Povl Riis

Povl Riis, 28.12.1925-2.1.2017, læge. Povl Riis blev student fra Lyngby 1944 og læge fra Københavns universitet 1952, med præ. Efter uddannelse på københavnske hospitalsafdelinger for pædiatri, epidemiologi og i særlig grad i intern medicin på amtssygehusene i Gentofte og Glostrup udnævntes Riis allerede 1963, på grund af fremstående videnskabelige arbejder og udtalte evner for at fremme kollegialt samarbejde, til overlæge ved medicinsk afdeling B på Københavns amtssygehus i Gentofte.

Inden sin udnævnelse havde han ikke blot 1959 ved Københavns universitet forsvaret sin banebrydende disputats The cytology of inflammatory exudate der omhandlede kvantitative og kvalitative forandringer i det hvide blodbillede hos raske og syge, men sammen med en række medarbejdere (F. Fuchs, J. Mosbech o.a.) beskæftiget sig med kønscellebestemmelser hos fostre og disses betydning for vurdering ikke blot af fostrenes køn og blodtype, men også for deres egenskaber og eventuelle eugeniske misdannelser. Sammen med H. R. Wulff havde han videreført studier fra disputatsen om hvide blodlegemers forhold i kredsløb og betændt væv og fra 1960 sammen med P. Anthonisen (død 1972) påbegyndt sine celleundersøgelser baserede på studier over diagnostikken og behandlingen ved blødende tarmsår (colitis ulcerosa), et forskningsfelt hvor Povl Riis' interesse for at udnytte alle tænkelige former for diagnostiske hjælpemidler og hans virke for medicinsk terapi og for patientinformation skulle gøre ham internationalt kendt.

Allerede 1957 havde Povl Riis' udadvendte virke ført ham ind som redaktionssekretær for "Videnskab og Praksis" ved Ugeskrift for Læger, et arbejde han 1967-91 videreførte som en både kritisk og formuleringshjælpende redaktør. Han evnede at give bladet en stramning både publikations- og informationsmæssigt, således at det kvalitetsmæssigt og alligevel ytringsfrit værdsættes højt, ikke blot fra lægelig, men også fra massemediernes side. 1965-91 har han tillige været redaktør ved Bibliotek for læger, 1968-91 ved Danish medical bulletin og 1977-97 ved Medicinsk årbog. Ved disse hverv er der blevet trukket store veksler på ham som rådgiver for lægeforeningen og for kolleger i spørgsmål om journalindsigt, offentlig journalfremlæggelse, livstestamenter.

1974 blev Povl Riis anmodet af de nordiske lægeforeninger om at forestå udformningen af en kritisk revision af 1964-Helsinkideklarationen. Sammen med E. Fenger, Oslo, og Cl. Blomquist, Stockholm, lykkedes det Riis at udforme et udkast der via verdenslæge-foreningens etiske komité resulterede i den reviderede betydningsfulde Helsinkideklaration (version to) af 1975. Derved førtes Povl Riis naturligt ind på oprettelsen af danske etiske komiteer og 1979 udnævntes han af Statens lægevidenskabelige forskningsråd til formand for Den centrale videnskabelige komité; også her viste Povl Riis sit talent for effektivt at få afklarede standpunkter frem. Han beklædte denne formandspost frem til 1998.

Med ildhu bragte han i skrift og foredrag sine velafbalancerede og altid elegant formulerede synspunkter frem. 1960 blev Povl Riis speciallæge i intern medicin med organspecialet blodsygdomme og i 1963 i mavetarmsygdomme. 1971 udnævntes han til lektor i medicin ved Københavns universitet og tre år senere blev han overlæge ved Københavns amts sygehus i Herlev samt professor i intern medicin ved universitetet. Dette virke trak hans arbejdskraft ind også i Statens lægevidenskabelige forskningsråd (1968–74, formand 1972) hvor han ydede en meget betydningsfuld indsats i dettes vanskelige udviklingsår, i Nordisk samarbejdsnævn for medicinsk forskning og Nordisk publiceringsnævn for medicin (1968, formand 1970), i Kræftkomiteen (1968–75), i hovedbestyrelsen for Landsforeningen til kræftens bekæmpelse (1970–75) og af planlægningsrådet for forskningen (1972–74, næstformand fra 1973). 1962–67 og igen 1978 var han medlem af bestyrelsen for Dansk selskab for intern medicin, 1972–77 (formand 1975–76) for Selskabet for teoretisk og anvendt terapi og 1979-98 formand for Den centrale videnskabsetiske komite.

1980 blev han prodekan ved Københavns universitets lægevidenskabelige fakultet. Povl Riis var overlæge ved Herlev Amtssygehus frem til 1995 og professor ligeledes til 1995. 1996-2012 var han formand for det uafhængige råd Ældreforum og var herigennem med til at ændre synet på ældre.

Povl Riis udførte gennem årene et stort arbejde ikke blot med publikation af tidsskriftartikler om hæmatologiske, endokrinologiske og gastroenterologiske emner, men som medlem af Vancouvergruppen af medicinske redaktører virkede han i skrift og tale for kravene til biomedicinske forskeres formåen for at formidle videnskabelige og videnskabsetiske problemstillinger på et forståeligt sprog. 1977 var Povl Riis en af dyb humanisme præget bidragyder til Vi skal alle dø – men hvordan?

Foruden sin videnskabelige skribentvirksomhed var Povl Riis medforfatter til partiet venstres sundhedspolitiske program (1970), han skrev tekster til Danmarks radios pigekor, bl.a. til deres jubilæumskantate til musik af Tage Mortensen, 1999, digte til Amnesty International, tekst til en rytmisk suite Første, anden, tredie, fjerde med musik af Sv. E. Tarp (uropført i Danmarks radio 1980) samt til Et jule-værk til musik af Svend S. Schultz, 1981.

Povl Riis modtog adskillige priser og hædersbevisninger, bl.a. Alfr. Benzon-prisen 1964, August Krogh-prisen 1974, Christenson-Censon-prisen 1974, Klein-prisen, Barfred-Pedersens æresgave 1980 og Den videnskabsetiske hæderspris 2002. Æresmedlem af Islands lægeforening, 1978, af den danske nationalkomité i The Council for International Organizations of Medical Sciences og dennes Committee on Medical Ethics, 1974, vicepræsident i European Science Foundation 1974–77 og medlem af dets Excecutive Council, 1978, af WHOs European Advisory Committee for Medical Research, 1980, samt 1976 af bestyrelsen for Fonden af 1870, af Trier-Hansen og hustrus legat, 1977 og direktør Jakob Madsen og hustrus legat, 1978. Medlem af redaktionen for Acta Medica Scandinavia, 1980.

Povl Riis blev æresdoktor ved Odense universitet 1996.