Sven Holm, 13.4.1940, forfatter. Født i Kbh. (Bethlehem). Efter studentereksamen 1958 fra Herlufsholm var H. i to år huslærer på godset Oreby på Lolland. De nærmest følgende år prægedes af varierende beskæftigelser, bl.a. var han dansk rejselektor i Sverige for Foreningen Norden. Efter midten af 1960erne har H. levet af sit forfatterskab. Det litteraturhistoriske udgangspunkt for dette er den såkaldt "fantastiske" eller "sære" prosamodernisme der med Karen Blixen og Villy Sørensen som de væsentligste hjemlige forudsætninger gjorde sig stærkt gældende i 1950ernes og 60ernes danske digtning. Et hovedtema i denne fortællekunst er den vestlige civilisations fremmedgørende opsplitning af funktion og eksistens, offentligt og privat, intellekt og følelse. I den tidlige del af H.s digtning, novellesamlingerne Den store fjende, 1961 og Nedstyrtningen, 1963 samt i romanen Fra den nederste himmel, 1965 blotlægges disse tilstande i mytiskallegorisk form, men med underliggende politiskaktuelle allusioner, og der søges frem mod frigørende løsninger ved kunstens og fantasiens hjælp. Med romanerne Termush, Atlanterhavskysten, 1967, og Min elskede. En skabelonroman, 1968 samt novellesamlingen Rex, 1969, gør en større målrettethed i forfatterskabet sig gældende. Der finder her en vis vægtforskydning sted fra en mere indadvendt kredsen omkring de psykiske og eksistentielle sider af misforholdet mellem person og omverden, til mere udadvendte afdækninger af de økologiske, politiske og sociale faktorer som undertrykker kollektive længsler og trangen til selvstændig livsudfoldelse. Karakteristisk både for disse og de efterfølgende værker er viljen til, tværs gennem dyster viden om den magtkamp og angst der præger vore nuværende samværsformer, at fastholde drømmen om helhed, individuel harmoni og åbent mellemmenneskeligt fællesskab. Fortællingen Osaka. Her, fra den dybsindige novellesamling Syv passioner, 1971, giver således i lighed med "skabelonromanen" Langt borte taler byen med min stemme, 1976, en række stærkt deprimerede billeder af masseliv og enkeltskæbner i de store byer hvor tilværelsen former sig som en katastrofe af isolation og afmagt. Samtidig understreges imidlertid i novellefantasien Ladyland fra samlingen Rex, samt i de 1972 og 1974 udgivne realistiske romaner Syg og munter og Det private liv, nødvendigheden af at samles omkring fællesskabets fundamentale værdier. Denne appel i forfatterskabet fremtræder med en uprætentiøs alvor som stilens ofte humoristiske eller ironiskskeptiske holdning ikke kan og ikke skal dementere. Den beske vagantroman Ægteskabsleg, 1977, er i lighed med den 1966 udgivne fortælling Jomfrutur et muntert fabulerende opgør med den herskende erotiske konveniens. 1979 udkom novelle- samlingen Mænd og mensker.

Også som dramatiker har H. ydet en betydningsfuld og anerkendt indsats. Det gælder i første række de historiskaktuelle teaterskuespil Struensee var her, 1977, og Hans Egede eller Guds ord for en halv tønde spæk, 1979, samt det sciencefictionprægede Én mand gør ingen vinter, 1980. De senere skuespil handler bl.a. om kunstnerens situation, fx Schumanns nat, 1994 og Kender du svimmel, 2005, et skuespil om H. C. Andersens liv. Også radiospillene En ø næsten som et paradis, 1969, og Golgatha 75, 1975, samt TV-spillene Møblerne, 1971, Berøringer, 1972, Syg og munter, 1974 samt TV-serien om Liva Weel Kald mig Liva, 1992 har vakt stor og berettiget opmærksomhed. 1978 udsendte H. sin hidtil eneste digtsamling Luftens temperament og 33 andre digte fra Grønland. Her som i det øvrige forfatterskab lever der et håb om en fremtidig verden hvor det menneskelige ikke er undertrykt, men udtrykt. I flere af hans senere bøger er der fokus på kærlighed og kønsroller, fx i En ufrivillig ømhed, 1989 og novellesamlingen Kanten af himlen, 2001. Novellesamlingen Midt i den blanke nat, 2011 handler om de problemer med parforhold og kærlighed som plager det moderne menneske.

1967-85 var H. litterær konsulent for DR. I 2001 blev han medlem af Det danske akademi. Han var medlem af Statens kunstråd 2003-07. Han er bl.a. blevet tildelt Det danske akademis store pris 1974, Adam Oehlenschläger-legatet 1984, Holberg-medaillen 1991 og Kritikerprisen 2001.

Familie

F: oberst Vagn H. (1914-2005) og Else Schalburg Knudsen (1910-2000). Gift 1. gang 3.5.1964 i Luleå, Sverige (b.v.), med forfatter Sandra Margareta Eriksson, født 11.5.1943 i Ersnäs, Luleå, , død 1987, d. af snedkermester Victor E. (født 1904) og Anny Åström (født 1908). Ægteskabet opløst 1972. Gift 2. gang 13.8.1979 i Svaneke (b.v.) med cand.phil. Karen Nørregaard, født 27.11.1942 i Nexø, d. af gårdejer Thor Henning N. (født 1890) og Bodil Westh (født 1901). Ægteskabet opløst. Gift 3. gang 29.12.1982 med Bodil Randers, født 6.12.1949 i Århus, d. af montør Frede R. (død 2010) og Ruth Wacher.

Ikonografi

Foto.

Bibliografi

S. H. i Claus Clausen: Digtere i forhør, 1966 79–96. -Thomas Bredsdorff i Sære fortællere, 1967 52–68. Søren Baggesen i Modernismen i da. lit., red. Jørn Vosmar, ny udg. 1969 163–69. Villy Sørensen i Politiken 29.11.1974. Sten Rasmussen i S. H.: Så længe hovedet sidder på kroppen, udg. Dansklærerforen., 1979 (m. bibliografi).

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig