Severin Jensen

Severin Jensen, Hans Severin Jensen, 7.2.1833-27.8.1893, møbelfabrikant. Født i Kbh. (Trin.), død sst., begravet sst. (Ass.). J. kom i malerlære hos T. P. Gram, gennemgik Det tekniske institut og modelskolen på kunstakademiet hvor G. F. Hetsch blev opmærksom på ham. 1860 gjorde han mesterstykke som maler. Han var imidlertid interesseret i møbeltegning, og da broderen Andr. J. kom hjem fra udlandet etablerede de 1861 møbelfirmaet Sev. & Andr. J. Det var J. der tog sig af kunderne og gennem sin forbindelse med kunstnerkredse knyttede en række kunstnere til virksomheden. J. var medstifter af den nye håndværkerskole 1868 i hvis bestyrelse han havde sæde. Inden for Industriforeningen arbejdede han ivrigt for støtte til håndværkets skoler, og da disse 1875 samledes i Det tekniske selskabs skole valgtes han ind i dennes bestyrelse og sad der til sin død. Han var ligeledes et virksomt medlem af bestyrelsen for Arbejdernes byggeforening, og fra 1870 til sin død var han formand for de samlede københavnske sangforeninger. Fra 1874 til sin død var han medlem af Kbh.s borgerrepræsentation. J. indtager en smuk plads i rækken af de fremragende håndværkere der i en nedgangstid hævdede fagets høje standard, og han viste ved siden af et åbent blik for livets ideelle krav når dagens arbejde var gjort.

Familie

Forældre: høker Jens J. (Bonde) (1791–1866) og Anne Andersen (1803–83). Gift 11.8.1876 i Kbh. (Frue) med Pouline Christine Høyer, født 27.9.1840 i Kbh. (Frue), død 1.7.1900 på Maglemosegård ved Vedbæk, d. af urtekræmmer, stivelsefabrikant Johannes H. (1803–57) og Caroline Juliane Kragerup (1806–79). – Bror til Andreas J.

Udnævnelser

R. 1888.

Ikonografi

Træsnit 1880. Foto.

Bibliografi

Håndværkerbl. 30.8.1893. R. Berg: Snedkerlavet 1554–1904, 1904. C. Nyrop: 1861–1911. Sev. & Andr. Jensen, 1911.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig