Søren Melson

Søren Melson, 14.8.1916-18.10.1984, instruktør. Efter at have modtaget undervisning ved P. Rostrup Bøyesens malerskole og bl.a. været medstifter af malersammenslutningen Bølleblomsten gik M. over til at arbejde med dokumentarfilm i slutningen af 30'erne. Han debuterede som koltfilminstruktør 1944, var i flere perioder instruktør ved Dansk kulturfilm for i 50erne især at hellige sig radio og TV, bl.a. som instruktør og programleder. M. blev fastansat instruktør ved radioen 1958 og ved TV 1963. I 1959 blev M. en af Det kgl. teaters faste instruktører, og efteråret 1962 var han kunstnerisk leder af Alléscenen. Han har været foregangsmand for formidling af absurd dramatik i Danmark og indstuderede i denne egenskab på studenterscenen i 1958, samme år som den professionelle teater-instruktørdebut fandt sted på Alléscenen med Afdøde Jonsen.

Kendetegnende for M.s virksomhed er kvalitetsbevidsthed, den velovervejede grundige behandling af stoffet og en flair for at ramme det karakteristiske i medierne. Dette er formentlig årsag til M.s succes fra starten og hans mange vellykkede produktioner. Som instruktør ved radioteatret koncentrerede han sig om sproget som kommunikationsmiddel ud fra et moderne sprogsyn og arbejdede ihærdigt med radioteatrets særlige lydproblematik. Udgået fra filmen var han ikke belastet med efterslæb fra det naturalistiske teater og eksperimenterede derfor frit med surrealistiske og absurde virkemidler. Han har ved radioen bl.a. iscenesat Leif Panduros og Samuel Becketts dramatik, Begæret taget ved hornene 1952, Parasitterne 1958 og krimiserien Gilbertmysteriet. Inden for det moderne drama gjorde hans kendskab til pauseteknik, rytme og den ironiske distance sig særlig gældende hvor dialogen suverænt blev sammensmeltet med lydregien.

Som instruktør ved TV-teatret kom M.s filmkundskab mediet til gode idet han allerede fra starten opfattede TV som et specielt medium hvorved hans produktioner undgik at blive filmet teater. Nærbilledteknik, intimitet og en billedskabende evne der var opøvet gennem arbejde med malerkunsten har været M.s kendetegn. Stykkets tematik har ligget nedfældet i billedsproget, og klippeteknikken har ofte fremhævet personernes indbyrdes magt- og aggressionsspil.

Således var Enetime fra 1962 et makabert drift-spil og Morder uden betaling. 1964, uhyggeskabende og urovækkende. M. har på TV iscenesat både klassisk, social og absurd dramatik hvor fx Gamle dage og Faderen, begge fra 1974, viser M.s spændvidde. Af senere produktioner bør fremhæves Tribadernes nat, 1978, for den fremragende klippeteknik og personinstruktion. Det samme kan siges om Jeg vil ikke være alene, 1980, hvor det psykoanalytiske aspekt fint var fremstillet i Birgitte Prices spil. På teatret har M. iscenesat utraditionelt og fordomsfrit. På Det kgl. teater bl.a. Tribunehelten og Slutspil, begge fra 1959, samt Ikke jeg i 1973. Men M. har også leveret glimrende præstationer på intimteatrene og Det danske teater. - M. har været formand for Foreningen af danske sceneinstruktører og medlem af Filminstituttets bestyrelse.