Svend Aage Lund, 18.4.1900-19.2.1981, chefredaktør. Efter studentereksamen fra Skt. Jørgens gymnasium 1918 blev Svend Aage Lund cand.polyt., fabriksingeniør 1925. Han ansattes som teknisk assistent på statsprøveanstalten for det følgende år at blive sekretær i Dansk arbejdsgiverforening og et år senere sekretær i Industrirådet. I disse år udfoldede han også en vis journalistisk virksomhed. Som konservativ studenterforeningspolitiker var han redaktør af bladet Studium. Som aktiv idrætsmand skrev han sportsreferater i forskellige blade, og hans tekniske kundskaber og interesser fandt udtryk i artikler til Gyldendals tidsskrift Frem om industrielle og naturvidenskabelige emner. 1929 opfordrede Chr. Gulmann ham til at blive redaktionssekretær ved Berlingske Tidende. Skønt anlæg for at skrive endnu dengang var den normale vej til en journalistisk løbebane var det dog ikke dette der førte Svend Aage Lund ind i pressen. Ingen bladleder - og Svend Aage Lund skulle blive det i en menneskealder - har sat færre linjer på prent. Men både opfordringen til ham og hans egen overgang til pressen fra beskæftigelser, der pegede mod en teknokratisk karriere i erhvervslivets tjeneste, var udtryk for tidens voksende erkendelse af at den moderne presse, foruden hvad den ellers var, også var en industri der heller ikke i sin redaktionelle ledelse kunne være uden den tekniske, administrative og økonomiske indsigt og evne som ethvert industriforetagende behøver. Dette gjaldt i særlig grad Berlingske Tidende, alderspræsidenten i dansk og europæisk presse, og det berlingske hus med dets mange udgivelser der på det tidspunkt havde etableret sig som landets største og mest konsoliderede bladforetagende.

Skønt oprindelig kun knyttet til huset som redaktionssekretær for et enkelt af bladene slog Svend Aage Lunds lederevner og naturgivne autoritet, der var understøttet af hans højdes eloquentia corporis, så at sige igennem fra den første dag. Han blev redaktør få år efter sin ansættelse og ansvarshavende for Berlingske Tidende 1935, et år efter Chr. Gulmanns død og efter et intermezzo hvor den til arvefølgen først udsete, Helge Knudsen, blev udmanøvreret. Som chefredaktør, bestyrelsesmedlem og bladejernes første rådgiver og fortrolige blev han i realiteten konge over det berlingske hus gennem fyrretyve år og længe før han ved retræten i 1970 i nogle år kom til at bære de formelle insignier som formand for interessentskabet Berlingske Tidende, for A/S De Berlingske Virksomheder og for Det Berlingske Officin.

I årtier var Svend Aage Lund anset for at være den mægtigste mand i dansk presse, hvad han i en vis forstand også var. Han var den uomtvistede talsmand for landets dominerende bladkoncern. Hans renommé og indflydelse kunne dog ikke måles efter nogen af de normer der før havde været gældende for vurderingen af en pressemands indsats, det være sig som politisk og kulturel inspirator, som journalistisk fornyer eller som fængslende i sprogets behandling. I ingen af disse henseender lader der sig påvise noget bemærkelsesværdigt.

Men han forenede i sin person en række egenskaber der i et hus med så mange boliger som det berlingske måtte gøre ham til både kaptajn og lods. Til journalistisk instinkt og sans for den rette anvendelse af de enkelte medarbejderes forskellige talenter føjede han usædvanlige evner som organisator og forhandler og han forstod den tekniske udviklings og de økonomiske forholds betydning for bladenes drift. Den lederstilling dette gav ham, forvaltede han på den anden side med diskretion ved at delegere opgaverne til mange hænder og ikke at blande sig, så længe der ikke rejste sig problemer. Når der gjorde det, afdramatiserede han dem. Han søgte ikke unødig trætte. Hans væsens flegma kunne virke næsten indolent, men han var hurtig og beslutsom i sine afgørelser. Hans naturlige generositet begunstigedes af den fremgang der i hans tid fulgte de berlingske foretagender. Når det gik huset godt, skulle det også gå de ansatte godt, en holdning der i lønpolitikken skulle bidrage til de vanskeligheder, det berlingske hus under senere, sværere pressekonjunkturer kom ud for, men dette var i Svend Aage Lunds tid næppe forudsigeligt.

Umiddelbart efter Danmarks befrielse 1945 kom Svend Aage Lund i vanskeligheder da det blev kendt, at han havde været en af initiativtagerne til dannelsen af Dansk-tysk forening. To af modstandsbevægelsens mest fremtrædende pressemænd, Aage Schoch og Ebbe Munck, som den berlingske bestyrelse i øjeblikkets stemning havde indsat i den redaktionelle ledelse trådte tilbage, og under den følgende nyordning af ledelsen måtte Svend Aage Lund 1946 fratræde som ansvarshavende redaktør. Han blev i stedet administrerende redaktør, et nyt begreb i dansk presse. Den ændrede titulatur gjorde dog ingen mærkbar forskel for hans centrale position i det berlingske hus. Denne position medførte også, at han kom til at indtage de højeste tillidsposter inden for dagspressen. Han var formand for Danske dagblades fællesrepræsentation 1958-70 og fik 1960 gennemført vejledende regler for god presseskik der senere førte til oprettelsen af et pressenævn der skulle påtale overtrædelse af reglerne. Svend Aage Lunds bestræbelse gik ud på at forebygge en lovgivning der kunne indebære begrænsninger i pressefriheden ved at lægge kontrollen med udskejelser i pressens egne hænder. Det første lykkedes. Effektiviteten i kontrollen med udskejelserne skulle vise sig problematisk. - Svend Aage Lund omfattede den nordiske tanke med dyb hengivenhed. Den var måske uden for det professionelt pressemæssige hans stærkeste engagement. For kulturudvekslingen mellem de nordiske lande gennemførte han i årenes løb en lang række arrangementer, udstillinger og gæstespil der fik en naturlig anerkendelse i hans formandskab for foreningen Norden 1971-73.

Familie

Svend Aage Lund blev født på Frbg, begravet Ordrup kgd. Forældre: assistent, senere forsøgsleder ved landbohøjskolens landøkonomiske laboratorium Aage Viggo Lund (1864-1926) og Gerda Sophie Madsen (1879-1956). Gift 15.5.1929 i Kbh. (Garn. k.) med cand. med. Charlotte Bertelsen, født 5.6.1904 i Århus, død 25.8.1993, d. af undervisningsinspektør, dr.phil. Henrik Bertelsen (1874-1933) og Sophie Yhlen Olsen (1876-1934).

Udnævnelser

R. 1938. R1. 1952. K. 1956. K1. 1969.

Ikonografi

Tegn. af Erik Werner og af Eiler Krag. Foto.

Bibliografi

T. Vogel-Jørgensen: Berl. tid. gennem to hundrede år 11-111, 1949. Politiken 31.12.1958; sst. 17.4.1980. Paul Hammerich: En Danmarkskrønike I-II, 1976-77. Victor Thomas i 100 publicister om 100 publicister, 1980 172-74.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig