Rudolf Bruhn

Rudolf Bruhn, Rudolf Harald Bruhn, 8.4.1889-14.10.1918, forfatter, lærer. Efter præliminæreksamen og præparandtid begyndte Rudolf Bruhn at læse til lærer på Jonstrup seminarium. Han tog lærereksamen 1910 hvorefter han ansattes ved Københavns skolevæsen. 1911–1913 virkede han ved Varde borgerskole, og fra 1913 til sin død var han atter ansat i København (Gasværkvejens skole).

Rudolf Bruhn var meget aktiv inden for de ekspanderende kristelige ungdomsforeninger; han udøvede især en stor indsats i Frivilligt drengeforbund, men også KFUM nød godt af hans iver og engagement. Han forfattede således en række sange til FDF, bl.a. Danmark frem! og den såkaldte Væbnersang (Væbner er vi – du og jeg) der gennem årene har været meget brugt i forbundet. Han skrev desuden om forbundet i sine bøger beregnet for større drenge. Drenge, 1914, og I Sommerlejr, 1917 handler direkte om drenges oplevelser i FDF, mens Rudolf Bruhns populæreste roman De seks, 1916, uden at nævne forbundet handler om opdragelse til det der var forbundets mål: sand kristen mandighed. De seks er skrevet på grundlag af Rudolf Bruhns minder fra seminarietiden, og man har senere fundet frem til modellerne for bogens personer. De tre romaner blev meget læst; størst popularitet vandt De seks der er udkommet i 25 oplag. I denne roman tegnes de positive sider af et kristent ungdomsliv med kraftige farver, men for en senere tid synes de negative sider, først og fremmest en voldsom intolerance at stå endnu stærkere. En række mindre fortællinger og digte som bl.a. gengiver Rudolf Bruhns smerte over tabet af Sønderjylland blev efter Rudolf Bruhns død trykt i Fortællinger og Digte, 1919.

Familie

Rudolf Bruhn blev født i København, døde sst. og er begravet sst. (Vestre). Forældre: uldvarehandler Harald Hugo Bruhn (1851–1912) og Dorothea Hansine Nielsen (1859–1932). Ugift.

Ikonografi

Foto.

Bibliografi

J. Hegelund i Folkeskolen, 1918 437. Samme i Jonstrupbogen, 1925 1–35. A. Christiansen i ovennævnte Fortællinger og digte, 1919 (forord). M. Winge: Dansk børnelitteratur 1900–1945, 1976 224f.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig