Poul P.M. Pedersen

Poul P.M. Pedersen, Poul Peter Marinus Pedersen, 7.11.1898-9.2.1983, forfatter. Født i Sdr. Kongerslev sg, død i Kbh. (Solvang), begravet Sundby kgd. P. blev student 1920, cand.phil. 1921 og studerede litteraturhistorie og germanske sprog ved Kbh.s univ. uden afsluttende eksamen. Efter at have været journalistelev ved Aalborg Amtstidende og en kort tid ansat inden for biblioteksvæsenet levede P. siden 1927 af journalistisk virksomhed, som radiomedarbejder, forfatter og oversætter. Han har rejst i Sverige og Tyskland og opholdt sig på Færøerne. Foruden at skrive en lang række utrykte radiomontager har P. redigeret flere antologier samt været en flittig bidragyder til aviser, ugeblade og tidsskrifter. P. debuterede 1919 med digtsamlingen Længslens Kor der 1921 efterfulgtes af bindet Skumrings-blomster. Titlerne antyder den melankolske stemning i det efterfølgende forfatterskab som han havde lært hos halvfemserlyrikerne Johannes Jørgensen og Viggo Stuckenberg samt hos den tyske romantiker Nikolaus Lenau. Vemods-tonen udarter til en noget kunstlet håbløshed i samlingen Den døende Dag, 1929 der dog sammen med digtbøgerne Tilfældigheder, 1931 og Dialog i Dæmring, 1940 indeholder P.s betydeligste lyrik, samlet omkring de første bøgers grundmotiver: menneskets trøstesløse færden i en tågesløret udeltagende natur og drømmen om den tabte barndoms paradis. Denne mistede idyl genskabes i enkelte digte, især i Dialog i Dæmring, i en antydet kærlighedsoplevelse. Den ensomme vandrer bliver et gennemgående symbol på menneskets pilgrimsfærd gennem livet i samlingerne Hotel og Kupé, 1933 og I Mørket og Blæsten, 1936 der lader vemoden over den svundne tid stige til en nærmest nihilistisk følelse af tomhed. De fleste af P.s digtsamlinger indeholder en afdeling med fine og følsomme oversættelser af udenlandsk lyrik, især af amerikanske, engelske, svenske og tyske digtere; fremhæves bør hans udgaver af Hjalmar Gullberg: Digte, 1943 og A. E. Housman: Digte, 1944 og fremfor alt hans gendigtninger af færøsk lyrik, udgivet som Færøske digte 1900-1971, 1972 samt islandsk lyrik i serien Moderne islandsk lyrikbibliotek, 1964-75 som han også har redigeret. Klangen i P.s digtning er spinkel, undertiden monoton. Den udtrykker dog ofte en længsel efter renhed og skønhed som de eneste muligheder for at overvinde forgængeligheden, der i sin enkelthed og konsekvens gør krav på respekt. Men det er givetvis som kongenial gendigter af udenlandsk lyrik at P. vil blive husket af eftertiden. P. har modtaget en lang række legater og hæders-stipendier, således fra Dansk-færøsk kulturfond. Færøernes lagting og fra Island, desuden Dansk oversætterforbunds ærespris 1977 og G. E. C. Gads fond 1978.