Svend Holm-Nielsen

Svend Holm-Nielsen, 15.1..19192008, teolog. Født i Hellerup. De første ti år af sit liv tilbragte H.-N. i Syrien hvor faderen var missionær. Fortrolighed med et semitisk sprog og med arabisk livsform erhvervedes således tidligt og blev bestemmende for hans senere faglige arbejde og for hans politiske engagement. I 1929 kom han til Danmark, gennemførte skolegang i Haderslev og blev klassisksproglig student fra Haderslev katedralskole 1936. Det næste år tilbragte han igen hos forældrene som nu boede i Jerusalem. Netop da tilspidsedes konflikten mellem araberne og indvandrede jøder i Palæstina, og H.-N. fik på nærmeste hold indtryk af problemerne.

Tilbage i København 1937 påbegyndte H.-N. studiet af klassisk filologi, men gik snart over til teologien og tog teologisk embedseksamen 1943. De næste par år var han sekretær ved Kristeligt studenter settlement på Vesterbro, og 1948 blev han kapellan ved Jægersborg kirke i Gentofte hvor han blev indtil han 1961 tiltrådte et professorat i teologi. I studietiden havde H.-N. med størst interesse beskæftiget sig med den gammeltestamentlige eksegese, og efter eksamen virkede han (indtil 1955) som manuduktør i dette fag. Mere direkte tog universitetet hans pædagogiske evner i anvendelse idet han fra 1945 blev undervisningsassistent ved det teologiske fakultet. Frem til 1961 havde han side om side med præstegerningen timer på universitetet, mest i faget gammel testamente til forprøven, men også i græsk, og i flere semestre i 50erne varetog han under vakancer undervisning for viderekomne. H.-N.s videnskabelige indsats indledtes med en besvarelse af en prisopgave 1947. Opgaven krævede en kritisk vurdering af Mosestraditionerne, og H.-N. opnåede accessit. I 50erne arbejdede han mest med de gammeltestamentlige salmer og skrev et par afhandlinger om traditionsudviklingen i eftereksilsk tid. Det førte naturligt til at han fordybede sig i de hebraiske, senjødiske salmer fra Qumran som var dukket op i forbindelse med Dødehavsfundene. Frugten af dette arbejde blev disputatsen Hodayot. Psalms from Qumran, 1960, et hovedværk inden for skandinavisk Qumranforskning. Stærkere end de fleste understregede H.-N. Qumransalmernes forbindelse til sektens kult, og iøvrigt repræsenterer bogen en dybtgående analyse af de enkelte tekster og fragmenter. En anden senjødisk salmesamling, Salomos salmer, oversatte H.-N. og kommenterede i udgivelsen De gammeltestamentlige pseudepigrafer, 1970 (tysk overs. 1977). Disputatsen dannede basis for udnævnelsen af H.-N. til professor i teologi med gammeltestamentlig eksegese som hovedfag 1961. Han beklædte professoratet frem til 1986. I de følgende år så en række mindre afhandlinger dagens lys, nogle om Qumranproblemer, andre om gammeltestamentlige spørgsmål; helst og hyppigst skrev H.-N. om Prædikerens Bog. Det pædagogiske blev heller ikke forsømt; vigtigst er Det gamle Testamente og det israelitiskjødiske folks historie, 1962, en meget anvendt lærebog der har oplevet mange oplag. H.-N. var en flittig medarbejder ved Gads danske Bibelleksikon (1965–66), og han var en af hovedredaktørerne ved Bibelen i kulturhistorisk lys I-IX (1968–71). Endelig var han fra midten af 1970erne en af hovedmændene bag nyoversættelsen af Det gamle testamente i den i 1992 autoriserede danske bibeloversættelse og var medarbejder ved nyoversættelsen af Dødehavsteksterne.

Inden for dansk gammeltestamentlig forskning var H.-N. banebrydende, idet han som den første universitetslærer i faget beskæftigede sig seriøst med Palæstinaarkæologien. Han skrev om den, og i 50erne og 60erne deltog han i flere sæsoner i de engelske udgravninger i Jeriko og Jerusalem; han ledede de nye danske udgravninger i Shilo i 1963 og udgav sammen med dr. Marie-Louise Buhl rapporten om denne og de tidligere udgravninger (Shiloh, 1969). Fra 1977 stod han for de danske udgravninger i det hellenistiskbyzantinske Umm Qeis (Gadara) i Østjordanlandet. H.-N.s udadvendte virksomhed var omfattende: han var formand i bestyrelsen for Kristeligt studenter settlement 1964-83 og for folkeuniversitetsudvalget 1970–77 og havde sæde i en række andre bestyrelser. Han deltog fra sin placering i Tidehvervsbevægelsen i den kirkelige debat, men var mest kendt i offentligheden for sine ofte skarpe indlæg i diskussionen om Palæstinaspørgsmålet. Ud fra sit dybe kendskab til forholdene i Palæstina før oprettelsen af staten Israel så han det som sin opgave at forsvare arabernes og palæstinensernes sag over for en dominerende proisraelsk opinion i Danmark. Han var en ledende skikkelse i organisationen De danske Palæstinagrupper og i kredsen omkring tidsskriftet Palæstina-Orientering, som han var medstifter af i 1979, og af hans bøger om disse emner må fremhæves den veldokumenterede Historien bag Palæstinaproblemet, 1975. I 1980 kom Palæstinenserne - et folk uden land. Han blev æresdoktor ved Uppsala universitet 1987.