Poul Sæbye, 17.9.1889-7.4.1965, tegner. Født på Frbg, død i Klampenborg, begravet i Kbh. (Vestre). S. stod i malerlære hos Bernh. Schrøder, Nielsen og Hansen okt. 1906–april 1911 og gik samtidig på Teknisk skole. Herfra dimitteredes han til akademiet som han søgte fra jan. 1910 til han fik afgang fra dekorationsskolen jan. 1915. På akademiet var især Joakim Skovgaard hans lærer. Andre gode læremestre havde han i Valdemar Andersen hvem han bistod ved flere dekorationsmaler-arbejder, arkitekt Knud V. Engelhardt der var elev i akademiets dekorationsklasse sammen med ham og øvede indflydelse på hans opfattelse af bogstaver og typografi, og bogkunstneren Kr. Kongstad som han assisterede ved de håndskrevne eksemplarer afgrundloven 1915 (S. skrev eksemplaret i Rigsarkivet). S. har en omfattende praksis på mange forskellige felter bag sig. Allerede som malerlærling begyndte han at tegne broderimønstre til Victor Permin og havde betydelig fremgang hermed. Omkring 1915 kastede han sig over bogstaver i tegning og skrift, bogkunst og brugsgrafik. Det var hans vigtigste område, og han var en af vore dygtigste og kyndigste bogstavtegnere. Han arbejdede særlig for Martins Forlag. Gennem mange år satte han ligefrem præg på forlagets produktion, tegnede dets bogomslag og var rådgivende ved bøgernes typografiske opsætning og udstyr. Senere havde han mange tilsvarende opgaver for Gyldendal. Desuden leverede han likøretiketter og -pakninger til Peter F. Heering, og 1924–33 var han fast ansat hos Horwitz & Kattentid som tegner af alt firmaets cigarkasseudstyr. Både i dekoration og stofvirkning lykkedes det ham her at karakterisere den pågældende vare på mønstergyldig måde. Disse etiketter m.m. rangerer mellem det fornemste der er præsteret af brugsgrafik herhjemme. Ind imellem udførte han ornamentalt dekorationsmaleri til privatvillaer (fx generalkonsul Vald. Gluckstadts), biografer (Paladsteatret, Kinopalæet) og andre bygninger (Vanløse Apotek). Herfra gik S. over til udstillingsarbejde, dels i form af dekorativ udsmykning og indretning af stande, dels med grafiske fremstillinger af erhvervs- og anden samfundsstatistik. Hans grafiske fremstillinger blev et speciale som han dyrkede med originalitet og stor opfindsomhed (den synkronologiske søjle i Thorvaldsens museum, en historisk oversigt over Thorvaldsens samtid). Hvorledes man laver øl, 1947 for Carlsberg, 1948 en tilsvarende for Tuborg: Fra byg til bryg har høstet megen ære i udlandet og indbragte ham en række Grand prix'er og Diplomes d'honneur på de internationale udstillinger, ved hvilke han medvirkede (presseudstillingen i Köln 1928, verdensudstillingerne i Barcelona 1929, Antwerpen 1930, Bruxelles 1935, Paris 1937, New York 1939). Til hans bedste hjemlige arbejder hører udstillingen Mor og barn 1937, som han tillige var arkitekt for, den historiske afdeling på Bellahøjudstillingen 1938, Århus Oliemølles udstilling i Århushallen 1938 og sundhedsudstillingen 1939. Sammen med sin hustru udførte han glasmalerierne i Helsingør byrådssal og to malede ruder til Tårbæk kirke (1938–39).

S. udstillede første gang på Skønvirke-udstillingen 1909, dernæst på Unge kunstneres forbunds udstillinger 1911–14 og har regelmæssigt deltaget i Charlottenborgs forårsudstilling siden 1915. På verdensudstillingen i Paris 1925 fik han guldmedalje for bogomslag og brugsgrafik. Han foretog studierejser til Berlin 1910, Norge 1915, Tyskland og Italien 1911, 1914 og 1921, til Paris 1912, 1913, 1924 og 1937, Köln 1928, Spanien 1929, Antwerpen 1930, Bruxelles og Paris 1935, og han var lærer ved Fagskolen for boghåndværk et års tid 1919–20, ved Kunsthåndværkerskolen i Bredgade ca. 1929–38 i bogstavtegning og i sine sidste år på Tegne- og kunstindustriskolen for kvinder. – K. V. Engelhardts mindelegat 1961. – Plakater i Kunstindustrimuseet.

Familie

Forældre: kontorchef ved statsbanernes maskinafdeling, cand.polyt. Christian S. (1856–1936) og Caroline Frederikke Albine Berg (1863–1942). Gift 1. gang 29.6.1917 i Hellerup med Karen Bonnén, født 18.5.1891 i Randers, død 29.11.1918 i Kbh., d. af agent Peter Ferdinand B. (1860–1938) og Christiane Friis (1857–1929). Gift 2. gang 15.3.1921 i Kbh. (Jac.) med maler Fanny Meyer, født 31.12.1885 i Kbh., død 22.5.1972 i Ordrup, d. af grosserer Isidor Berent M. (1860–1939) og Johanne Frederikke Klæbel (1861–1945).

Ikonografi

Foto.

Bibliografi

Ivan Munk Olsen i Skønvirke V, 1919 145–51 og X, 1924 92–94 (også i Farmaceutisk tid., s.å. 626–28). Sig. Schultz sst. XII, 1926 65–71. Jacob E. Bang i Nyt t. for kunstindustri XI, 1938 61–64. Laur. Nielsen: Den danske bog, 1941. P. S. i Sådan tegner vi, 1945 194–97. Henrik Park i De grafiske fag XLV, 1949 344–46.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig