Storm P.

Storm P., Robert Storm Petersen, 19.9.1882-6.3.1949, tegner, maler. Storm P.s originale og sammensatte personlighed strækker sig over flere af kunstens områder. Bredden og mangfoldigheden i hans værk vidner om hans usædvanlige begavelse og om en vedholdende søgen efter et ståsted, især i de unge år. Storm P. var utraditionel modtagelig for indtryk uden at dog en bestemt påvirkning, tendens eller kunstner udpeges som egentlig formende. Intet i hjemmet – et robust slagtermiljø – pegede frem mod kunstnerbanen. Hverken fra hjemmet eller skolen vaktes han for intellektuelle interesser. Som den ældste søn i en børneflok på fem indtrådte Storm P. efter konfirmationen i 1896 i faderens slagterforretning på Nikolaj plads. Her i hovedstadens midte hvor slagterne dengang var koncentreret opstod et ønske om at blive kunstner, spille skuespil, være "artist". Han stiftede drengeklubben Oncle Sam, i hvis talerør – et håndskrevet, illustreret hæfte – han skrev notitser og digte. Et par hundrede digte er bevaret fra årene omkring århundredskiftet som vidner om et følsomt sinds observationer af en ublid omverden – digte som i deres kredsen om sjælelige tilstande står i gæld til Johannes Jørgensens "Taarnet".

Sideløbende med arbejdet som slagterlærling modtog han 1899–1900 undervisning i at male hos Valdemar Neiiendam. Naturalismen dominerede endnu tidens maleri, og Storm P. følte sig kaldet til at male et portræt af en Michael Ancher-fisker – hans første maleri (overmalet). Arkitekten Th. Bindesbøll frarådede imidlertid Storm P. at lade sig disciplinere på kunstakademiet, men i stedet at udvikle sig på egen hånd. Familien kunne ikke følge Storm P. i hans vidtløftige kunstnerdrømme, og som et kompromis fik han hyre på en onkels skib som foråret 1901 skulle afgå til Norge og England (rejsebeskrivelsen Oncle-Sam paa Rejse, udg. som faksimile 1959). Efter hjemkomsten fortsatte Storm P. som slagter og var en kort tid i malerlære indtil han vovede springet at anbefale sig for Martinius Nielsen, direktøren for Casino-teatret. Bag sig havde han en debut som humoristisk oplæser 3.11.1900 (Koncert palæet) og næste år en selvkomponeret knock about-rolle efter amerikansk forbillede i Arenateatret. I perioden 1903–09, med debut i Madame Sans-Gêne 11.1.1903, udførte Storm P. en række statist- og biroller ved først Casino- og siden Dagmarteatret uden at hans præstationer blev nævneværdigt bemærket. Samtidig leverede han tegninger til flere af tidens mange tidsskrifter – Jakel, Klods-Hans, Lurifax, Gnisten m.fl. Vigtigst var her tilknytningen i årene 1903–07 til det af politimanden Carl Hansen Fahlberg redigerede fagblad for politiet, Politivennen, hvori en satirisk rubrik stod tidens bladtegnere åben. Det må tilskrives Fahlberg, som i skrift gjorde sig til fortaler for et medmenneskeligt syn på de svagest stillede, at have åbnet den unge Storm P.s blik for sammenhængen mellem fattigdom og kriminalitet, en forståelse som kommer til udtryk i hans social-satiriske tegninger (Ekstrabladet, Gnisten).

Ved tilfældighedernes spil tildeltes Storm P. et skuespillerlegat som sommeren 1906 satte ham i stand til at rejse til Paris. Han havde netop fattet interesse for Edv. Munchs maleri og fandt sig i Paris ikke tilskyndet til at opsøge byens teatre, som tanken var. men derimod kabaretterne hvis intime scenekunst umiddelbart talte til ham. For første gang udførte han nu en serie malerier -selvmordere, prostituerede og forhutlede eksistenser – holdt i en personlig ekspressionistisk udtryksmåde. Under billederne satte han signaturen "Storm P." Efter hjemkomsten havde maleriet stadig hans hovedinteresse, og han modtog indtryk fra så forskellige retninger som Johannes Holbeks og Jens Lunds (1871–1924) jugendstil og Edv. Munchs temaverden. Begge påvirkninger optræder parallelt inden for hans tegninger og malerier i perioden 1906–08 idet han fra Munchs eksistentielt betonede maleri frigjorde det af lidelse knugede menneske og fremstillede det på baggrund af socialt betingede vilkår.

Efter hjemkomsten fra Paris fraflyttede Storm P. sit barndomshjem i Københavns periferi og indlogerede sig hos den kvinde som siden skulle blive hans første hustru. "Mads" som Storm P. kaldte hende, tilhørte som han selv slagtermiljøet og var da dobbelt så gammel som han selv. På et tidspunkt, hvor han følte sig splittet mellem symbolismens og Munchs angstfyldte forestillingsverden indtrådte "Mads" som en afdæmpende, livsbekræftende faktor. Efteråret 1910 fik Storm P. indblik i den svenske kunstner Ivar Arosenius' (1878–1909) særprægede fantasibilleder som han forestod udstillingen af i Kbh. Med rødder i den nordiske eventyrverden havde Arosenius udviklet en højst original måde at omskrive virkeligheden på – små kapriciøse kommentarer til livets gode og onde kræfter som i en raffineret, graciøs stil fremtræder på en romantisk baggrund. Denne idébetonede form for poetisk satire fik blivende betydning for Storm P., specielt i hans akvareller; fx blev vagabonden nu løsrevet fra sin miljøbundne pjalteeksistens for under abstraktionens synsvinkel at fremstå som eksponent for det ubundne, fri menneske. Ligeledes fra 1910 stammer Storm P.s første "opfindelser" (Verden og Vi, fra maj), tegninger hvori han bragte maskinalderens optimistiske fremrykning – han havde taget aktivt del i journalisten Alfred Nervøs flyvninger – sin harmløse kommentar ved at vise teknikken anvendt til løsningen af luksusbetonede småproblemer.

Dobbeltheden som viser sig mellem Storm P.s kunstneriske ambitioner på den ene side (første separatudstilling i Ole Haslunds Kunstkælder, september 1909) og rollen som humoristisk bladtegner på den anden aftegner sig også i hans forhold til scenen. Han fandt uden for teatret værdier i cirkus og blev naturligt tiltrukket af det ny medium, filmen. Han var en aktiv kraft som idégiver, dekorationsmaler og skuespiller i Nordisk Films Kompagnis første spillefilm, herunder som første danske farcekomiker (1906–08, 1913, 1923). I opposition til teatret udviklede han efter franske forbilleder en personlig optræden med sig selv som ene aktør i imitationer af skæbner og typer hentet fra storbyen. Fremstillingen af disse portrætter, af Storm P. betegnet "folkelivsbilleder", voksede ud af den samme menneskelige indstilling som ligger bag hans satiriske tegninger: det udenforstående menneske som fra det socialt laveste trin reflekterer over tilværelsen som en forbigående, uvedkommende foreteelse.

Fra lejlighedsforestillinger (Journalistforbundets stiftelsesfest nytår 1909) fandt Storm P. i kabaretten Edderkoppen (1914–18) en platform for fremførelsen af sine monologer som gradvis fik et mere humoristisk tilsnit (i bogform, 13 Øre – alt iberegnet, 1915). I samme sammenhæng introducerede han sig som hurtigtegner med sine tegneseriefigurer De 3 små mænd og nummermanden som han netop havde lanceret (Verden og Vi, 7.3.1913, som tegnefilm julen 1920). Med dette program forsøgte han at slå igennem udenlands, turnerede flittigt i de nordiske lande og stod foran et tysk engagement ved første verdenskrigs udbrud. Fra Tyskland havde Storm P. modtaget indtryk af det moderne maleri. Allerede ved årsskiftet 1912–13 var han blevet kontaktet af Herwarth Walden, lederen af den tyske kunstnersammenslutning "Der Sturm", med henblik på udstilling i Berlin (tidsskriftet Der Sturm bragte to træsnit af Storm P. i 1913). I forlængelse af denne kontakt afholdt Storm P. efteråret 1917 i forhallen til kabaretten Edderkoppen en stor udstilling af hovedkræfterne i "Der Sturm" hvorfra hans maleri spontant modtog stærke indtryk – Paul Klees tegnemåde og Wassily Kandinskys abstraktioner (1917–20). Endelig var han repræsenteret med større udstillinger i Berlin i maj og aug. 1923. Ud fra samme kunstneriske åbenhed modtog Storm P. på samme tidspunkt stærke indtryk fra den belgiske kunstner James Ensor (1860–1949) som bevirkede en fornyelse af hans satire.

Første verdenskrigs udbrud indebar et afbræk i Storm P.s skuespillerengagement i Berlin, men udlængslen var så stærk at han efter krigen i efteråret 1919 med pianisten Vald. Willumsen som sin kompagnon rejste til Amerika for her at optræde for de danske foreninger. Rejsen, som afkortedes til et ophold af 2½ måneds varighed, var hans livs store misforståelse. Hans optræden havde ikke bud til amerikanerne, og han følte afsmag ved den amerikanske mentalitet. Nervesvækket vendte han tilbage for at finde sig til rette med sin selvskabte plads i den hjemlige offentligheds bevidsthed. Året 1920 kan ses som et vendepunkt i Storm P.s liv. De tidligere års eksperimenteren aftog. De kunstneriske ambitioner trådte i baggrunden i takt med at den udadvendte tegnervirksomhed inden for det Berlingske Hus' aviser tiltog. Til sin første rubrik i B.T., Storm-Petersens Dagbog (første 12.2.1917), føjede han nu sin anden store tegneserie Peter og Ping (8.3.1922), som mere end noget andet afspejler den ældre Storm P. Til udsmykningen af restaurationen Patricia, Fælledvej 4, Nørrebro, lod han juli 1922 Peter Vimmelskaft indgå som den gennemgående figur (lokalet fredet efteråret 1980). Ikke mindst denne serie, de kulørte sider i søndagsudgaverne med enestående brug af tidens trykketekniske formåen, udgivelserne af avis- og tidsskrifttegninger i hans årlige Album (1913–48) og hans løbende årlige udgivelser af sine historier bidrog til at gøre ham til en institution. Han lod sine faste rubrikker i dagens aviser forgrene sig i nye serier som Storm P.'s vejrhund om hans terrier Grogs oplevelser (21.12.1926) og Dagens flue (12.1.1939), som kort og fyndigt udtrykte en filosofisk tanke. Hertil kom et halvt hundrede illustrationsopgaver, herunder i samarbejde med digteren Harald H. Lund flere fremragende børnebøger.

Beskæftigelsen med maleriet begrænsede sig i hans sidste snes leveår til en lille årlig præsentation på Den frie udstilling. Som sin eneste officielle bestillingsopgave påtog han sig nu udsmykningen af Esbjerg centralbiblioteks børnelæsestue som i et udtog viser hans mest yndede motiver (bestilt nov. 1929, fuldført sent 1932). Som skuespiller forsøgte Storm P. tilsvarende at udføre en balanceakt mellem rollen som kabaretkunstner med crazy-komiske sketches ("Bonbonnièren" 1921–26, Riddersalen i Lorry med Chr. Arhoff 1926–30) og karakterskuespillerroller på Det kgl. teater (1930–32). Inspireret af Ballets Russes' sene pariserballetter opsatte han på Det kgl. teater sin ballet Benzin som faldt ud som en fiasko (julen 1930). Efter 1936 og frem til sin død modtog Storm P. ikke faste engagementer for scenen, men leverede i 1930- og 40'erne en række originale forlæg til scenedekorationstæpper til Stig Lommers årlige revyer. Så uoverskuelig Storm P.s indsats er som maler og tegner (den totale produktion anslået til omkr. 60.000 tegninger og ca. 100 malerier), skuespiller og forfatter unddrager han sig en rubricering, ligesom en samlet vurdering forflygtiges af hans kunsts paradokser af komik og tragik, gøgl og alvor. Som han skriver i sin dagbog: "Jeg vil male alvorlige billeder – og jeg vil det næste øjeblik male lystige billeder – om jeg dog blot kunne finde den gode mellemvej – og blive den store kloge" (17.12.1916).

Med en efter danske forhold usædvanlig tilegningsevne over for de tendenser som lå i tiden, var han fra sit udspring splittet mellem realisme og idealisme og som selvlært henvist til at lide på en selvskabt verden hvori hans figurer tidligt blev udtryk for hans indignation over social uretfærdighed og sans for det barokke. Han var på den ene side for lykkelig ved tilværelsen til at hans satire kunne havne i absurditeten, og var på den anden side for oprigtig hengiven over for den store kunsts forbilleder til at bladtegnervirksomheden kunne være et endemål. Ud fra dette oplevede modsætningsforhold kom hans bane til at forme sig som en vedvarende søgen efter en næppe mulig syntese. I hans kunst omformes de fleste af det moderne maleris retninger i et personligt, udoktrinært udtryk, hvor den ekspressionistiske udtryksmåde er den mest fremherskende. I hans tegninger er satiren hovedåren.

Med sin nære tilknytning til København genspejler Storm P.s billedverden og tekster begivenheder, tilstande og den omgangsform, som var hovedstadens. Storm P.s humor er sjældent den umiddelbare, men et produkt af refleksionen, som ejendommeligt utynget synes at kunne nærme og fjerne sig fra sin genstand efter egen indskydelse. Denne distanceren, som Storm P. skyldte Arosenius, er grundtonen i hans tegnede verden, hvilket også forklarer, hvorfor den politiske satire ikke kunne blive hans felt. Storm P.s folkelige popularitet bunder ikke mindst i hans evne til at reducere almenmenneskelige relationer til deres essentielle bestanddele og meddele dem til betragteren i en klar, naiv streg og prægnans i ordvalg.

Den 19.9.1977 åbnedes på Frederiksberg runddel hans museum, hvis hovedbestand udgøres af hans efterladte arbejder.