Svend Olufsen

Svend Olufsen, Svend Andreas Grøn Olufsen, 12.12.1897-22.12.1949, radiofabrikant. Født i Gimsing, Ringkøbing amt, død på Skive amtssygehus, begravet i Gimsing. O. voksede op i et velstående og beskyttet miljø på herregården Quistrup som hans far havde erhvervet i 1888. Efter realeksamen på Struer realskole 1916 var han en tid landvæsenselev på godset Rydhave, men som følge af sin legemlige svaghed og udprægede tekniske anlæg opgav han dog den landbrugsmæssige uddannelse til fordel for en læreplads som elektronikmekaniker hos Thomas B. Thrige i Odense. Sin praktiske uddannelse supplerede han derefter med toårigt kursus på Århus tekniske skole hvorfra han tog afgangseksamen som elektroteknikingeniør 1924. Hans eksperimenter med den nyudviklede radioteknik begyndte formentlig under hans ophold i Århus og fortsatte i det følgende år efter hans afgang herfra hjemme på Quistrup. Hertil inviterede han i efteråret 1925 sin tidligere studiekammerat Peter Bang, netop hjemkommet fra en studierejse til USA, til at deltage i forsøgene med at fremstille radioudstyr, og med fædrene som økonomiske "bagmænd" oprettede O. og Bang 17.11.1925 aktieselskabet Bang & Olufsen. På fabrikken der hurtigt blev en pionervirksomhed i radiobranchen – og hvis udvikling er nærmere beskrevet i artiklen om Peter Bang – arbejdede de to meget nært sammen om fremstillingen af lysnetmodtagere og strømforsyningsaggregater (eliminatorer), men efterhånden som virksomheden voksede, kom O. især til at forestå den økonomiske og merkantile ledelse af selskabet, mens Bang koncentrerede sig om den tekniske side. Med sin fag-tekniske baggrund fulgte O. dog stadig fabrikkens udviklingsprojekter på nært hold og havde – i modsætning til Bang – en sikker fornemmelse for værdien af de konstruktive nyskabelser som han sørgede for at få patentrettighed på, og han sikrede med sine fremsynede råvareindkøb i årene før anden verdenskrig fabrikkens produktion i de første besættelsesår. Midt i forberedelserne til virksomhedens 25-års jubilæum døde han som følge af en pludselig opstået, kompliceret blindtarms- og bughindebetændelse.

Som virksomhedsleder var O. meget forskellig fra sin kompagnon, den utrættelige tekniske slider, Bang. Han havde en sikker sans for de store linier i virksomhedens udvikling, var en idérig salgs- og reklameorganisator, og hans samarbejde med de ansatte var præget af hans rolige charme og hjælpsomhed. I besættelsesårene stod han i nær kontakt med modstandsbevægelsen og støttede økonomisk og på anden vis B& O-modstandsfolks (bl.a. L. A. Duus Hansens) illegale virksomhed. På sin gård Brejnholt ved Struer, som han erhvervede 1944, dyrkede han sine landbrugs- og naturinteresser og skabte tillige her et mødested for sine venner blandt tidens unge kunstnere og forfattere i hvis miljø han gerne færdedes. Han erhvervede gennem årene en omfattende samling af kunst og antikviteter.

Familie

Forældre: godsejer, landstingsmand Peter O. (1862-1933) og Anna Hansen (1865-1941). Ugift. – Bror til A. O.

Ikonografi

Litografi af Torben Galle Jensen 1939 og 1941. Mal. af Aug. Tørsleff. Foto.

Bibliografi

Børsen 24.12.1949. Erik Rørbæk Madsen: At skabe er at leve. Blade af B&Os hist., 1975. Finn H. Lauridsen i Weekendavisen 15.2.1980.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig