Sivert Grubbe

Sivert Grubbe, Sigvard (skrev sig selv Siguordt) til Hofdal (Hovdala) Grubbe, 6.3.1566-27.3.1636, kancelliembedsmand, diplomat, dagbogsforfatter. Født på Lystrup, død på Torup, begravet i Bara k. G. undervistes først i hjemmet og var siden i huset hos lektor (senere biskop) Mogens Madsen i Lund hvis teologiske forelæsninger han fulgte. Efter to års studier i Kbh., hvor han boede hos prof. teol. Anders Lauritsen, sendtes han 1580 sammen med Sivert Beck til Wittenberg hvor han var i to år og fik indtryk af den splid som "Konkordieformlen" vakte; han knyttede her et fortroligt og livsvarigt venskab med sin ældre medstuderende Jon Jakobsen Venusinus. Fra Wittenberg rejste G. til Heidelberg, Strasbourg og Basel hvor han besøgte den gamle Johann Sturm, og 1583 til Geneve hvor han i selskab med andre danske som Chr. Barnekow, Jakob Ulfeldt og dr. Niels Krag bl.a. hørte den reformerte teolog Theodor Beza. Da hans hovmester Lauritz Tancke blev myrdet (1584), forlod han Geneve, hvis "sande og rette Religion" (ɔ: kalvinismen) og republikanske statsform han priser i sin dagbog og vendte, forsynet med breve fra Beza til hans far og Niels Hemmingsen, hjem til Danmark. Få måneder efter drog han imidlertid atter ud i følge med Nürnbergborgmesteren Joachim Böhmer som havde medvirket ved opstillingen af springvandet på Kronborg. Han studerede 1585 i Basel og Altdorf, var hjemme 1586– 87 på grund af faderens død og rejste siden i Italien (1588 var han i Padova, Siena og Rom), Østrig, Ungarn og Böhmen. Sept. 1589 var han atter i Danmark hvor han nov. s.å. ansattes i kancelliet og 1595 efterfulgte Chr. Holck som dettes øverste sekretær. Maj 1598 aflagdes han med et dekanat i Roskilde domkirke, hvormed fulgte embedet som "conservator" for universitetet. I sin egenskab af øverstesekretær fulgte G. Christian IV på en række af hans rejser, især den store sørejse til Nordkap (april-juli 1599). Maj 1601 forlenedes han med Jungshoved slot, maj 1602, samtidigt med at han efter eget ønske forlod hof- og kancellitjenesten, med Malmöhus, Dalby kloster, Lundegård og Højby len, hvortil maj 1605 føjedes Heine kirkes gods, Börringe kloster, Frosta hrd., Lindholms birk m.m. 1606 fratrådte han Heine kirkes gods og Frosta hrd. (undtagen Munkerup len); s.å. ombyttede han Roskildedekanatet med et kantordømme i Lund. G. som i arv og medgift fik godserne Hofdal (Hovdala), (V. Göinge hrd. Skåne), Torup (Bara hrd. sst.), Høgholt, (Horns hrd., Jylland) og Alslev (Fakse hrd.), overtog en meget stor gæld efter sin svigerfar og måtte for at klare den afhænde en del af sit og sin hustrus gods. Kongen hjalp ham med en række kron- og kirketiender i Skåne, men først 1620 fik han kvittans for Knud Grubbes regnskaber af Sölvesborg. Febr. 1627 ville kongen optage ham i rådet, men G. frabad sig æren på grund af alder og svagelighed. Okt. 1628 fik han ordre til at overgive sine len til prins Christian (V); det blev dog ikke denne, men Sivert Urne som nov. s.å. forlenedes med dem. G. resterede da for en sum penge af lenenes indkomster og skatter, og 1631 fik Urne befaling til at tage indførsel i hans gård hvis han ikke straks klarede sine regnskaber; sagens videre gang er ikke oplyst. G. var tre gange i Sverige. I foråret 1595 ledsagede han Chr. Friis til Borreby, den senere kansler, til Gustav Adolfs dåb. Jan. 1600 fulgte han rigsråd Chr. Holck til hertug Carl (IX), og sept. 1618 sendtes han som gesandt til Gustav Adolf for at forhandle om rigernes tvistepunkter. Både kongen og hans mor modtog ham med stor velvilje, og Gustav Adolf indbød gennem ham Chr. IV til det nordiske kongemøde som fandt sted febr.-marts 1619 i Halmstad. – 1624 var han med prins Christian til fyrstbiskop Ulriks begravelse i Bützow.

Hovedkilden til G.s historie er hans latinske dagbog som er bevaret i form af en 1631-35 nedskrevet afskrift af hans originaloptegnelser, forsynet med enkelte rettelser og tilføjelser i den aldrende forfatters da meget rystende hånd. Den er inden for den fra denne tid bevarede danske litteratur enestående ved sine livfulde skildringer og ved sin belysning af forfatterens personlighed. Det sind som fremlyser af bogen indtager ved sin trofasthed, sin elskværdighed over for folk af alle stænder og nationer, sin inderlige, men helt uortodokse religiøsitet og sit stille lune. G. var en ven af freden i Norden og fejrede i denne ånd ex impromptu kongemødet i Halmstad med et af de latinske vers, i hvis udarbejdelse han besad et ikke ringe mesterskab. Det dybeste forhold i hans liv var dog det til hustruen, og hendes tidlige død ramte ham hårdt. Af deres to døtre døde den ene kort efter. Den anden, Else G., ægtede 1629 Joachim Beck (1602-82) til Gladsakse, men døde attenårig i barselseng 1631. Med beretningen om hendes død og begravelse slutter dagbbgen i et hjerteskærende smertensudbrud og med G.s bøn til Gud om snart at forenes med sine kære. Der gik endnu fem år, før bønnen opfyldtes, men om disse havde G., fraset en notits om den hårde vinter 1635, intet at fortælle.