Søren Hansen Tvilling

Søren Hansen Tvilling, 1600-24.12.1633, forfatter, musiker. Født i Helsingør, død sst. T.s slægt synes at have haft nær tilknytning til Helsingør; både faderen og en farbror forekommer jævnligt i byens offentlige protokoller. Selv kom T. 1618 til Kbh. hvor han fandt optagelse i Christian IVs kapel som sanger. Han nåede hurtigt op på en for en dansk sanger stor løn og må følgelig have gjort god fyldest, men blev alligevel 1627 ramt af den almindelige reduktion af sangerkorpset. Han fik tilladelse til at søge præsteembede i stedet, opnåede dog ingen stilling, men blev 1631 genansat ved hoffet omtrent samtidig med at han havde fået et degnekald ved Kronborg som han fik lov at besørge ved stedfortræder. 1634 omtales han i Marie kirkes regnskaber som "forrige klokker", og det ses at der under hans sygdom er udbetalt ham understøttelse. – T. kendes fra en række småskrifter som digter på modersmålet. Af de åndelige og moraliserende digte: Et Pligtanker, 1626, Naade oc icke Reet, 1627, En Enfoldig Forandring, 1628, Det himmelske Veck op, 1630 og Bedrøffuede Enckers ny Aarsgaffue, s.å. ser man hans evne til at forme et mindre vers og til i djærve vendinger, ofte i dialogform, at ridse et billede op. Ud fra et konservativt livssyn dadler han de nye modestrømninger som i trediveårskrigens dage nåede os fra Tyskland og Frankrig. Særlig kommer hans indstilling frem i den verdslige satire Quid tua? det er: Hvad kommer det dig ved?, 1631 der på en lystig måde, men med en underbund af alvor kritiserer den nye tids umoraliteter og fremhæver de tider hvor den fromme og ærlige Hr. Simplex regerede, før Mester Rænkenist holdt sit indtog i alle huse. Quid tua? ... er en af de tidligste danske verdslige satirer; den udmærker sig endnu ikke ved digterisk elegance, men behandler sit emne i fyndige lignelser og er rig på ordsprogsagtige vendinger der holdt sig levende gennem lange tider. Digtet tager, som T. også betoner i sit forord, ikke sigte på bestemte personer, men er "skreven alle ... uskyldige til Tjeneste og Tidsfordriv og den som kender sig skyldig til en snar og sand Omvendelse"; alligevel opstod der formodning om at T.s død skyldtes en afbankning som en formentlig portrætteret gav ham. Dette må, efter at visen nu kendes i tryk 1631, kunne afvises.