Sten Kaalø, Sten Kaalø Andersen, f. 12.8.1945, forfatter. Født på Frbg. K. voksede op i Valby hvor forældrene drev en frugtforretning. Faderens tidlige død betød nogen usikkerhed i opvæksttiden hvor K. stiftede bekendtskab med flere forskellige miljøer som han senere i forfatterskabet trak på. 1961 gik han ud af skolen med mellemskoleeksamen og blev mejerielev og boghandlerlærling. Vendepunktet kom da han i 1963 kom på Kunsthøjskolen i Holbæk og der traf lærere og jævnaldrende med samme musiske interesser som han selv. Derpå fulgte en tid som soldat efterfulgt af forskellige småjobs. Senere har han bl.a. haft mindre roller som skuespiller. 1969 debuterede K. med digtsamlingen Med hud og hår der ligesom Til folk i byen, 1975 forhandledes af Sigvaldi på Strøget. Springet til den etablerede forlagsverden skete med Sidste forår, digte 1973, og novellesamlingen Væk, s.å. Den første store præstation er imidlertid romanen Skønne dage, 1974, måske hans hidtil bedste bog. Med utrolig præcision skrev han bogen om den nu etablerede, 30-årige ungdoms problemer i spændingsfeltet mellem på den ene side ægtefælle og børn og på den anden side lysten til at realisere sig selv. Hovedpersonerne Olaf og Maja har som så mange andre gjort sig fri af tidens puritanisme, men de har ikke en anden norm at falde tilbage på, og derfor falder de dybt da frigørelsen mislykkes. Romanen er en fremragende generationsbeskrivelse der viser ikke blot K.s samhørighed med 1968-generationen, men også hans overblik over de problemer og farer den er mest udsat for. Det næste romanværk, trilogien Ial hemmelighed, 1977, Alting godt i livet, 1978 og Som det nu gik, s.å., er nok romanteknisk et fremskridt, men værket savner til gengæld lidt af virkelighedstro-skaben. Trilogien foregår for det mestes vedkommende i Finland og er bygget op om den unge pige Eija og hendes forsøg på at frigøre sig og finde den rette. Omkring hendes liv flettes andre personer ind og på forskellige tidspunkter glider handlingsforløbene ind i hinanden, bl.a. træffer vi fire norske digtere på oplæsningsturne i Finland. Også i novellesamlinger som Fanget, 1981 og Skavanken, 1982 har K. givet bud på børns og unges problemer med den besværlige erotik. Af K.s senere digtsamlinger skal nævnes Jyske kupeer og andre, 1978, Nedskrevet, 1979 og Omstændigheder, 1984. Vi finder heri i forlængelse af hans tidligste lyrik lange fortællende digte, fulde af underfundighed og humor, men i stigende grad også ganske korte digte, udsprunget af et flygtigt øjebliks stemning der fastholdes som et tankeindfald men med sproglig spændstighed. Størst gennemslagskraft har K. haft som dramatiker, 1977-80 var han ansat ved Århus teater som husdramatiker og skrev i denne periode Alfa og omega, 1980, Giraffen fra New Orleans, 1981 og Komedie i grænselandet, s.å. Sidstnævnte komedie foregår i Haderslev 1906. Heltinden er forelsket i en ung tysker, men alle i hendes omgangskreds er af nationale grunde imod forholdet. Knuden løses ikke i sig selv, men først ved at to personer udefra, Herman Bang og Holger Drachmann dukker op og taler sig selv og pigen til rette.

K. har udgivet flere salmesamlinger, hvori han giver udtryk for en kristen livsglæde, fx Spurven. 25 salmer, 1987, Af jord. 26 salmer, 1988 og Fra stubmarken, 1992. Blandt hans omfattende forfatterskab kan desuden nævnes romanen Pilgrim i Paz, 1993, novellesamlinger som Begyndelsen og slutningen, 2011 samt flere digtsamlinger, fx digtfortællingen Adrian Moccels papirer, 2007, Den sidste sne, 2009 og Skagendigte, 2013. Blandt hans senere dramatiske værker kan nævnes En mand er en mand, 1983, Paradis, 1992 og Så må jorden godt gå under, 2010.

Siden 1992 har K. været præst for Bovlund frimenighed i Sønderjylland. 1981 blev K. tildelt Niels Matthiasens mindefonds pris og Danske dramatikeres hæderspris samt i 1984 Statens kunstfonds livsvarige ydelse.

Familie

F: frugthandler Paul Andersen (1909-50) og Kamma Petersen (født 1909).

Ikonografi

Mal.

Bibliografi

Bent Windfeld i Danske digtere i det 20. årh. 3. udg. V, 1982 327-33.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig