Svend Th. Andersen, Svend Thorkild Andersen, 12.9.1926-8.2.2009, statsgeolog. Født i Høsterkøb, Birkerød, begravet på Birkerød kirkegård. A. blev student fra Birkerød statsskole 1944, mag. scient. (botanik) fra Kbh.s univ. 1953 og dr. phil. 1961. Efter studieophold i Michigan, USA 1950–52, blev han 1954 ansat ved Danmarks geologiske Undersøgelse som videnskabelig assistent, 1970–71 som afdelingsgeolog og 1971-96 som statsgeolog. 1971-85 var han tillige lektor i pollenanalyse og kvartær florahistorie ved Kbh.s univ. – Som elev af K. Jessen og Johs. Iversen fortsatte han den betydelige danske tradition inden for forskningsområdet: pollenanalyse og vegetationshistorie. Hans arbejder vedrørende emnet belyser kvartærtidens naturforhold herunder udvikling af plantesamfund, jordbund og klima i interglacialer og -stadialer. A. forskede ligeledes i de enkelte træarters pollenproduktion og dennes indflydelse på pollendiagrammer, med opstilling af korrektionsfaktorer som resultat. Derudover beskæftigede han sig med kvartærtidens stratigrafi dvs. den tidsmæssige inddeling. Han var medlem af Subcommission on European Quaternary Stratigraphy og Subcommission for the Study of the Holocene, begge under International Association of Quaternary Research, INQUA. 1973–75 var han formand for Dansk geologisk forening og 1974 blev han medlem af Videnskabernes selskab. 1977-85 var han medlem af Naturfredningsrådet.

Familie

F: førstelærer, senere skoleinspektør Morten Jørgen A. (1888–1972) og Karen Petersen (1895–1932). Gift 16.6.1951 i Michigan, USA, med fuldmægtig Birte Mohr, født 23.8.1927 i Kbh., d. af fabrikant Sigurd M. (født 1904) og Anna Frederiksen (født 1904).

Udnævnelser

R. 1997.

Bibliografi

Selvbiogr. i Festskr. udg. af Kbh.s univ. nov. 1961 163.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig