Søren Sørensen (musikforsker)

Søren Sørensen, Søren Ole Sørensen, 29.9.1920-20.11.2001, musikforsker, organist. Født i Kbh. (Holmens), begravet på Holmens kirkegård. Efter studentereksamen (Sortedam gymnasium 1939) kastede S. sig sideløbende over orgelstudier hos Finn Viderø på Det kgl. danske musikkonservatorium og musikvidenskabelige sysler ved Københavns universitet. Han tog organisteksamen 1943 og blev året efter ansat som vikar ved Holmens kirke. 1945 blev han mag.art. i musikvidenskab. Allerede året forinden havde han gjort sig offentlig bemærket ved sammen med dirigenten Lavard Friisholm at stifte Collegium musicum hvis første koncert fandt sted januar 1944 med et kammerensemble centreret omkring S. ved cembaloet. Først på programmet stod -med S.s veludviklede sans for det passende – det første kendte stykke kammermusik, en sonate af G. Gabrieli. 1947 efterfulgte S. Knud Jeppesen som organist ved Holmens kirke der blev rammen omkring en række markante koncerter med Collegium musicum, nu udvidet til kammerorkester. Især vil huskes de første danske opførelser i nyere tid af Bachs storværker Kunst der Fuge og Musikalisches Opfer. S.s administrative evner førte ham hurtigt ind i organisationsarbejde. 1951 kom han i bestyrelsen for Dansk organist- og kantorsamfund, og to år senere blev han sammenslutningens formand. Som udøvende kirkemusiker nåede han at indvie et nyt orgel i Holmens kirke 1956 med bl.a. en nyskreven Passacaglia af Knud Jeppesen inden han 1958 som forsker disputerede med en afhandling om Diderich Buxtehudes vokale kirkemusik og overtog Jeppesens musikvidenskabelige professorat ved Århus universitet. Hans Buxtehude-interesse havde allerede da manifesteret sig i udgivelsen af en næsten ukendt kantate, og han blev en ledende udgiver af den internationale udgave af Diderich Buxtehudes samlede værker. 1972 anerkendtes denne del af hans musikvidenskabelige indsats med byen Lübecks Buxtehude-medalje. 1952 udgav han Kirkens liturgi (2. udg. 1969). Dårligt var S. kommet til Århus før han blev valgt til ledende senior i Studenterforeningen. Han skulle siden få at føle at hans runde, selskabelige imødekommenhed ikke altid skaffede ham de studerendes opbakning. 1965 valgtes han til prorektor og to år senere til rektor. Det var i disse år hans fysiognomi blev folkeeje gennem den populære TV-udsendelse Spørg Århus hvor han var "ikke den kønneste, men den muntreste af eksperterne", som en jysk avis udtrykte det. En ny styrelseslov havde polariseret holdningerne blandt såvel lærere som studerende, og ved en enkelt lejlighed i 1971 følte S. sig foranlediget til at tilkalde politiet for at sikre afholdelsen af et konsistoriemøde som han mente truet af en studenterbesættelse af mødesalen. "Sørensen har skabt en situation som nok kunne opstå på Københavns universitet, men næppe nogensinde med rektor Mogens Fog som initiativtager", var det skudsmål han fik af Informations lederskribent. S. blev ikke genvalgt som rektor 1971. Den mindre administrationsbyrde gav ham mere tid til andre tillidshverv, og han blev hurtigt en af de grå eminencer i dansk kulturliv som bestyrelsesformand for Den jyske opera 1973-86 og 1990-92 og Århus by-orkester 1974-82 samt medlem af Statens musikråd 1976–79. Også forskningen fik nu mere af hans tid: dels i form af udgivelsen af de såkaldte Clausholm-fragmenter (The Clausholm music fragments, s.m. Henrik Glahn 1974), dels mere indirekte gennem medlemskabet af direktionen for Det internationale selskab for musikvidenskab 1964–72, Europarådets komité for højere undervisning 1967–73 og Statens humanistiske forskningsråd 1973-81 hvor han 1974–77 var formand. 1977 blev han medlem af Videnskabernes selskab. Der blev også stunder til et 50-års jubilæumsskrift til Københavns drengekor (Københavns Drengekor gennem 50 år, 1974) som i sin tid var et af hans egne musikalske udgangspunkter, og leksikonarbejde (Gads musikleksikon, 1976, 2. udg. 1987), endvidere var han sammen med Bo Marschner redaktør af Gads musikhistorie, 1990. Senest har S. foruden Buxtehude stillet Carl Nielsen centralt i sin musikforskning – en indsats han allerede havde markeret som medstifter af det danske Carl Nielsen-selskab 1966.