Svend Gredsted

Svend Gredsted, Svend Poul Christian Gredsted, 7.10.1908-21.8.1979, politiinspektør. Født på Frbg, død i Hornbæk, urne i Birkelund, Søndermark kgd. G. blev student 1926 fra Frbg. og cand.jur. 1933, virkede som advokatfuldmægtig i Kbh. 1933-36 med bestalling som advokat fra 1936 (depon. 1939) til han 1937 ansattes som kommunal politibetjent i Kbh., hvorfra han 1938 overgik til rigspolitiet. S.å. blev han konst. politifuldmægtig i Tønder men vendte 1939 tilbage som politibetjent i Kbh. hvor han senere s.å. blev fung. politifuldmægtig i 4. politiinspektorat som leder af benzinrationeringskoritoret. G. var 1940 i en kort periode sekretær i Kbh.s opdagelsespoliti, men 1941 blev han konst. politikommissær b (kgl. udnævnelse s.å.) med tjeneste i Kbh.s poli, tis udryknings- og luftværnsafdeling. I den politiløse tid fra 1944 ydede han en betydelig indsats som militær- og politiafsnitschef i modstandsbevægelsens region VI, afsnit 7, i det indre og ydre Nørrebro samt dele af Gentofte. Fra 1945 var han chef for Kbh.s politis station 5 på Vesterbro hvor han 1946 udnævntes til politikommissær a. 1970-78 var han chef for Kbh.s politis station 9, Valby, fra 1974 som vicepolitiinspektør og fra 1977 som politiinspektør. Han tog sin afsked herfra 1978.

G. har under sit mangeårige virke øvet en fortjenstfuld indsats på det humanitære og kriminalpræventive felt. Allerede 1949 var han medstifter af og formand for Vesterbros ungdomsklub, og 1950 blev han grundlægger og leder af Kbh.s politis sociale hjælpetjeneste. 1952 oprettede han på Vesterbro den første af politiets ungdomsklubber (PUK) som under hans dynamiske ledelse senere blev efterfulgt af lign. klubber på Nørrebro og Amager. Det lykkedes ham her i et snævert samarbejde mellem politi, skolevæsen, børneværn og forældre på enestående vis at samle et Overvældende antal ofte stærkt miljøskadede eller tilpasningsvanskelige drenge som blev beskæftiget under lærerige og kreative former. PUK kom herved til at danne mønster for en lang række lignende klubber i ind- og udland. G. modtog 1953 Margrethe Brinchs legat og Hannibal Sanders fonds legat for humanitært arbejde. 1954 tildeltes han United Nations Fellowship til studieophold i Nord- og Sydamerika og 1956 Otto Bruun prisen. Han har været medlem af hovedbestyrelsen for Dansk rode kors og æresmedlem af SOS-Kinderdorf International samt medlem af bestyrelsen for The Adventurers Club of Denmark.

Familie

Forældre: kontorchef, cand.polit. Martin Julius Christian G. (1873-1946, gift 2. gang 1927 med Sara Dorothea Søeborg, 1885-1970) og Helga Marie Christine Jørgensen (1875-1962). Gift 4.12.1936 på Frbg. (b.v.) med Else Katrine Halberg, født 4.10.1913 i Odense, adoptivd. af Claudine Marie H. (1874– 1934).

Udnævnelser

R. 1968.

Ikonografi

Foto.

Bibliografi

Berl. tid. 3.2.1952. Sst. 7.10.1968. Sst. 7.10.1978. – Levnedsberetning i ordenskapitlet.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig