Sonja Hauberg

Sonja Hauberg, 5.3.1918-2.8.1947, forfatter. Familien boede på en lystgård ved Helsingør, senere i Skovshoved. Allerede som elev på Ordrup gymnasium, hvorfra Sonja Hauberg blev student 1937, markerede hun sig ved sin modenhed; digt af hende blev trykt 1936 i Vild Hvede. Hun studerede nogle år sammenlignende litteratur ved Kbh.s univ. I hendes debutbog, romanen Hvad vil du mig!, 1942 som har en fin, sprød tone, anslås forfatterskabets hovedtemaer: en kvinde mellem to mænd, længsel efter landliv og natur, tanken om døden.

Fastere greb om stof og ideer fik Sonja Hauberg med romanen Syv Aar for Lea, 1944 som tilkendtes Politikens kunstnerpris. Fra barndommens landlige eventyrverden kommer Ruth ind i latinskolens syvårige kulde hvor hun, som Sonja Hauberg selv, bliver matematiker fordi det giver prestige; hun nærer ugengældte følelser for en af de store drenge medens andre sværmer om hende. En af pigerne begår selvmord fordi hun skal have et barn. Død og ulykke lurer på ungdommen.

I treaktstragedien Ebbe Skammelsøn, 1945 som opførtes på "Tokantens" forsøgsscene (i Frederiksberg teater) forlægges folkevisens handling til verdenskrigen 1914–18. Lisbeth har oplevet elskovens under med Ebbe der indkaldes til krigstjeneste medens hans bror Peder, som fysisk uegnet, forbliver hjemme. Da Peder melder Ebbes død fingerer Lisbeth at tro derpå fordi hun længes efter en mand og et barn. Men da Peder og hun har fået deres søn kommer den tragiske sandhed for dagen: Ebbe er først død to måneder forinden, i fangenskab.

På en forfatterrejse i sommeren 1947 blev Sonja Hauberg smittet af tyfus og døde. Hun efterlod, ufuldendt, romanen April, 1961 hvor frontkæmperen Ebbe er erstattet af Palle der dør i modstandskampen under besættelsen; hans skygge står mellem Jane og en levende mand. I en ny, sløret stil anskues såvel barndommens liv på landet som den truende død; bevægende er efterskriften som Sonja Hauberg skrev på dødslejet.

Familie

Sonja Hauberg blev født på Frbg., død i Kbh., begravet Solbjerg kgd. Forældre: arkitekt Harald Theodor Christian Hauberg (1883–1956) og Anna Giersing (1888–1977). Gift 1. gang 5.8.1938 i Gentofte (b.v.) med cand. polit. Vagn Hoffmeyer Hoelgaard, født 12.9.1913 i Kbh., søn af redaktør Jens Arnold Hoelgaard (1881–1966) og forfatter Sigrid Emma Hoffmeyer (1885–1974). Ægteskabet opløst 1941. Gift 2. gang 15.7.1945 med maler Richard Mortensen, født 23.10.1910 i Kbh., søn af sergent, senere toldvagtmester Hans Hjalmar Mortensen (1884–1970) og Clara Jenny Sophie Jensen (1885–1967).

Ikonografi

Mal. af Knud Mühlhausen udst. 1945. Foto.

Bibliografi

Ove Abildgaard i Sonja Hauberg: April, 1961 7–10. Anders Bodelsen i Danske digtere i det 20. årh., ny udg. III, 1966 52–57.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig