Stephan Klotz

Stephan Klotz, Stephan Clotz (Clotzius), 13.9.1606-13.5.1668, generalsuperintendent. Stephan Klotz nedstammede fra en westfalsk patricierslægt, af hvis medlemmer flere blev martyrer for den lutherske tro. I besiddelse af en utrolig hukommelse og en skarp intelligens gennemløb han en glimrende karriere. Som fjortenårig dreng forsvarede han Aristoteles mod sin ramistiske rektor, og femten år gammel udskreves han af skolen i Soest, kundskabsmæssigt, men ikke legemligt skikket til universitetsstudium. På egen hånd studerede han da de følgende tre år filosofi for 1625 at blive immatrikuleret ved universitetet i Marburg. Egentlig stod hans hu til medicinen, men efter familiens ønske slog han ind på teologien. I Marburg fik især Balthasar Mentzer og Justus Feuerborn, hos hvem han boede, indflydelse på ham og benyttede hans hjælp imod de reformerte teologer. Familiehensyn bevirkede at han ikke fulgte vennen for livet, Joh. Conrad Dannhauer, til Strasbourg, men 1627 gik til Rostock hvor han s.å. tog magistergraden og derpå optrådte som privatdocent. Under en disput med en jesuit 1629 vandt han som forsvarer for lutherdommen så megen ære at St. Jakobs menighed i Rostock 1630 uden prøveprædiken valgte ham til archidiakon. 1632 kaldedes han til prof. teol. i Rostock, 1633 til universitetets rektor, og 1635 kreeredes han til dr. teol.

Så stor var hans berømmelse som studenterlærer og prædikant, at han blev den mand som kong Christian 4. satte til at styre den kgl. del af Slesvig og Holsten, da han 1636 ligesom hertugen af Gottorp ved hjælp af en generalsuperintendent ønskede at bringe ensartethed og orden i de af trediveårskrigen ødelagte kirkeforhold. Den der gjorde kongen opmærksom på og forhandlede med Stephan Klotz var hans tyske kansler, Ditlev Reventlow, hvis mor Klotz havde begravet, og hvem han senere på året tilegnede sin afhandling De Angelolatria. 28.5.1636 tog Stephan Klotz mod kaldet og fremstillede sig nogen tid efter i Flensborg hvor han selv ønskede at bo, og 17.8. tog han endelig bopæl der. 25.9. udfærdigedes hans bestalling, og 29.10. bekendtgjorde kongen og hertugen udnævnelsen af Stephan Klotz og Jacob Fabricius til generalsuperintendenter, de første i denne egenskab. I 32 år stod da Stephan Klotz som kongens øverste kirkemand, og valget kunne ikke været truffet bedre når man ønskede tidens statskirkestyre, ensartethed i styre, lære, liv og sprog indført i hertugdømmerne.

Stephan Klotz tog myndigt og klart fat med de midler der kunne bruges. Gennem sine visitatser, også i de adelige distrikter som var fritagne for provstevisitatserne, lærte han tilstandene at kende som de var, og gennem kongelige konstitutioner fik han misbrug afskaffet og indført gavnlige reformer, således i henseende til skolevæsen, præsteenkers forsørgelse, præsternes uddannelses-, ansættelses- og lønningsforhold. 1646 udstedte kongen på hans forslag en forordning til hævelse af menigmands og gejstlighedens moral, om indførelse af konfirmationen samt provstisynoder. Naturligvis stødte hans styre på modstand hos dem der hidtil havde skaltet og valtet efter forgodtbefindende, og han hører til de omstridte navne i Sønderjyllands kirkehistorie, ikke mindst på grund af sværmeren Frederik Breklings angreb på ham.

Et særligt kapitel er hans indførelse af højtysk som kirkesprog, hvilket man overalt i tysksprogede egne nu foretrak for ensartethedens og opbyggelsens skyld. Hans fremfærd gik da særlig ud over det plattyske sprog og gavnede naturligvis heller ikke det danske, hvor dette var folkesproget som i Hanved i Mellemslesvig. Men at værne og fremme det danske sprog lå jo heller ikke for, og Stephan Klotz gør udtrykkelig en undtagelse for brugen af det danske sprog i Nordslesvig. For kaldelsen af tyske studenter til præstekaldene i Sønderjylland kan Klotz heller ikke dadles, da dette uheldige fænomen allerede var påbegyndt på Luthers tid og under trediveårskrigen var naturligt for overhovedet at få embederne besat. Endelig må Stephan Klotz vistnok frikendes for som prædikant at have været en livsfremmed mørkemand og for timelig fordels skyld at have slået af på evangeliet.

Stephan Klotz kunne ikke forandre tiden, men han forstod den og opfyldte mange af de krav som de vanskelige forhold stillede. Bortset fra sværmerne og pietismens historikere, for hvem enhver ortodoks statskirkemand måtte stå som en gru, søgtes Stephan Klotzs forkyndelse og råd af alle toneangivende i landet, særlig af kong Frederik 3., og i overensstemmelse med tidens tankegang flød da også hans accidenser rundeligt. Af hans prædikener er kun udgivet ligprædikener og fasteprædikener, men de vidner alle om om et evangelisk stade og stor talerbegavelse.

Med de førende tyske lutherske teologer havde Stephan Klotz, der ved siden af sit tilsynsembede fra 1639 var sognepræst ved Skt. Nicolai kirke i Flensborg og provst for Flensborg provsti, en udstrakt brevveksling. I de dogmatiske fejder i kongeriget tog han ingen del undtagen i Holger Rosenkrantz sagen. Han udgav heller ingen videnskabelige værker, men satte al sin medfødte evne til at herske ind på at sikre kirkens indflydelse over for nedbrydende tendenser ude- og indefra.

Frederik 3., der var ham meget bevågen og bl.a. forærede ham et hus i Flensborg og gården Adelbylund lige uden for byen, ønskede snart at knytte ham fast til sig og udnævnte ham 1667 til kirkeråd og tysk hofpræst i København med forpligtelse til at bo i hovedstaden, dog således at han bibeholdt sin hidtidige stilling og løn. Men inden Stephan Klotz var ankommet til København døde han.