Robert Djurtoft, Robert Johannes Djurtoft, 28.5.19222005, biokemiker. Født i Nimtofte. D. blev student i 1941 hvorefter han optog kemiingeniørstudiet på Den polytekniske læreanstalt. Efter afsluttet eksamen i 1946 arbejdede han i to år hos nobelpristagerne, professor T. Svedberg og professor A. Tiselius ved Uppsala universitet i Sverige (laboratoriet for fysisk kemi og laboratoriet for biokemi). Han blev her bl.a. fortrolig med ultracentrifugeundersøgelser der kvalificerede ham til en ansættelse (1948-65) på Carlsberg Bryggeriernes forsøgslaboratorium hvor han arbejdede med forskning inden for råprodukter til ølbrygning, bl.a. humle, malt og byg hvilket i 1962 resulterede i at han blev dr. techn. ved Den polytekniske læreanstalt på værket Salt-soluble proteins in barley (Hordeum distichum), 1961. 1965-92 var D. professor ved afdelingen for biokemi og ernæring, Den polytekniske læreanstalt, og 1965-85 var han bestyrer for afdeling for biokemi og ernæring, hvor han docerede almen biokemi, plantebiokemi, human ernæring og immunologi. Han forskede og publicerede inden for disse videnskaber idet han navnlig undersøgte fysiskkemiske egenskaber af proteiner, immunelektroforetiske reaktioner og proteaseinhibitorer. Med henblik på ernæring i tropiske lande undersøgte han fermentering af sojabønner til det indonesiske produkt, tempeh, og søgte at indføre det i Nigeria – men baseret på kobønner. – D. var medlem af bestyrelsen for neurokemisk institut 1965-80, proteinkemisk institut 1965-72, Statens tekniske videnskabelige fond 1966-72, De forenede Bryggeriers forskningsråd 1972-81 og Statens jordbrugs- og veterinærvidenskabelige forsknigsråd 1985-91.

Familie

Forældre: mejeribestyrer Jens Peter Jensen (1882-1939) og Agnes Andersen (1893-1967). Gift 20.4.1946 i Kbh. (Garn.) med civilingeniør Karen Margrethe Sørensen, født 19.8.1922 i Kbh., d. af korpsofficiant Jørgen Anton S. (1887-1952) og Mette Anida Jensen (1888-1974).

Udnævnelser

R. 1973. R1. 1980.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig