Poul Simonsen, 12.7.1881-7.11.1966, direktør for Bing & Grøndahl. Født i Kbh. (Mos.), død sst. (Garn.), begravet Sundby kgd. S. blev student 1899 fra Sorø og n.å. cand.phil. Han søgte uddannelse i bankfaget og blev ansat i Landmandsbanken, men tog snart efter på studierejse til Hamburg, London og Manchester. Da han 1903 var hjemme på besøg bad hans tilkommende svigerfar, Harald Bing, ham rejse til Paris for at ordne en vigtig sag for Bing & Grøndahls porcelænsfabrik. Hans løsning af opgaven førte til hans ansættelse som sekretær på fabrikken – egentlig kun på prøve; men han blev, fra 1904 som underdirektør, 1915 direktør og 1924, ved Bings død, administrerende direktør. Med megen merkantil dygtighed og sikker kunstnerisk sans ledede han denne virksomhed hvor han gav kunstnere som Kai Nielsen og Jean Gauguin store opgaver at løse. Endvidere lod han i vid udstrækning firmaet deltage i de internationale udstillinger hvorved Bing & Grøndahl stærkt udbyggede sin position. En betydelig personlig indsats øvede S. ved starten 1916 og oparbejdelsen af porcelænsfabrikken Norden der skulle dække landets forbrug af teknisk porcelæn i første verdenskrigs mangelår, først med lavspændingsmateriel, men snart også højspændingsmateriel hvoraf den fik store leverancer både til ind- og udland. Denne virksomhed, der også optog fabrikation af hotelporcelæn og ildfast materiale til husholdningsbrug, arbejdede i nær tilknytning til Bing & Grøndahl og var i ikke ringe grad medvirkende til at de vanskeligheder som den danske keramiske industri i flere perioder var ude for, i mindre grad mærkedes for dette selskab. Bing & Grøndahl ejede fra 1934 samtlige aktier i Norden, der ved slutningen af 1939 helt overtoges hvorefter virksomheden blev fortsat under firmanavnet Porcelænsfabrikkerne Bing & Grøndahl og Norden A/S med S. som administrerende direktør til 1959. Efter den tyske aktion mod de danske jøder 1943 lykkedes det S. sammen med familien Bing at undslippe til Sverige. S. var medlem af Komiteen for udstillinger i udlandet og af kommissariaterne for en række verdensudstillinger hvor dansk kunstindustri var repræsenteret. Desuden varetog han en række organisationsmandater. Han var således 1932–58 formand for Sammenslutningen af arbejdsgivere inden for den keramiske industri (æresmedlem), og medlem af Industrirådet til 1959, af Industriforeningens og Dansk arbejdes repræsentantskab til 1952, af arbejdsgiverforeningens og industrifagenes hovedbestyrelser til 1959, desuden en årrække af Dansk købestævnes komité for kunstindustri samt af bestyrelserne for Foreningen for industrielle reparationsværksteder og for Kunstindustrimuseet. – En søn Ole Simonsen, født 17.7.1907, død 19.4.1990, blev efter uddannelse på handelshøjskolen og porcelænsfabrikken 1928 ansat på fabrikken, 1934 underdirektør, 1942 direktør og var 1959–75 adm. direktør.

Familie

Forældre: overretssagfører, senere etatsråd Ludvig Julius S. (1847–1905) og Agnes Henriette Davidsen (1857–1901). Gift 11.4.1905 i Kbh. (Mos.) med Johanne Bing, født 27.12.1883 i Kbh. (Mos.), død 30.1.1952 sst. (Mos.), d. af fabrikant Harald B. (1848–1924) og Harriet M. Levin (1863–1919).

Udnævnelser

R. 1926. DM. 1937. K. 1953.

Ikonografi

Mal. af H. Vedel udst. 1942. Tegn. af Otto Christensen. Buste af Knud Nellemose, 1954 (Bing & Grøndahls mus.). Buste af Svend Jespersen udst. 1955. Foto.

Bibliografi

Interview i Børsen 9.7.1951.-Arbejdsgiveren, 1941 221. Børsen 11.7. s.å. og 11.11.1966. – Levnedsberetning i ordenskapitlet.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig