Rikval

Artikelstart

Rikval, Richwald, d. 26.5.1089, biskop i Lund. R. fulgte Egino som biskop i Lund; han opholdt sig da som flygtning i Danmark, bandlyst af biskop Imad af Paderborn, hvorfra han som kannik var flygtet omkr. 1065, og siden af den danske kirkes overhoved ærkebiskop Adalbert af Hamburg (død 1072). På baggrund af et brev fra Imad til paven 1075, den eneste kilde til R.s forhold til sine tyske foresatte, er han oftest blevet fremstillet som en ringe person – "kompromitteret" og "vagabonderende" – og en hindring for oprettelse af et dansk ærkesæde (Hal Koch). Men brevet, der indgår i de bestræbelser som ærkebiskop Liemar af Hamburg (1072–1101) udfoldede for at få en pavelig suspensation ophævet, og som ytrer tillid til at få R. tilbage, kan ikke bære en sådan vurdering. Modsat den tyske, delvis skismatiske kirke stod de danske konger, Sven Estridsen som Harald Hen, i venskabelig forbindelse med pavestolen, pg det er mest sandsynligt at R. er udpeget til biskop i forståelse med Rom. R. vendte i hvert fald ikke tilbage til Tyskland, men forblev i Lund hvor han påbegyndte bygningen af en domkirke og organiserede et domkapitel, siden 1080 i nært samarbejde med Knud den Hellige, der 1085 skænkede Lundekirken jordegods til ti præbender. Lunde-nekrologiet noterer ikke blot R.s død, men betegner ham som kong Knuds tro rådgiver fremfor andre biskopper.

Bibliografi

Necrologium Lundense, udg. Laur. Weibull, Lund 1923. Diplomatarium Danicum 1.r.II, 1963. – Laur. Weibull i Hist. t. for Skåneland V, Sth. 1914–23 121–25. Samme: Skånes kyrka från alsta tiden till 1274, 1946. Hal Koch: Danm.s kirke i den begyndende højmiddelalder I, 1936. Samme i Den danske kirkes hist. I, 1950 112f. Aksel E. Christensen i Danm.s hist. I, 1977 244–46.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig