Svend Fleuron

Svend Fleuron, 4.1.1874-5.4.1966, forfatter. Under sin opvækst på landet havde Svend Fleuron god lejlighed til at iagttage vejrets skiften og dyrenes færden i mark og skov. Han gik militærvejen, blev premierløjtnant 1896, kaptajn i artilleriet 1911 (tog sin afsked 1920) men fik efter eget udsagn ikke varigt udbytte af undervisningen på officersskolen fordi han havde ondt ved at koncentrere sig om studierne. Hans hu stod til naturen hvor han kunne bevæge sig frit med bøsse og hund.

Debutbogen, den lille samling Jagtbreve, 1906 er en frugt af dette ubundne friluftsliv, en række stemningsbilleder der kan være ubehjælpsomme i formen, men altid er båret af en stærk kærlighed til naturen. De følgende bøger, I Naturen med Bøsse og med Stok, 1907, Jæger-Andagt, 1908, En Vinter i Jægergaarden, 1909, giver alle udtryk for den samme jæger- og naturglæde. Men det var først da Svend Fleuron fandt på at gøre dyrene til handlende hovedpersoner i sine romaner at han fik tag i publikum. En lang række dyrebøger fulgte hvoraf de fleste blev oversat til tysk og svensk.

I de to bøger om Kalv og Dyrehaven (1912-13) er hinden i stedet for jægeren blevet hovedpersonen. I Det røde Kobbel, 1914 får fire moderløse ræveunger den bedste opdragelse af den gamle snu hanræv. Det tuder om Natten, 1916 har den store hornugle Strix Bubo til hovedperson og introducerer de økologiske ideer som går igennem forfatterskabet. Svend Fleurons mange dyrebøger blev meget yndede især blandt ungdommen. Fremhæves må Ib Fidelius Adeltand, 1917 om en gravhund, Haren den Graa, 1918, Grum, 1919 om en geddes dramatiske liv, den polemiske bog om Fasandyret, 1934, historien om schæferhunden Flax Ædilius, 1929 og den ubetvingelige Gjalder-Tyren, 1930. Samspillet mellem mennesker og dyr spiller en central rolle.

Det bliver dog ofte en svaghed at Svend Fleuron giver dyrene menneskelige karakterer, i modsætning til sit canadiske forbillede Charles G.D. Roberts (1860-1943), men egentlig i god overensstemmelse med gammel folkelig fortælletradition. For sig i forfatterskabet står Det fængslede Vildnis, 1925 der skildrer de indespærrede dyr i Zoologisk have og Den jydske Kro, 1933 der næppe hører til Svend Fleurons betydeligste bøger men samler de karakteristiske tråde i forfatterskabet: jagtglæden og naturiagttagelsen; det er en rammefortælling hvor en flok jægere mødes på en kro for at jage om dagen og fortælle jagtskrøner om aftenen; her er mindelser om Sophus Bauditz. Strømmen af bøger med det enkelte dyr som centrum fortsatte, bl.a. Myregeneral Kailus, 1935, Den forelskede Hare, 1937, Familien Gravsen. Historie om et ædelt Gravhundepar og dets Hvalpe, 1939 og Lucullus spiser Frøer, 1943.