Sven Lunn, 10.6.1903-30.11.1969, førstebibliotekar. Født i Kbh. (Skt. Johannes), død i Virum, begravet i Søllerød. L. tog studentereksamen fra Østersøgades gymnasium 1921, var en tid elev hos pianisten Haraldur Sigurdsson, men helligede sig iøvrigt et musikvidenskabeligt studium ved Kbh.s univ. med magisterkonferens 1931. Han begyndte straks efter at virke som musikanmelder ved Ekstra Bladet, senere ved Radiolytteren, indtil han 1935 kom ind som vikar i Det kgl. bibliotek hvor han blev konstitueret som bibliotekar 1938, som leder af musikafdelingen 1947 og som førstebibliotekar 1958. Samtidig virkede han på flere andre områder inden for Kbh.s musikliv, bl.a. 1939-47 som formand for Studentermusikforeningen og fra 1947 i repræsentantskabet for Organisationen af fagligt uddannede tjenestemænd ved statens arkiver, biblioteker og museer, formand 1950-54. Som bibliotekar bidrog L. meget effektivt til opbyggelsen og udvidelsen af Det kgl. biblioteks musiksamling som han gjorde mere brugbar end tidligere ved at foranstalte omfattende afskrifter af partiturer og stemmemateriale til de historisk mest interessante ældre danske musikværker. Dette kom både radioen og det øvrige danske koncertliv til gode og medførte mange opførelser af hidtil utilgængelige værker.

L. holdt desuden mange foredrag i radioen og redigerede nyudgaver af ældre danske musikværker. Han kæmpede hele sit liv for at få radioen og de fungerende koncertinstitutioner til at vende sig mod et mindre traditionelt repertoire end man på den tid foretrak. - L. har desuden skrevet talrige faglige artikler i dagspressen og tidsskrifter. Han var medarbejder ved Dansk biografisk Leksikon, 2. udg., Den lille Salmonsen, Hagerups Leksikon og Nordisk Konversationsleksikon m.fl. og udgav 1947 Danish Music. A survey, og i forbindelse med en dansk udstilling i Paris 1962 den elegante bog La vie musicale au Danemark samt med E. Reitzel-Nielsen en monumental tobinds udgave af C. E. F. Weyses breve, 1964.

Familie

Forældre: ingeniør Viggo L. (1872-1930) og Bodil Malling (1878-1957). Gift 27.5.1937 i Kbh. (Slotsk.) med afspændingspædagog Elisabeth Margrethe Cecilie Møller, født 11.7.1912 i Kbh., død 23.12.1995, d. af departementschef, statsrådssekretær Andreas M. (1882-1954) og Agnete Elisabeth Dreyer (1889-1916).

Udnævnelser

R. 1953.

Ikonografi

Foto.

Bibliografi

Interview i Berl. aften 12.4.1945. S. L. i Dansk musik t., s.å. 71f 171-73. - Lunnsamfundet: Slægtstvl. over efterkommere efter Hans Pedersen Lunn, 1972. - Bogens verden LII, 1970 52f.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig