Ricolf, Rikulf, levede ca. 1140, biskop i Odense. R. havde været aktivt med i borgerkrigen som Erik Emunes tilhænger, og kongen gav ham en del af Geltofte på Lolland; selv købte han den anden del. Han må allerede da have været præsteviet. Man kan tænke på de 60 præster der faldt ved Fodevig. Hvornår R. blev biskop vides ikke sikkert. I vor mangelfulde overlevering fremtræder han tidligst som sådan i ét brev der ligger mellem 1134 og 18.10.1139, et brev der er stilet til abbeden i Evesham og kundgør en overenskomst mellem det engelske moderkloster og datterklostret i Odense. Når han savnes blandt de bisper som underskrev ærkebiskop Eskils brev til benediktinerne i Odense 8.8.1139 kan deraf intet sluttes om, at han ikke allerede da var biskop og til stede på den betydningsfulde synode i Lund. – Han var virksom ved ordningen af klostrets godsforhold, foranledigede måske Erik Lams gavebreve 1141 og 1142, skænkede selv Geltofte. Hans søn, præsten Rudolf fik seksten mark sølv som erstatning for fædrene arv. R.s efterfølger Simon nævnes tidligst 1158.

Bibliografi

Schreib. des Vereins für schlesw.-holst. Kirchengesch. 2.r.IX, Kiel 1930 61f (Urkunden zur Gesch. des Domklosters von Odense). – Peter King i Kirkehist. saml. 7.r.VI, 1966–68 4 8 11. Niels Skyum-Nielsen: Kvinde og slave, 1971 især 15 83. – C. Hamsforts optegn. i Kgl. bibl. (Ms. Kall 668 8°).

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig