eet tilsyneladende, som det vil skal gjelde for det selv og Andre". Den tilstand hvor "det tilsyneladende Indre" dominerer kalder Poul Martin Møller et liv i "Affectation", hvilket han inddeler i tre grader, alt efter hvor meget det egentlige selv er overdøvet af ydre hensyntagen.

Personlighedsfilosofien kom i disse år til at præge hans hele verdensopfattelse. Inden for det religiøse område går han imod panteismen og sætter i stedet en personlig gud. I æstetiske henseender afviser han upersonlige, hegelianske recensioner og forlanger af anmelderen at han selv medbringer de fordringer, hvorpå han støtter sine kendelser, samtidig med at han afkræver kunstneren en sand, harmonisk personlighed: "Den, der føler sig i Splid med sig selv og i Splid med den hele Tilværelse, han kan umulig være nogen sand Digter". Og: "Tvivl om Individernes Udødelighed er Kunstens Kræft, og Overbeviisningen om deres Forgjængelighed er Kunstens Grav". Denne indsigt gav han udtryk for dels i strøtanker og digteriske fragmenter der forblev i skrivebordsskuffen, dels i et par markante bidrag til tidens debat: afhandlingen Tanker over Muligheden af Beviser for Menneskets Udødelighed, trykt 1837 i Maanedsskrift for Litteratur, og digtet Kunstneren mellem Oprørerne, trykt 1838 i Nytaarsgave for danske Digtere. Når han i disse sine sidste år reagerede så voldsomt mod tidens udviklingstendenser var det fordi han så sit idealistiske harmoni-ideal truet fra flere sider: de politiske strømninger efter julirevolutionen 1830, den franske og tyske spleendigtning (især Heinrich Heine) og inden for filosofien den schopenhauerske og efter-hegelianske fornægtelse af udødeligheden. Over for disse europæiske opløsningstendenser sætter han personligheden som den harmoniserende faktor der forbinder den jordiske, endelige tilværelse med uendeligheden. Denne interesse for personligheden blev med J. L. Heiberg, Fr. Paludan-Müller og H. E. Schack et dominerende træk i 1840'ernes og 1850'ernes litteratur og tænkning men vandt især betydning i vennen og eleven Søren Kierkegaards filosofiske værker.

Familie

Poul Martin Møller blev født i Uldum ved Vejle, død i Kbh. (Frue), begravet sst. (Ass.). Forældre: sognepræst, senere biskop Rasmus Møller (1763-1842) og Bodil M. Thaulow (1765-1810). Gift 1. gang 1.7.1827 i Stenstrup, Sunds hrd., med Betty Berg, født 24.8.1804 på Skjoldemose, død 15.5.1834 i Kbh. (Frue), datter af proprietær Christian Frederik Berg (1774-1851) og Elizabeth Esmith Hensier (1775-1851). Gift 2. gang 24.12.1836 i Lyngby med Eline Svendine Hansine (v.) Bülow, født 9.9.1804 i Svendborg, død 26.1.1876 i Kbh. (Frue), datter af major, senere oberstløjtnant Adam Gottlieb Josva von Bülow til Bjørnemose (1751-1834) og Ane Margrethe Eilersen (1772-1832).

Ikonografi

Klippet silhouet (bl.a. Fr.borg). Dødsmaske (sst.), efter denne er udført rekonstruktioner af dødslejet, i træsnit af H. P. Hansen, 1884 og i tegn. af A. Jerndorff, 1891 (Fr.borg), efter sidstnævnte træsnit 1893. Tegn. af V. Hammershøi, 1899. Buste udført på grundlag af dødsmasken af L. Hasselriis (Fr.borg; Ribe mus.; Studenterforeningen i Kbh.). Træsnit signeret H. T. Tegn. af J. Th. Lundbye menes at forestille Poul Martin Møller.

Bibliografi

Udg. Efterl. skr. I-III, 1839-43 (3. udg. I-VI, 1855-56, heri F. C. Olsen: P. M.s levnet, med breve). Skr. i udv., udg. Vilh. Andersen I–II, 1930.

Kilder. Breve i Mellem klassiske filologer, udg. Morten Borup, 1957. Poul Martin Møller og hans familie i breve, udg. samme I–III, 1976.

Lit. Lise Lund: Biskop Rasmus Møllers slægt, 1969. Samme i Pers. hist. t. 16. r. III, 1975 117-22. E. F. C. Bojesen i Tidsskr. for lit. og kritik V, 1841 377-93 (anm. af Efterl. skr.). F. Rønning: Poul Martin Møller, 1893 (2. udg. 1911) = Folkelæsn. CXCI. Vilh. Andersen: Poul Martin Møller, 1894 (3. udg. 1944). Harald Høffding: Danske filosofer, 1909. Knud Jensenius: Nogle Kierkegaardsstudier, 1932 125-53. Johs. Brøndum-Nielsen: Poul Martin Møller studier, 1940 (bilag: Smørialis's Digtervandringer, udg. Vilh. Bluhmau). Samme: Litterærhist. epistler, 1960 46-53. Samme i Fund og forskn. XIII, 1966 91-108. Helge Toldberg i Danske studier XLI, 1944 65-77. Hans Brix: Analyser og problemer VI, 1950 170-82. Lone Klem i Handels- og søfartsmuseet på Kronborg. Årbog 1956 33-74. M. Borup i Fund og forskning III, 1958. Gregor Malantschuk i Kierkegaardiana III, 1959 7-20. Om Poul Martin Møller, ved Frederik Nielsen, 1961 = Hasselbalchs kultur-bibl. CCI. Jørgen K. Bukdahl i Dansk udsyn XLV, 1965 266-290. Søren Holm: Filosofien i Norden før 1900, 1967 77-80. F. J. Billeskov Jansen i Medd. fra dansklærerforen. III, 1968 177-80. Ib Ostenfeld: Livs-fangen, 1968 133-51. Uffe Andreasen: Poul Martin Møller og romantismen, 1973. Bernd Henningsen: Poul Martin Møller oder Die dämsene Erziehung des S. Kierkegaard, Frankf. a. Poul Martin Møller 1973. Kai Møller Nielsen: Homeroversættelser og heksameterdigte, 1974. John Chr. Jørgensen: Den sande kunst, 1980 23-152. Papirer i Kgl. bibl.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig