Poul Winding, Poul Erik Winding, 13.5.1916-15.2.1966, nationaløkonom. Født i Fredericia (Trin.), død på Frbg. (Markus), begravet Sorgenfri kgd. W. blev student fra Fredericia 1934 og cand.polit. 1940. Efter aftjening af værnepligt blev han s.å. ansat i arbejds- og socialministeriet, sekretær 1943, fuldmægtig 1948-50. I ministeriet arbejdede han for den statsvidenskabelige konsulent Henning Friis. 1941-45 var han tillige medarbejder i prisdirektoratet og undervisningsassistent ved Kbh.s universitet 1946-49. Kendt og respekteret af studenter og kolleger valgtes han 1948-49 til formand for socialøkonomisk samfund. 1951-54 var han medarbejder i Det økonomiske sekretariat. Fra 1942 havde han undervist på handelshøjskolen. Her blev han lektor 1949, docent 1953 og skolens anden professor i nationaløkonomi 1956. Jan.1957 blev han udpeget til at efterfølge Christen Møller som rektor fra 1.8., men tiltrådte ved Møllers død 7.5.s.å. Efter at de fem år han havde påtaget sig rektoratet var udløbet ville han genoptage sin forskning. Skolens lærere fik ham dog til at fortsætte et år til. 1965 var han på studierejse i USA. W. blev dr.polit. 1957 på afhandlingen Some aspects of the acceleration principle. Han havde da allerede en betydelig litterær indsats bag sig. 1947-56 var han medredaktør af Økonomi og Politik, 1947-51 tillige sekretær for Institutet for historie og samfundsøkonomi, medlem af styrelsen fra 1955 og eneredaktør af Økonomi og Politik 1956-57. Fra 1947-54 skrev W. en række bidrag til tidsskriftet navnlig om den økonomiske udvikling i forskellige lande. 1951 havde han sammen med Niels Banke udsendt en lærebog Konjunkturer og kriser hvor han havde skrevet det teoretiske afsnit der bl.a. gav en ny belysning af accelerationsprincippct. 1952 udsendte han sammen med P. Nyboe Andersen og Bjarke Fog lærebogen Nationaløkonomi, der fik stor udbredelse og blev oversat til finsk 1957. I begyndelsen af 1953 var W. med professor Carl Iversen og P. Nørregaard Rasmussen i Irak i forbindelse med den af de tre udarbejdede bog A report on monetary-policy in Iraq (Irak 1954). Året efter disputatsen udsendte W. Det danske kapitalmarked I–II. Værket var foranlediget af Bikubens 100 års jubilæum og sagkyndige har fremhævet at det også kunne have været grundlaget for en disputats. W. havde udprægede pædagogiske evner men hans grundighed gjorde hans litterære arbejder til tungt stof for de fleste studenter. Ud over det anførte har W. i fagskrifter, til samleværker og festskrifter skrevet en række mindre afhandlinger. Som rektor beslaglagde administrationen så meget af hans tid at der ikke blev tid til forskning; bl.a. fordi skolens overgang til selvejende institution skulle forberedes og flere studieretninger omlægges. W. skrev ofte selv beretninger og indstillinger. Det krævede også tid at rektorstillingen medførte mange opgaver uden for skolen. Fra 1961 var W. medlem af og fra 1962 formand for statens alm. videnskabs-fonds kommission for samfundsvidenskaberne og samtidig medlem af og formand for kommissionen for erhvervsøkonomi og administration. Han blev også medlem af kollegiebestyrelser. Han fik hertil en række hverv uden direkte tilknytning til skolen. 1954-60 var han medlem af nat.økon.forenings bestyrelse, 1957-63 præsident for komiteen til udbredelse af kendskabet til Danmark i udlandet, 1957-65 medlem af monopolrådets forretningsudvalg, fra 1957 af bestyrelsen for Helbredsfonden (P. Carl Petersen) og fra 1958 af bestyrelsen for Philips fond. 1959 blev han medlem af Danmark-Amerikafonden, og samme år fik han den særlige opgave at være medlem af den voldgiftsinstitution der skulle klare bankfunktionærernes vilkår. Fra 1960 var han medlem af Akademiet for de tekniske videnskaber, 1965 blev han kvæstor for Carlsbergfondet og 1966 medlem af Det økonomiske råds formandskab.

Skønt W. ikke blev 50 år var han ved sin død en af landets betydeligste nationaløkonomer. Han var ligefrem og venlig både over for sine studenter og de mange mennesker han traf i sine forskellige gøremål og blev hurtigt meget vellidt. Som dreng og langt op i årene var han spejder og var livet igennem beredt til at hjælpe andre.

Familie

Forældre: kommunelærer Poul W. (1888-1935) og Johanne Marie Jacobsen (1889-1967). Gift 16.10.1943 i Fredericia (Trin.) med Kirsten Tove Rasmussen, født 14.10.1923 i Fredericia, d. af formand Hermann R. (1890-1977) og Astrid Strand vig (1901-59).

Ikonografi

Foto.

Bibliografi

Erhvervsøkonomisk t. XXX, 1966 111-14 (bibliografi). – Selvbiografi i Festskr. udg. af Kbh.s univ. nov. 1957 196. – Beretn. fra Handelshøjskolen i Kbh. 1952-53, 1953 14-16; 1956-57, 1957 16-18. Jan Kobbernagel sst. 1965-66 og 1966-67, 1968 Hf. P. Nyboe Andersen og E. Hoffmeyer i Nationaløkonomisk t. CIV, 1966 1-11 (heri bibliografi). Max Kjær-Hansen og P. Nørregaard Rasmussen i Det danske marked XXV, s.å. 93-101. Berl.tid. 16.2.1966. Politiken s.d.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig