Sigbrit Villoms

Sigbrit Villoms, mor Sigbrit, d. 1532, Christian IIs rådgiver. V. stammede fra Amsterdam og var antagelig vokset op i et købmandsmiljø. Som enke bosatte hun sig i Bergen hvor hun ernærede sig ved kramhandel. Efter at datteren Dyveke var blevet den senere Christian IIs elskerinde opnåede hun imidlertid en politisk indflydelse der snart blev meget betydelig. Broderen Herman Villoms indsattes 1512 som lensmand på Bergenhus. Efter tronskiftet blev hun og datteren installeret på Hvidøre nord for Kbh. Senere boede V. alene i en fornem gård på hjørnet af Amagertorv og Helliggejststræde (Niels Hemmingsens gade), uden at Dyvekes død svækkede hendes indflydelse. Kongeparrets førstefødte, prins Hans, overlodes som spæd i hendes varetægt, ligesom hun stedse overvågede dronningens barsel i de følgende år. Hofmesterinde-titlen der forekommer i henvendelser fra udlandet og det hædrende "moder" Sigbrit må sigte til denne virksomhed som klog kone. Ellers blev hendes stilling aldrig formaliseret. Både V.s køn og nationalitet har vel hindret en officiel anerkendelse. I virkeligheden blev hun regeringens leder mens rigsrådet skubbedes i baggrunden, som det også fastslås af udenlandske iagttagere. V. "har hånd i hanke med alt, skalter og valter, hvilket de mægtigste her i lander hvem de end er må tåle og lide", skrev Danzigs gesandt 1521. Der kan næppe være tvivl om at det har været V.s finanskløgt og forretningstalent der gjorde hende uundværlig for Christian II, og at hendes position hang nøje sammen med krigspolitikken mod Sverige der førte til en voldsom anspændelse af rigets ressourcer. Hendes særlige domæne var handel og finanser. Hun administrerede rigets indtægter og førte opsyn med toldvæsenet, ikke mindst den norske told og Øresundstolden hvis forhøjelse og forlægning til Kbh. 1519 V. stod bag. Også overdragelsen af Amager til hollandske bønder 1521 skyldes højst tænkeligt påvirkning fra V. I kongens fravær var hun i realiteten statholder, forhandlede med udenlandske magter og udstedte ordrer gennem kancelliet. Hun havde egne skrivere og en "svend", tolderen Vilhelm. Selv blev hun efterhånden en velhavende kvinde der troligt stod slægt og venner bi. Muligvis en bror Dionysius Villoms nævnes som Christian IIs apoteker, og Reynold Sibridszon fra Husum som hun 1519 skaffede et års toldfrihed kan have været hendes søn.

Allerede inden oprøret 1523 blev V. lagt for had af Christian IIs fjender. Både den pavelige legat Arcimbold, Erik Valkendorf og lübeckerne fremstiller hende som en blodtørstig heks. V. havde i hvert fald temperament som det indirekte indrømmes af kongen i et brev til dronningen hvor han beder hende sørge for at V. "holder munden på sig". Også Danzigs gesandt måtte påhøre voldsomme vredesudbrud af V. Efter kongens fald blev hun forfulgt fra alle sider. Ifølge Hans Svanings beretning blev hun i en kiste båret om bord på flåden der førte Christian II til Nederlandene. Her lykkedes det hende i en årrække at holde sig skjult, hemmeligt understøttet af kongen. Kurfyrsten af Brandenburg, den nederlandske regering og andre søgte ellers energisk at pågribe hende, vel for at afpresse hende tilståelser om statshemmeligheder og formodede skjulte skatte. Rygter om hendes nærværelse optræder flere steder. 1532 skal hun have siddet fængslet i Vilvorde ved Bruxelles og er måske blevet brændt som troldkvinde, men sikre vidnesbyrd om V.s skæbne savnes.