Rasmus Schmidt

Rasmus Schmidt, Reimer Henrichsen Schmidt, 23.6.1792-12.4.1845, missionær. Født i Sønderby-Vilstrup ved Haderslev, død i Ny Bamberg, Surinam, begravet sst. S. blev 1812 optaget i brødremenigheden i Christiansfeld og 1830 sendt som missionær til hollandsk Guyana (Surinam) hvor menigheden havde virket i næsten 100 år. Han arbejdede i begyndelsen blandt negerslaverne (slaveriet ophævedes først 1863), siden blandt de såkaldte "busknegre", dvs. efterkommere af slaver som var flygtet ud i urskoven ("bush"). I denne primitive nomadebefolkning, der levede i stadig frygt for onde ånder, havde brødremenigheden 1765 begyndt en mission, men opgivet den 1813, fordi klimaet havde krævet mange menneskeliv. Busknegrene bad stadig om at få en lærer sendt ud, og 1840 genoptog S. og hans hustru arbejdet (i Ny Bamberg ved Surinamflodens øvre løb). Efter fem års trofast arbejde bukkede også han under for klimaet og missionsstationen flyttedes længere ud mod kysten.

Familie

Forældre: skrædder Henrich S. (ca.1755–1810) og Anna Marie Rasmusdatter Reimer (1756–1840). Gift 7.6.1830 i Christiansfeld brødremenighed med Augusta Wilhelmine Margaretha Lassen, født 10.10.1799 i Slesvig, død 11.10.1877 i Gnadenfeld (gift 2. gang 1846 med missionær Johann Gottfried Meissner, død 1882), d. af kræmmer Hans L. (død senest 1830) og Dorothea Margaretha Koeber (død senest 1830).

Bibliografi

Schwester Meissner: Bericht von dem Entstehen der Brüder-Mission unter den Buschnegern zu Bambey, Schreiberhau 1850. Karl Fr. Ledderhose: Die Mission unter den freien Buschnegern i Surinam, 3. udg. Heidelberg 1876. Nachrichten aus der Brüdergemeine LXV.Gnadau 1883 348–73.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig