Søren Kierkegaard, Søren Aabye Kierkegaard, 5.5.1813-11.11.1855, filosof. Da Søren Kierkegaard sommeren 1840 foretog en pietetsfuld rejse til sin fars hjemstavn, området ved Ringkøbing fjord, kaldte han Sædding for "det fattigste Sogn i Jylland i Hede-Egnen" (Kierkegaards Papirer III A 66). Alle trådene i Søren Kierkegaards slægtsmønster udgår fra det Vest- og Midtjylland hvor kampen for det daglige brød var så urimelig hård. Hvem der kunne drog bort.

Niels Andersen Seding (1720–96) havde 1750 erhvervet borgerskab som hosekræmmer i København; en bror til hans hustru, Peder Christensen Kierkegaard (1712–99) som var fæster på en gård der hørte under præsteembedet i Sædding og derfor kaldtes "Kirkegaarden", blev far til Michael Pedersen Kierkegaard og otte andre børn. Michel tjente i det nærliggende Lem sogn hos sin fars fætter, fårehandler Michel Graversen, og er kun 11 år gammel med ham rejst til København hvor han blev uddannet hos Niels Seding; 1780 opnåede Michael Pedersen Kierkegaard selv borgerskab som hosekræmmer. 1794 giftede han sig med en søster til sin kompagnon: Kirstine Nielsdatter Royen der var fra Rind sogn ved Herning. De fik ingen børn. 26.4.1797 giftede Michael Pedersen Kierkegaard sig med sin husholderske, Ane Sørensdatter Lund; hun var fra Lund (Brandlund) i Brande sogn, var 1786 kommet til København hvor hendes bror arbejdede som svend. Ane tjente hos Royen før hun 1794 kom til Michael Pedersen Kierkegaard, der giftede sig med hende, da han havde besvangret hende. De fik syv børn hvoraf den yngste var Søren Kierkegaard, som blev opkaldt efter hosekræmmer (?) Søren Aabye, født i Åby ved Holstebro og død 1812 i København. To af døtrene blev gift med to brødre Lund; disse var sønner af forhen hosekræmmer, nu silke- og klædehandler Henrik Hansen Lund der stammede fra Vrads sogn syd for Silkeborg. Adskillige af disse jyske handelsfolk mødtes i brødremenigheden i Stormgade. Det var herfra bekendtskabet stammede med kontorchef i rentekammeret, justitsråd Johannes Boesen, hvis søn Emil Boesen blev Søren Kierkegaards eneste intime ven.

Herrnhutismens strenge syndsbegreb og tilsvarende inderlige håb om nåde har stemt med Michael Pedersen Kierkegaards alvorlige livsholdning. Han var medlem af brødresocietetet til sin død og fik i forstanderen, J. Fr. Mathiasens indberetning til moderorganisationen i Herrnhut det eftermæle at han havde, i det indre og ydre, været societetet en tro broder og en værdifuld økonomisk rådgiver, samt at han efter nøje skøn i stilhed hjalp de trængende. Inden for folkekirken søgte Michael Pedersen Kierkegaardførst Hellig Gejst kirke hvor familiens voksne gik til alters, hvor Søren blev døbt 3.6.1813, og hvor de ældste børn blev konfirmeret. Senere valgte Michael Pedersen Kierkegaard som skriftefader J.P. Mynster der var residerende kapellan ved Vor Frue kirke; denne konfirmerede 1821 Peter Christian og 1827 Søren. Da Vor Frue var brændt 1807 var det indtil 1829 i Trinitatis kirke at familien Kierkegaard fik del i den høje, humane forkyndelse hos Mynster som Søren Kierkegaard senere kaldte "min Faders Præst". Michael Pedersen Kierkegaard opsøgte flere gange Mynster og gav penge til sognets fattige. Som familiefar har Michael Pedersen Kierkegaard præget hjemmet med sin myndighed, sit tunge sind og sin skarpe hjerne. Han læste meget og indlod sig med forkærlighed i disput om filosofiske og teologiske spørgsmål, også med sine begavede sønner, P.C. og Søren Kierkegaard efterhånden som disse voksede til. Kontrasten var uhyre mellem faderen og moderen: hans skarpskårne ansigtstræk, faste, lidt ludende holdning, den hele kraftfulde personlighed, og hendes runde ansigt, lille trivelige skikkelse, samt milde og muntre omhu for børn og senere børnebørn. Hun kunne nogenlunde læse, men lærte aldrig at skrive. Medens faderens karakter og meninger har været skæbneafgørende for P.C. og Søren Kierkegaard synes moderen ikke at sætte sig dybere spor. Søren Kierkegaard nævner hende en passant i to breve til broderen fra marts 1829, men aldrig i dagbøgerne, og i forfatterskabet fik hun øjensynlig heller ingen plads.

Som faderens forhold til kristendommen fik også hans økonomiske dispositioner langtrækkende følger for Søren Kierkegaard. Handelen gav tidligt Michael Pedersen Kierkegaard betydelige indtægter. Under en sygdomspræget periode overdrog han, i februar 1797, før sit andet giftermål, forretningen til sin fætter M.A. Kierkegaard og Christen Agerskov. Michael Pedersen Kierkegaard overvandt sygdommen og levede derefter som velhavende rentier. Økonomisk held fulgte ham stadig. Den store brand i København 1795 gik uden om hans ejendomme, og han slap billigt ved statsbankerotten i 1813 hvor seks af de gamle rigsbanksedler tvangsombyttedes med kun én ny. Når Søren Kierkegaard, med hentydning hertil, skrev i 1844: "1813 blev jeg født i det gale Pengeaar, da saa mangen anden gal Seddel blev sat i Circulation" (Pap. V A 3), vidste han nok at møntforringelsen ikke forhindrede hans far i at efterlade sig en betydelig formue; Søren Kierkegaards andel i arven, 31.335 rigsdaler, satte ham i stand til at give alle sine kræfter til forfatterskabet idet han langsomt realiserede sine værdier; da han døde var der, bortset fra indbo med bibliotek, kun penge til begravelsen. Michael Pedersen Kierkegaard satte sine sønner i den højt ansete Borgerdydskole der havde til huse i Gyldendals bygning, Klareboderne. I denne privatskole kom Søren Kierkegaard til at gå fra forberedelsesklassen til studentereksamen, 1821–30. Af et brev fra Søren Kierkegaard fremgår det at hans afgang var blevet udsat, "da jeg er vel ung" (23.3.1829, til P.C. Kierkegaard). Søren Kierkegaard var en flittig elev, opvakt uden at brillere, holdt sjov med lærerne og drillede kammeraterne: han kunne derved bringe en langt stærkere elev til tårer, men formåede ikke at holde øgenavne tilbage selv om de indbragte ham en blodig tud. Selv da han havde sin bror P.C. Kierkegaard som lærer i græsk drillede han ham. Skolens myndige bestyrer, Michael Nielsen, var Søren Kierkegaard et mønster på ægte autoritet. Hos ham lærte Søren Kierkegaard sig så grundigt latin at Nielsen 1830–40 periodevis benyttede ham som lærer og censor i faget. 29.9.1830 dimitterede Nielsen Søren Kierkegaard til universitetet hvor han ved artium opnåede smukke karakterer: 1. kar. (laudabilis) i latin, latinsk stil, hebraisk, religion, aritmetik, geografi og tysk, og udmærkelse (præ ceteris) i udarbejdelse i modersmålet, græsk, historie og fransk. 30.10. blev Søren Kierkegaard da immatrikuleret. Der skulle gå ti år før han tog en embedseksamen.

Dette for Søren Kierkegaards personlige udvikling afgørende tiår må følges næsten år for år. Universitetsåret var delt i vintersemestret (1. nov.-31. marts) og sommersemestret (1. maj-30. sept.). Det første år fortsatte Søren Kierkegaard sin skoleflid; han forberedte sig til "2. eksamen"; professorernes undervisning udvidede og supplerede skolefagene. Søren Kierkegaard bestod med fint resultat 1. del i april 1831: 1. kar. i latin, græsk, hebraisk og historie, udmærkelse i lavere matematik, og endnu bedre 2. del hvor han i okt. fik udmærkelse i alle fire fag: teoretisk filosofi, praktisk filosofi, fysik, højere matematik. Vi ved fra tilhørerlister at han fulgte forelæsninger hos J.N. Madvig (Cicero), F.C. Petersen (Aischylos), Hagen Hohlenberg (små profeter), G.F. Ursin (astronomi), F. Sibbern (psykologi og logik), Poul Martin Møller (moralfilosofi). Allerede her har Søren Kierkegaard mødt de to filosofiske lærere som skulle få størst betydning for ham. Fra nov. 1831 begyndte fagstudiet, teologien, øjensynlig med lignende arbejdsomhed. 1831–34 har Søren Kierkegaard foretaget kirkehistoriske excerpter, især med henblik på reformationens forløb i Tyskland og Danmark; han har læst Gamle testamente hos Hohlenberg og Ny testamente hos Ch. T. Engelstoft og C.E. Scharling; det er dog frem for alt H.N. Clausens undervisning han har fulgt, både Clausens nytestamentlige eksegese og hans dogmatiske forelæsninger; af sidstnævnte har Søren Kierkegaard udarbejdet et ret omfattende, ufuldstændigt, men renskrevet referat (Pap. I C 19, 2. udg. XII 49–125).

Forsommeren 1834 manuducerede Martensen Søren Kierkegaard i Schleiermachers dogmatik; Søren Kierkegaard gjorde selv uddrag af mesterens Der christliche Glaube (ib. 126–31). Det er tydeligt at Søren Kierkegaard forberedte sig til forårseksamen 1835; men han gik ikke op. For i løbet af 1834 gik tilværelsen i stumper for ham som en skal der brister; ånden rører på sig, personligheden bliver sig smertelig bevidst og søger sit billede i digtede figurer. Fra sept. 1834 planlagde Søren Kierkegaard sit første digterværk, et skuespil om Mestertyven, "der er misfornøiet med det Bestaaende", en ædel, passioneret sjæl, han "lever for en Idee", men er tragisk misforstået; han ejer "et vist melancholsk Træk, en Indesluttethed i sig selv, en mørk Anskuelse af Livsforholdene, en indre Utilfredsstillethed" (I A 11–18). Nov. 1834 definerer Søren Kierkegaard det tragiske som det at være misforstået. Når Kristi levned er den højeste tragedie er det fordi han er misforstået, af Alle, uagtet det er de høieste Ideer, han vilde meddele" (I A 33), som var Kristus en oplysningens mand; maj 1835 lyder det i samme ånd: "For den Christne, der nu betragter Jødedommen, viser det sig vel, at Jødedommen kun var et Gjennemgangspunkt; men hvo indestaaer os for, at ikke det Samme er Tilfældet med Christendommen" (I A 49; jf. 46–48). G.E. Lessing havde i Erziehung des Menschengeschlechts (1780) spået at en dag når den nye pagt er så forældet som den gamle indtræder tiden for det tredje, evige evangelium. For Søren Kierkegaard var kristendommen blegnet som frelsesreligion. Animeret af en studenterkammerat, P.E. Lind, havde han dec. 1834 trykt sin første artikel, et ironisk Forsvar for Qvindens høie Anlæg; han tillod sig her letfærdig spøg med den treenige Gud. Juni 1835 skrev Søren Kierkegaard et langt, fortroligt brev til palæontologen P.W. Lund, en bror til svogrene, hvori han drøfter hvilket studium han skal foretrække, naturvidenskaben som Lund eller teologien som han er i færd med, men "som slet ikke interesserer"; med denne eksamen kan han dog "gjøre Fader en stor Glæde". I brevet står Faust som "den personificerede Tvivl"; i samtidige optegnelser dukker to andre skikkelser op, Don Juan der bliver legemliggørelsen af sanseligheden ligesom Ahasverus af fortvivlelsen.

For at komme på afstand af familie og kammerater tog Søren Kierkegaard til det øde Gilleleje hvor han tilbragte sommeren 1835; han betror dagbogen at han havde kunnet tænke sig at blive jurist "for at jeg kunde udvikle min Skarpsindighed i de mange Livets Forviklinger", eller skuespiller for at roller kunne blive et surrogat for eget liv. For det han mangler er "et fuldkommen menneskeligt Liv": "det gjælder om at finde en Sandhed, som er Sandhed for mig, at finde den Idee, for hvilken jeg vil leve og døe". Fra kroen i Gilleleje kørte Søren Kierkegaard ud i Nordsjælland eller sejlede til Sverige hvor han besøgte Kullen. Med alle sanser tog han naturen ind, Gurre søs levende vande og den døende Søborg sø; han sidder "dyngvaad, i øsende Vande, midt i Grib Skov i Lynild og Torden", på Gilbjerget oplever han havet i stilhed og storm; med disse naturstemninger fødes Søren Kierkegaards prosa (I A 63–71 75). Men Gilleleje bragte ingen afklaring. I 1833–34 havde Søren Kierkegaard hørt Sibberns forelæsninger over kristendomsfilosofi; okt. 1835 stillede Søren Kierkegaard filosofiens høje aspirationer i skarp kontrast til den kvalme luft hos kristendommen for hvem forløsning er det ene fornødne: Søren Kierkegaard havde hermed for sig selv bekendt sin forargelse på kristendommen. Han lod teologien ligge, dyrkede i stedet teatret og skønlitteraturen, deltog i den politiske debat med anonyme, antiliberale drillerier over for ivrige reformatorer som Orla Lehmann. Søren Kierkegaard vandt bifald hos J.L. Heiberg som febr.-april trykte artiklerne i sine "Interimsblade" og indbød forfatteren til sig. Men samme forår synes fornøjelserne at tage karakter af udskejelser, en débauche som Søren Kierkegaard 1839 mener han må bruge resten af livet til at sone over for Gud (Pap. II A 520). Mozarts "Don Juan" stod siden førsteopførelsen i 1807 til stadighed på Det kongelige teaters repertoire. Operaens musik har virket erotisk besættende på Søren Kierkegaard; det er muligt, den har forvoldt at han engang har "ladet sig i en exalteret Tilstand henrive til at besøge et offentligt Fruentimmer" (IV A 65). Det er utvivlsomt at selvmordet truede (Pap. I A 156 158 161). Bunden var vel nået. Men "Omvendelse gaaer langsomt" (Pap. I A 174).

Søren Kierkegaard fulgte forelæsninger hos Poul Møller vinteren 1836–37, studerede litteraturen om Faustfiguren med henblik på en afhandling herom da Martensen kom ham i forkøbet (Pap. II A 597). Mod slutningen af 1837 havde han oparbejdet en gæld på 12–1300 rdl. som faderen betalte; 1.9. forlod Søren Kierkegaard det fædrene hus på Nytorv; faderen lovede ham 500 rdl. om året. Vinteren i Løvstræde sled sig hen; Søren Kierkegaard fulgte Martensens forelæsninger over spekulativ dogmatik. Men i foråret og sommeren 1838 rev en række begivenheder ham ud af åndelig dvale. 13.3. døde Poul Møller med hvem Søren Kierkegaard længe havde haft stort udbytte af at omgås. 1837 omtaler han således "en høist interessant Samtale d. 30. Juni om Aftenen" (Pap. A II 102). Samtalen handlede om Kristus og Johannes; hvor Søren Kierkegaard i dagbogen skriver: "Poul Møller er død" (Pap. II A 209), kommer ind imellem kristelige stemninger til syne, og "d. 19. Mai, Formidd. Kl. 10½ 1838" (228) har Søren Kierkegaard oplevet "en ubeskrivelig Glæde", et gennembrud af samme art som det de første pietister, fx A.H. Francke, regnede for deres åndelige fødsel, og hvis dag og time de derfor nøje mærkede sig. Der var en ny alvor hos Søren Kierkegaard da han om sommeren skrev sin lille debutbog (udgivet sept. 1838), Af en endnu Levendes Papirer. Søren Kierkegaard sønderlemmede heri H.C. Andersens roman Kun en Spillemand, idet han bebrejdede forfatteren at denne "aldeles mangler Livs-Anskuelse". 9.8. døde så Søren Kierkegaards far, "en frygtelig rystende Begivenhed, hvorledes, har jeg aldrig talet til noget Menneske om" (Pap. IX A 70). Op mod denne må det have stået klart for Søren Kierkegaard og hans far at slægten var under Guds vrede. Tidligt havde familien lidt smertelige tab. I ung alder var Søren Kierkegaards bror Søren Michael død 1819, søsteren Maren Kirstine 1822. Nu døde, efter barselseng, de to gifte søstre, sept. 1832 Nicoline, dec. 1834 Petrea; derimellem broderen Niels Andreas sept. 1833 og moderen juli 1834; da blev Søren Kierkegaard hentet hjem fra Gilleleje, men kom for sent. Tilbage af de syv børn var, foruden Søren Kierkegaard, kun P.C. Kierkegaard der året efter, sept. 1835 var så syg af tyfus at man frygtede for hans liv. P.C. Kierkergaard blev gift okt. 1836; juli 1837 døde hustruen. Da Søren Kierkegaard maj 1847 fyldte 35 år skrev han til P.C. Kierkegaard, at "dette er i en vis Forstand kommet mig aldeles uventet. Det forundrede mig allerede i sin Tid – ja, nu kan jeg da gjerne sige det uden at frygte for at forstyrre – at Du blev 34 Aar gammel. Baade Fader og jeg havde den Idee, at ingen i vor Familie skulde blive over 34 Aar [...] og Fader skulde overleve os alle" (Breve 166–67). I en udateret optegnelse tales om at "en Skyld maatte hvile paa hele Familien, en Guds Straf maatte være over den; den skulde forsvinde" (Pap. II A 805). Skønt faderen nu var død, lige ved 82 år gammel, holdt Søren Kierkegaard 1847 fast ved tanken om slægtens udslettelse som han har sat i forbindelse med en frygtelig synd i faderens liv; 1846 skrev han: "Det Forfærdelige med den Mand der engang som lille Dreng, da han gik og vogtede Faar paa den jydske Hede, leed meget ondt, sultede og var forkommen, paa en Høi stod op og forbandede Gud – og den Mand var ikke istand til at glemme det, da han var 82 Aar" (Pap. VII 1 A 5).

"Min Fader [...] er ikke død fra mig, men død for mig, for at der om muligen endnu kan blive Noget af mig" (Pap. II A 243). Vi kan konstatere at Søren Kierkegaard læser til eksamen og 3.7.1840 afslutter teologisk embedseksamen med 1. karakter (laudabilis). P.C. Kierkegaard havde juli 1839 besøgt Sædding; nu gentog Søren Kierkegaard den ældre brors pilgrimsrejse. Landsbyen modtog med ærefrygt den rige hosekræmmers sønner; Michael Pedersen Kierkegaard havde ladet bygge et hus til sine slægtninge og 1821 stiftet et legat til deres underhold samt til støtte for skolens arbejde. Efter hjemkomsten fra Jylland forlovede Søren Kierkegaard sig. Tidens kvindeideal var, som Don Juans, den purunge pige, la giovin principiante. Hos enkeprovstinden Cathrine Georgia Rørdam havde Søren Kierkegaard i foråret følt sig draget mod datteren Bolette der var forlovet; i maj samme år traf han hos Rørdams Regine Olsen, født 23.1.1822, datter af kontorchef i finanshovedkassen, etatsråd Terkel Olsen. Søren Kierkegaard blev straks indtaget i den femtenårige pige, før faderens død var han "besluttet på hende" (Pap. X 5 A 149), hun stod for hans blik under eksamenslæsningen; hun er, skriver han febr. 1839, "mit Hjertes Herskerinde, "Regina", gjemt i mit Brysts dybeste Livstanke, [...] skal jeg slutte Dig i mine Arme, – eller: lyder Ordren videre" (Pap. II A 347). 8.9.1840 friede han; den 10. begyndte deres forlovelse som varede tretten måneder, til 11.10.1841. Forbindelsen var på forhånd dømt. Søren Kierkegaard havde drømt om at leve et fuldt menneskeliv, men vidste straks at et ægteskab var umuligt: hans tunge gemyt og syndige fortid, måske også en fysisk svaghed, en seksuel uformåenhed han ikke turde håbe på helbredelse for. Hendes lette, glade sind stødte mod hans uovervindelige skrupler. Og samtidig skulde alting ske inden for de samme måneder. Fra nov. 1840 modtog Søren Kierkegaard undervisning i prædikenkunst på pastoralseminariet og holdt 12.1.1841 en vellykket prøveprædiken i Holmens kirke (III C I). Men under en svaghedsperiode i det tidlige forår spyttede han blod. Søren Kierkegaard havde besluttet at disputere for den filosofiske magistergrad der svarede til doktorgraden i andre fakulteter; afhandlingen indleveredes 2.6. og antoges 12.6. Omkring 11.8. sendte Søren Kierkegaard Regine hendes ring tilbage. Hun besvor ham at opgive dette brud; han indvilligede. 29.9. forsvarede Søren Kierkegaard sin afhandling, og 11.10. brød han definitivt. – Allerede sept. 1837 havde Søren Kierkegaard tænkt på "et passende Æmne for en Disputats", nemlig begrebet satire hos romerne (Pap. II A 166). Han skrev i stedet Om Begrebet Ironi, 1841, historisk og aktuelt. I afhandlingens første del værdsættes Sokrates' ironi som kritisk gennemgangsled til Platons og Aristoteles' filosofi; i anden del opfattes, med skarp kritik, den tyskromantiske ironi som udtryk for en amoralsk, ukristelig livsholdning, den som Poul Møller havde kaldt nihilisme. Disputatser skulle skrives på latin; Søren Kierkegaard havde søgt om dispensation fordi han ønskede frit at udfolde sig på modersmålet; medens skriftet om H.C. Andersen var kunstlet og kejtet betegner disputatsen et stilistisk gennembrud. Forsvaret foregik på latin; blandt de ni opponenter var F.C. Sibbern, J.L. Heiberg og nordmanden H.J. Thue; den sidste udgav allerede 1845 en fremragende "Læsebog i Modersmaalet for Norske og Danske" hvor Søren Kierkegaard var fornemt repræsenteret.

I modningens tiår var hos Søren Kierkegaard fremtrådt spændinger som skulle vare livet ud; med forlovelsen og bruddet havde Søren Kierkegaard skabt sig en indre konflikt der satte digterværket i gang; med disputatsen var løst op for modersmålet. – Søren Kierkegaard opholdt sig okt. 1841-marts 1842 i Berlin hvor han længst boede i Jägerstrasse; han hørte forelæsninger hos Fr. Schelling, men skuffedes; til gengæld var han i inspirationens rus: "Jeg skriver paa Liv og Død" står der i et brev af 14.12. til Emil Boesen. Det blev til Enten-Eller. Et Livs-Fragment udgivet af Victor Eremita som afsluttedes i København nov. 1842 og udkom anonymt 20.2.1843. Trods alle tilløb i dagbogen og disputatsen var dette dobbeltværk en hartad ubegribelig kunstnerisk udfoldelse. Allerede i dommen over H.C. Andersens "Kun en Spillemand" fandtes modsætningen mellem den mennesketype som savner en totalanskuelse af tilværelsen og den som ejer en sådan. I disputatsen står den tyske romantikers negative, livsfornægtende ironi over for en positiv holdning som kaldes den poetiske, hvor et menneske er sig selv klar og gennemsigtig "i sin absolute og evige Gyldighed" (SS XIII 399). I Enten-Eller kaldes den første holdning den æstetiske, den anden den etiske. Omkring og efter 1800 gik igennem europæisk åndsliv, især hos begavet, velbjærget ungdom, en lang bølge af håbløshed; med et overskud af kræfter var der lidet at bruge dem til; denne verdenssmerte kaldtes i Frankrig århundredets sygdom, le mal du siècle, i England spleen; i Tyskland var man europamüde. Enten-Ellers 1. del angives at bestå af løse lapper hvor en navnløs person, A, har nedskrevet sine desperate stemninger, desuden funderinger over vilkårlighed som handlingsnorm, iagttagelser over ulykkelige menneskeskæbner, analyser af erotiske stadier hos Mozarts figurer, kulminerende med et virtuost portræt af Don Juan, den ureflekterede forfører der er legemliggørelsen af operaens erotisk altbesejrende musik. Blandt A's papirer findes Forførerens Dagbog hvis Johannes er den reflekterede kvindebedårer; hans fryd er ikke besiddelsen, men de strategiske bevægelser der fører til den. Over for A står B der kaldes assessor Wilhelm; i lange breve på ministerielle folioark maner han til gennem et valg at nå frem til sit evige selv, kende sig selv i sin evige gyldighed, og forstå at det sande liv består i ansvar over for Gud, kald, ægtefælle. Kontrastforholdet mellem A, æstetikeren, og B, etikeren, gentog Søren Kierkegaard i et nyt, stort anonymt digterværk, Stadier paa Livets Vei. Studier af Forskjellige [...] udgivne af Hilarius Bogbinder som udkom 30.4.1845. Med fortegning i Platons "Symposion" skildres først fem æstetikeres festlige drikkelag hvor alle holder onde taler om kvinden. Victor Eremita, udgiveren af Enten-Eller, hævder således at en mand kan blive geni, helt, digter, helgen ved en elsket pige – hvis han ikke får hende. Johannes Forføreren kalder kvinden gudernes lokkemad for mændene: men forføreren snapper maddingen og lader krogen sidde. Derefter dømmer assessoren i en velformet afhandling at "som Brud er Qvinden skjønnere end som ung Pige, som Moder skjønnere end som Brud, som Hustru og Moder er hun et godt Ord paa rette Sted, og med Aarene bliver hun skjønnere". Både i Enten-Eller og i "Stadier" henviser assessoren til en højere religiøs instans. I det første værk sender han til æstetikeren en prædiken af en landsbypræst som handler om det opbyggelige i at over for Gud har vi altid uret. Det er Søren Kierkegaards første opbyggelige tale, og den opbyggelige argumentation er gyldig for mange senere; prædikanten tager et indiskutabelt menneskeligt forhold og overfører det til gudsforholdet hvorved det får det absoluttes dimension: Hvis du virkelig elskede et andet menneske og en tvist opstod mellem jer ville du da ikke af hjertet ønske at du havde uret? Hvor meget mere da hvis du virkelig elsker Gud! I "Stadier" indser den troende etiker at der kan gives undtagelser fra det normale menneskeliv, og han forbereder derved den tredie livsholdning, i værkets sidste afdeling. "Skyldig?" – "Ikke Skyldig?", En Lidelseshistorie. Psychologisk Experiment af Frater Taciturnus. Eksperimentatoren lader en mand og en kvinde, Quidam og Quædam, mødes og forelske sig, men hans religiøst betonede tungsind og hendes lette og lyse glæde ved livet kan ikke forenes; han bryder, men håber på genforening, et håb uden mening. Er Quidam da skyldig over for pigen? Kom denne krise for at han skulle gøre det afgørende skridt til troen? Der er intet svar; han må evindelig kredse om sin skyld. Det religiøse stadium er således repræsenteret af et menneske som Gud – måske – under lidelse fører frem til kristendom. Denne dagbogsroman er et højdepunkt af psykologisk og stilistisk raffinement. I seks indlagte litterære pasticher aftegnes symbolsk forholdets forstadier i Quidams og hans fars historie.

Under produktivitetens vældige pres udsendte Søren Kierkegaard mellem de to store digterværker fire andre pseudonyme bøger; hvert skrift behandler ét religiøst begreb og spiller på én bibelsk situation. Gjentagelsen og Frygt og Bæven udkom 16.10.1843. I den første bryder en ung mand ud af en forlovelse fordi han digter om forholdet i stedet for at leve det. Men i sin ensomhed fordyber han sig i Jobs bog: kan han, som Job, tage alting igen? Kan han ved et mirakel blive egnet til ægteskab? Historien får en uventet slutning: hun har forlovet sig med en anden (som Regine med Fritz Schlegel i sommeren 43) – og den unge mand får sig selv igen, han er nu ideens digter. I Frygt og Bæven prises Abraham som troens fader fordi han bestod den prøve Gud satte ham på: ofre sin eneste søn og dog tro at denne skulle skaffe ham efterslægt. – Begrebet Angest og Philosophiske Smuler udkom henholdsvis 17. og 13.6.1844. I det første fremstiller Søren Kierkegaard forudsætningerne for syndefaldet; han konstaterer hos mennesket en fundamental angst der hos grækerne ytrede sig som skæbnetro, hos jøderne som skyld der skal sones her i livet. Som i paradiset vil der hos hvert individ komme et øjeblik da det øjner friheden som er evnen til at vælge Gud; det sker samtidig med at den enkelte erkender sig som mand eller kvinde. I denne tilstand indtræder angsten, friheden segner, og mennesket vågner som en synder for Gud. Philosophiske Smuler er en proces som Kristus fører mod grækeren Sokrates. For grækeren befandt sandheden om mennesket sig i mennesket selv: derfor skal du kende dig selv. Sæt nu dette ikke er rigtigt, men at vi ved synden har tabt denne viden, så må en lærer der tillige er frelser og forsoner åbenbare sig: han er Gud i et menneskes skikkelse, og betingelsen for frelsen bliver troen på dette fornuftstridige dobbeltvæsen. Dette korte skrift er forfattet af Johannes Climacus som 28.2.1846 føjede en uhyre Afsluttende uvidenskabelig Efterskrift til de philosophiske Smuler hvor troens vilkår præciseredes. Over for den ængstelse som bibelkritikken havde vakt hævdede Søren Kierkegaard at kristendommen ikke har brug for objektive beviser, hverken grundtvigianismens tillid til den levende tradition i menighederne eller hegelianismens spekulative garantier. For kristendom er sandhed for den som i subjektiv lidenskab tror på at Gud blev menneske. Troen er tankens martyrium, "den Livsfare at ligge paa de 70.000 Favn Vand og først der finde Gud" (VII 218). Climacus har humor; han håner Hegel der i sit altomfattende spekulative system glemmer "et saadant lille bitte Dingeldangel, som den existerende Hr. Professor, der skriver Systemet" (VI 110). En lille bog, Forord, af Nicolaus Notabene, som udkom 17.6.1844, er lutter lystig satire, bl.a. over J.L. Heiberg, som havde skuffet Søren Kierkegaard dybt ved en blot causerende anmeldelse af Enten-Eller.

Parallelt med dette pseudonyme forfatterskab fremlagde Søren Kierkegaard 1843–44 i eget navn små flokke af religiøse taler, forenede 1846 under titlen Atten opbyggelige Taler. Forkyndelsen er almenkristelig i Fr. Schleiermachers ånd: det er menneskets adelsmærke at trænge til Gud. Tonen er mildt indtrængende, som i Mynsters kristelige betragtninger; alle talerne er tilegnet Søren Kierkegaards far. Mere professionelt gejstlige er de følgende Tre Taler ved tænkte Leiligheder (29.4.1845), nemlig ved skriftemål, vielse og begravelse.

Under disse hektiske arbejdsår boede Søren Kierkegaard i Nørregade, nuvær. nr. 38. Da P.C. Kierkegaard 1842 blev præst i Pedersborg ved Sorø måtte Søren Kierkegaard overtage bestyrelsen af familiehuset på Nytorv (nedrevet 1908) som de havde arvet i fællesskab. Maj 1842 købte Søren Kierkegaard broderen ud, og okt. 1844-april 1848 boede han der selv. Søren Kierkegaard indrettede sin bolig med flere skrivepulte hvor blæk og penne stod parat; alt var indstillet på nedskrivning. Han havde I. Levin som medhjælp til renskrivning o.lign. Tjenerskabet holdtes til orden og præcision. Søren Kierkegaard indtog kraftig kost for legeme og sjæl. På daglige spadsereture tog han sit "Menneskebad"; han omgikkes få, men besøgte en tid Jens Giødwad, "Fædrelandet"s redaktør en gang om ugen. I teatret var Søren Kierkegaard en hyppig gæst, Holbergs komedier er en vigtig kilde til hans stil. Han forfriskede sig ved daglange, kostbare køreture til Lyngby, Røjels kro (Geels kro), Fredensborg, Hørsholm, etc.; senere også til broderen i Pedersborg; han var en kær onkel Søren især hos familierne Lund. Søren Kierkegaards eneste udland var Berlin som han atter besøgte 1843, 1845 og 1846, hver gang i maj måned. Søren Kierkegaard opfattede "Efterskrift" som afsluttende; han var udtømt. Han bekymrede sig også for sin økonomi; siden 1839 havde han næsten hvert år afhændet aktier og obligationer. "Mine Finantzer tillader mig ikke mere at være Forfatter", og han overvejer en henvendelse til staten (Pap. VII 1 B 211). Honorarerne for skrifterne dækkede kun lidt af hans leveomkostninger. Nu færdiggjorde han En literair Anmeldelse, udgivet 30.3.1846 hvor han i forbindelse med Thomasine Gyllembourgs To Tidsaldre modstiller den karakterfulde franske revolutionstid og nutiden med dens slappe dyrkelse af fællesskabet. Og så tænkte han på at søge præstekald på landet. Men hvis Søren Kierkegaard kunstnerisk og filosofisk havde opbrugt det konfliktstof som han med forlovelsen og bruddet selv havde frembragt, så havde han, med et dybere lag af sin bevidsthed, forberedt en ny konfliktsituation der skulle fremkalde et skred i produktiviteten. Søren Kierkegaard havde atter grebet ind i sin egen skæbne.

Kritikeren P.L. Møller havde i sin æstetiske årbog for 1845, Gæa, givet en flabet omtale af Stadier paa Livets Vei. Søren Kierkegaard troede at Møller var redaktør af M.A. Goldschmidts frygtede ugeblad Corsaren og satte en protestartikel i Fædrelandet for 27.12.1845. Søren Kierkegaard kalder Møllers artikel for "et af disse væmmelige Corsar-Angreb" og ønsker sig at komme i Corsaren der tidligere havde rost hans arbejder. Skønt Goldschmidt satte Søren Kierkegaard højt anbragte han fra jan. 1846 artikler og tegninger som latterliggjorde Søren Kierkegaard der våndede sig under satirens piskeslag; udadtil forsøgte Søren Kierkegaard at bevare ligevægten – i dagbogen får klagen frit løb. Men smerten gjorde ham produktiv. Han havde i "Efterskrift" talt om tankens martyrium; nu kendte han et andet, og "Under den Titel: Lidelsens Evangelium, kunde jeg have Lyst til at udarbejde en Samling af Prædikener. Texterne skulde være deels af Christi Lidelseshistorie, deels saadanne kraftige Ord som da Apostlene, efter at de var blevne hudflettede, gik glade bort og takkede Gud, at det var dem forundt at lide Noget" (Pap. VII 1 A 160). 24.1.1847 priser Søren Kierkegaard Gud at "alle Pøbelagtighedens Angreb" kom over ham; han har lært at han ikke skulle leve på en præstegård og gøre pønitense: "Nu staaer jeg ganske anderledes paa Pletten end jeg nogensinde har gjort" (ib.229). Så kom 13.3.1847 Opbyggelige Taler i forskjellig Aand. I første afdeling skriftemålstalen: "Hjertets Reenhed er at ville Eet", nemlig hvad Gud vil; i modsat fald er hjertet delt. Anden afdeling: "Hvad vi lære af Lilierne paa Marken og af Himmelens Fugle". Tredie afdeling: "Lidelsens Evangelium. Christelige Taler" som forkynder at ved lidelsen dannes vi for evigheden. Det er ordet "christelig" som angiver talernes nye, strenge ånd. Således også i Kjerlighedens Gjerninger. Nogle christelige Overvejelser i Talers Form der udkom 29.9.1847 hvor den absolutte pligt til at elske Gud og ad den vej elske vor næste strengt foreholdes. Ligeledes i Christelige Taler, fra 26.4.1848 hvor en afdeling hedder "Stemninger i Lidelsers Strid", en anden: "Tanker som saare bagfra – til Opbyggelse". Martyriets lidelse havde Søren Kierkegaard for øjnene med den bornholmske præst A.P. Adler der mente at Gud havde åbenbaret sig for ham og som, da han skrev derom, 1845 blev afsat fra sit embede. I sommeren 1846 skrev Søren Kierkegaard på Bogen om Adler der først blev trykt som Pap. VII 2 A. Heraf udtog Søren Kierkegaard dog et kapitel der satte skel mellem geniet hvis evner er en gave fra Gud, og apostelen hvis kald er en ordre fra Gud. Det blev udgivet 19.5.1849 i en bog, Tvende ethisk-religieuse Smaa-Afhandlinger sammen med en påvisning af at det er formasteligt af et menneske at tro han besidder sandheden og derfor har ret til at lade sig ihjelslå for den; det selvskabte martyrium er frækhed.

1846 fornyedes således Søren Kierkegaards åndelige kraft; da han nåede 5.5.1847 forøgedes den indre spænding: "Forunderligt, at jeg er fyldt 34 Aar. Det er mig aldeles ubegribeligt" (Pap. VIII 1 A 100). Han har af sine værdipapirer kun 400 rdl. tilbage. Når han ikke dør må han skaffe penge og søger at få huset på Nytorv solgt; det lykkes dec. 1847, og for sit provenu, 10.000 rdl., køber han nye papirer som han de følgende år sælger stykkevis. De materielle bekymringer fortsætter dog, og ved påsketid 1848 tror han Gud vil ad denne vej hæve hans tungsindige ensomhed og forløse hans tale i en præstegerning (ibid. 640); straks efter håber han dog at Gud vil komme ham til hjælp så han kan fortsætte som forfatter (645). Og skrive gjorde han, tre hovedværker afsluttedes inden årets udløb; de tryktes først senere. Sygdommen til Døden, udgivet 30.7.1849 og Indøvelse i Christendom, udgivet 27.9.1850, tillagdes pseudonymet Anti-Climacus. Medens Climacus med "Philosophiske Smuler" og "Efterskrift" så op imod troen på paradokset som forstandens lidelse, så er Anti-Climacus som kristen hævet så højt at han kan overskue den kristnes fulde lidelse. Sygdommen til døden er den fortvivlelse som skal føre den selvsikre eller vantro til sandheden: at Jesus i ringe skikkelse er Gud. Indøvelse i Christendom sker derefter i to tempi: den søgende hører "Indbydelsen": Kommer hid, jeg vil give eder hvile! Men må erfare, ved "Standsningen", at indbyderen er en af ordentlige mennesker foragtet fantast, og at betingelsen for hvilen er at gøre sig samtidig med ham.

Søren Kierkegaard så 1848 hele sin virken som religiøs. Det er grundtanken i Synspunktet for min Forfatter-Virksomhed som først blev udgivet 1859 af P.C. Kierkegaard. Som skribent, hævder Søren Kierkegaard, har han parallelt udsendt æstetiske og opbyggelige arbejder, med samme formål, opdragelse til kristendom. Inden for det æstetiske falder den afhandling om skuespilkunsten, med fru Heiberg som eksempel, han havde skrevet 1847 og ladet trykke i "Fædrelandet" juli 1848: Krisen og en Krise i en Skuespillerindes Liv. Og som Søren Kierkegaard har villet opdrage samtiden har Guds forsyn opdraget ham til denne gerning. "Synspunktet" hvoraf Søren Kierkegaard 1851 udgav en mager ekstrakt Om min Forfatter-Virksomhed åbner det dybeste indblik i den åndelige økonomi hvormed et geni forarbejder livets tilskikkelser eller ligefrem hidkalder de ydre oplevelser det har brug for. Søren Kierkegaard skulle senere endnu engang bestemme sin egen skæbne. Foreløbig trak han sine standpunkter op, med videnskabelig præcision i Anti-Climacus' to nævnte skrifter, der udkom 1849 og 1850, desuden i bevidst naiv prædikenstil i Lilien paa Marken og Fuglen under Himlen. Tre gudelige Taler, 14.5.1849, samt endelig som pågående folkelig vækkelse i Til Selvprøvelse. Samtiden anbefalet, 12.9.1851 samt Dømmer selv! hvor tonen er forgrovet indtil det plumpe. Denne 2. række af "Til Selvprøvelse" blev udarbejdet 1851–52, men først trykt 1876. Alt var nu rede til opgøret. 1848–49 havde Søren Kierkegaard på spadsereture indført Rasmus Nielsen i sine kritiske tanker, men brudt med disciplen da denne publicerede nogle af disse som sine egne. Før "Indøvelse i Christendom" blev udgivet, debatterede Søren Kierkegaard i dagbøgerne om han skulle forblive, som pseudonymerne, i en reen Digter-Existents (Pa. X 1 A 510) eller stå med sin person inde for hvad Anti-Climacus havde sagt om den forløjede kristenhed. Det var usikre år; sygdom og svaghed truede; Søren Kierkegaard tog afstand både fra de liberale bevægelser og fra treårskrigens nationale stemninger, men han indrømmede for sig selv at "disse forvirrede Tider har taget lidt paa mig" (ib. 94). Søren Kierkegaard skiftede bolig flere gange. Da han april 1848 forlod Nytorv 2 flyttede han til en "brillant og dyr Leilighed" (Pap. X 2 A 10) Rosenborggade (nuvær. nr. 7), hvor han boede til april 1850; derefter Nørregade (nuvær. nr. 35) indtil april eller okt. 1851; så en smuk villalejlighed ved Sortedamssøen indtil april eller okt. 1852; endelig en beskeden bolig i Klædeboderne (nuvær. Skindergade 38).

Indøvelse i Christendom var et for alle tydeligt angreb på Mynsters humane kristendom og udvortes livsførelse. Efter udsendelsen ventede Søren Kierkegaard på at kirkens primas skulle gøre indrømmelsen, dvs. erkende at hans lære og liv ikke var efter Det ny testamentes kristendom. Men intet skete; i dagbogen borede Søren Kierkegaard sig ned i tanken at et kristeligt levned er efterfølgelse af Kristus. 1850: Samtidighed med Kristus er at afdø, altså leve i armod, foragt, forfølgelse (Pap. X 3 A 171). 1852: Det er kristendom frivilligt at opgive det jordiske (Pap. X 5 A 19). 1854: Skriget fra marterkamret hvor den religiøse lider det at afdø - det vil verden ikke høre, den forbander en sådan religiøs (Pap. XI 2 A 66). Men kristendom er en lidelse der tillige er salighed fordi den der lider i den ydre verden ejer i sin indre, åndelige verden en salig hemmelighed med Gud (1852; Pap. X 4 A 488). Det var en lidelse for Søren Kierkegaard ikke at få afløb for sin forargelse over den danske kirkes nemme kristendom; det var salighed da han besluttede sig til at angribe. Anledningen kom ved biskop Mynsters død. Søndagen før hans begravelse, som fandt sted 7.2.1854, holdt professor Martensen i Slotskirken en prædiken som blev trykt kort efter. Heri sagde Martensen: "Fra den Mand, hvis dyrebare Minde opfylder vort Hjerte, føres vor Tanke tilbage til den hele Række af Sandhedens Vidner, der ligesom en hellig Kjæde strækker sig igjennem Tiderne fra Apostlenes Dage indtil vore Dage". Københavns præsteskab opfordrede i Berlingske Tidende til at yde bidrag til et monument for Mynster. Et sandhedsvidne var for Søren Kierkegaard et blodvidne, altså en martyr, den eneste sande kristne. Han nedskrev straks en protestartikel, men lod den ligge for den måtte ikke se ud som et forsøg på at forhindre Martensen i at blive Mynsters efterfølger. 5.6. blev Martensen indsat. I dec. regnede Søren Kierkegaard med at til monumentet for Mynster "er der vel ogsaa nu omtrent indkommet hvad der vil indkomme", og han offentliggjorde artiklen som han filede på til det sidste, 18.12.1854 i Fædrelandet. Søren Kierkegaard kaldte her Mynster "i høj Grad verdslig klog, men svag, nydelsessyg og kun stor som Declamator". Med denne direkte udfordring til statskirken formede Søren Kierkegaard tredie gang sin skæbne. Indsigelser førte til avispolemik, udvidet i pjecer og endelig, fra 24.5.1855, til Søren Kierkegaards tidsskrift Øieblikket som udkom med 10 numre, det sidste efter Søren Kierkegaards død. Øieblikket er en kristelig Corsar hvis ironiske vid kan ytre sig i et situationsbillede: cand.theol. Frederik From der søger, ikke netop Guds rige, men et levebrød (Nr. 7), men udlader sig oftest som direkte angreb på det præsteskab der lever af at skjule for menigheden at kristendom er lidelse. Dette "geistlige Plattenslager-Laug" (i pjecen Hvad Christus dømmer om officiel Christendom), disse "1000 Levebrødre" (Nr. 5) som holder Gud for nar (Fædrelandet 21.3.1855). Sandheden er jo den at "Christendommen er slet ikke til" (ibid. 26.3.); den er "egentligen ikke kommet ind i Verden, det blev ved Forbilledet og høiest Apostlene" (Nr. 5). Barnedåb, konfirmation, vielse og altergang er "christeligt Comedie-Spil eller det som værre er" (Nr. 7). Til lægmanden, den menige kristne, siger Søren Kierkegaard (i pjecen Dette skal siges; saa være det da sagt): Ved ikke at deltage i den offentlige gudsdyrkelse "har Du bestandigt een og en stor Skyld mindre". I artiklen Hvad jeg vil? (Fædrelandet 31.3.), ønsker Søren Kierkegaard at "vove det Yderste, for om muligt at blive forstaaet": "Jeg vil Redelighed. Er det da dette, Slægten eller Samtiden vil, vil den ærligt, redeligt, uforbeholdent, ligefrem gjøre Oprør mod Christendommen, sige til Gud "vi kan, vi vil ikke bøie os under denne Magt [...]: nu vel, hvor besynderligt det kunde synes, jeg er med; thi Redelighed vil jeg. Og overalt hvor der er Redelighed, kan jeg gaae med". Med denne modige erklæring fik Søren Kierkegaards kamp mod den bestående kirke et dybt, almenmenneskeligt perspektiv.

I artiklen "Hvad jeg vil?" sagde Søren Kierkegaard at han var hverken en kristelig strenghed eller en kristelig mildhed. Han var dog begge dele. 18.5.1851 havde han prædiket i Citadelskirken; denne trøsterige prædiken udgav han 3.9.1855, mellem Øieblikkets nr. 7 og 8, under titlen: Guds Uforanderlighed. Søren Kierkegaards sidste religiøse tale får derved en plads som afslutningen på den strenge "Indøvelse i Christendom". Christelige Udviklinger over Jesu ord, at "fra Høiheden vil han drage Alle til sig" (Joh. XII, 32). – Kampen havde tappet Søren Kierkegaard for de sidste kræfter; han faldt bevidstløs om hjemme og på gaden. Han blev 2.10. indlagt på Frederiks hospital (nuvær. Kunstindustrimuseum) hvor han døde 11.11. Over for Emil Boesen fastholdt han sine protester mod den officielle gudsdyrkelse, og han nægtede at tage den hellige nadver af en præsts hånd. Men han kan bede i fred til Gud: om syndernes forladelse, om at blive fri for fortvivlelse i døden, og om at han må vide noget i forvejen når døden skal komme. Søren Kierkegaard blev begravet 18.11. fra Frue kirke, under stor deltagelse; P.C. Kierkegaard talte; ved graven oplæste en søstersøn, læge Henrik Lund, "Øieblikket's ord om at ingen, har han end erklæret kristendommen for løgn, kan undgå at blive begravet som kristen (Nr. 2, stk. 6: Vi ere alle Christne).

Søren Kierkegaard forbandt den højeste intelligens med potenseret lidenskab. Han citeres idag, i alle verdensdele, på linje med ånder som Platon, Rousseau og Nietzsche. I kraft af sin radikale forståelse af personligheden, "den Enkelte", og dennes ansvar for sig selv i tid og evighed vil Søren Kierkegaard fortsat blive påkaldt, når mennesker trues af åndeligt eller materielt tyranni.

Familie

Søren Kierkegaard blev født i Kbh. (Helligg.), død sst. (Frue), begravet sst. (Ass.). Forældre: hosekræmmer Michael Pedersen Kierkegaard (1756–1838, gift 1. gang 1794 med Kirstine Nielsdatter Royen, ca. 1758–96) og Ane Sørensdatter Lund (1768–1834). Ugift. – Bror til P.C. Kierkegaard.

Ikonografi

To træsnit 1876 efter tegn. formentlig fra 1830'erne. Tegn. af N. C. Kierkegaard, 1838, kalke efter denne (Fr.borg), gengivet i træsnit 1876, i træsnit af O. Andersen og af K. Hendriksen, 1919. Tegn. af N. C. Kierkegaard et par år senere, efter denne en tegn. (Fr.borg), træsnit 1877 og 1891 og radering af I. Borchert, 1929. Formentlig fremstillet på tegn. af W. Marstrand (Hirschsprung). Tegn. af P. Klæstrup, 1842 (Fr.borg), to andre tegn. af samme (sst.) og tegn. af samme ca. 1845 (Kgl. bibl.). Karikaturer i Corsaren 1846 af samme. Malet karikatur af C. O. Zeuthen, 1843 (Fr.borg). Afbildet på tegn. af J. Th. Lundbye, 1846. Tegn. af H. P. Hansen (bl.a. Fr.borg), efter denne træsnit. Tegn. af Victor Hansen (Fr.borg), anonym tegn. i samme type (Kgl. bibl.), efter denne stik af J. Britze, 1929. Profiltegn. af Victor Hansen (Fr.borg). Flere tegn. af Marstrand, bl.a. 1870 (Fr.borg, Kbh.s bymus.), to af Marstrands tegn. stukket af J. Britze, 1924. Tegn. af D. Jacobsen (Fr.borg) forestiller formentlig K.s bror. Tegnet s.m. M. A. Goldschmidt, formentlig af N. Habbe. Tegn. måske forestillende K. (Kgl. bibl.), efter denne stik af J. Britze, 1929. Tegn. af Michael Lund (Fr.borg) på grundlag af tegn. af Marstrand. På grundlag af N. C. Kierkegaards tegn. fra 1838 udførte Carl Aarsleff et relief ca. 1875 (Nyborg mus., Fr.borg), kopier (bl.a. Princeton universitet). Statuette af L. Hasselriis 1878, 1879 (1907 St.mus., Fr.borg, glyptoteket, 1892 Nat.mus., Sth.), forstørret af Aarsleff og sat som monument 1918 (Kgl. bibl.s have). Træsnit 1889 efter forlæg udført efter hukommelsen. Tegn. formentlig af P. C. Skovgaard efter hukommelsen. Buste af Hasselriis, 1899 (Fr.borg), tegn. af samme. Mal. af Luplau Janssen, 1902 (Fr.borg), gentagelse s.å. (Studenterforen.), afbildet på tegn. af samme og på tegn. af K.. Gamborg. Relief af Rikard Magnussen, formentlig 1913, udst. 1927, efter dette stik af Britze, 1929. Buste af R. Magnussen, 1929. Buste af Arnoff Thomsen 1939–40 (Stmus.). Afbildet på mal. af V. Neiiendam, 1936 (Bakkehusmus.). – Mindesten 1918 ved Rødepælstjernen i Gribskov, 1935 af Holger Jacobsen i Gilbjerg plantage, mindetavle s.å. i Sædding k. og mindesten 1937 ved denne. Mindetavle på Nytorv 27 og Bredgade 70, Kbh.

Bibliografi

Bibliografi. Jens Himmelstrup: S. K. International bibliografi, 1962. Aage Jørgensen: S. K.-lit. 1961–70, 1971. Ordbøger. A. Ibsen og Jens Himmelstrup: S. K.-register. Terminologisk reg., 1936 (3. udg.: J. Himmelstrup: Terminologisk ordbog, 1964 = S. K.: Saml. værker XX, også særskilt udg.). The K. indices, udg. Alastair McKinnon I-IV, Leiden 1970–75.

Udg. Saml. værker, udg. A. B. Drachmann, J. L. Heiberg og H. O. Lange I-XIV, 1901–06 (2. udg. I-XV, 1920–36; 3. rev. udg. ved Peter P. Rohde I-XX, 1962–64, nyt opl. 1978). Værker i udvalg, udg. F. J. Billeskov Jansen I-IV, 1950. Philosophiske smuler, udg. Niels Thulstrup, 1955. S. K.s pressepolemik, udg. Ulf Kjær Hansen, 1955. Begrebet angest, udg. Villy Sørensen, 1960 (nyt opl. 1976). Gjentagelsen, udg. G. Malantschuk, 1961 (nyt opl. 1969). Afsluttende uvidenskabelig efterskr., udg. Niels Thulstrup I–II, 1962. Gesammelte Werke, udg. Em. Hirsch m.fl., 35 afd. i 32 bind, Düsseldorf 1950–74 + register og Anhang. Oeuvres complétes, udg. P.-H. Tisseau og Else-Marie Jacquet-Tisseau, Paris 1966 ff. Writings, udg. Howard V. og Edna H. Hong, Princeton 1978ff.

Kilder. S. K. papirer, udg. P. A. Heiberg, V. Kuhr og E. Torsting I-XI, 1909–48 (2. forøgede udg. ved Niels Thulstrup I-XVI, 1968–78). Journal (Extraits), udg. Kn. Ferlov og J.-J. Gateau I-V, Paris 1941–61 (ny udg. 1963 ff). Breve og aktstykker vedr. S. K., udg. Niels Thulstrup I–II, 1953–54. Tagebücher, udg. Hayo Gerdes I-IV, Düsseldorf 1962–74 = Gesammelte Werke, Anhang. Journals and papers, udg. Howard V., Edna H. Hong og G. Malantschuk I–VII, Bloomington, London 1967–78.

Skriftserier. S. K. selsk.s populære skr., 1949 ff. Kierke-gaardiana, 1955 ff. Bibliotheca Kierkegaardiana, udg. N. og M. M. Thulstrup, 1978 ff.

Genealogi. Olaf Kierkegaard og P. F. Parup: Fæstebonden i Sædding Christen Jespersen K.s efterslægt, 1941. Liv og værk. Georg Brandes: S. K., 1877 (også i forf.s Saml. skr., 2. udg. II, 1919 237–377, særskilt udg. 1967). Harald Høffding: S. K. som filosof, 1892. Carl Koch: S. K. Tre foredrag, 1898 (2. udg. 1916, nyt opl. 1925). P. A. Rosenberg: S. K., 1898. Eduard Geismar: S. K. I–II. 1927–28. Walter Lowrie: K., London, N.Y. 1938 (2. udg. I–II. N.Y. 1962). Johs. Hohlenberg: S. K., 1940 (ny udg. 1963). Samme: Den ensommes vej, 1948 (ny udg. 1968). G. Malantschuk: Indførelse i S. K.s forfatterskab, 1953 (2. udg. 1979). Kn. Hansen: S. K. Ideens digter, 1954. Frithiof Brandt: S. K., Sth. 1955 = Världsförfattare. Peter P. Rohde: S. K., 1960 (eng. udg. London 1963). Samme: S. K. Et geni i en købstad, 1962 = Suppl. til Saml. værker I-XX. Johs. Sløk: S. K., 1960 (nyt opl. 1976). Samme: K. Humanismens tænker, 1978. Jørgen Bukdahl: S. K. og den menige mand, 1961 (2. udg. 1970). Hermann Diem: S. K., Göttingen 1964. Carl Jørgensen: S. K. I-V, 1964. Arn. Ljungdal: Problemet K., Sth. 1964 (da. overs. 1965). Fr. Carl Fischer: Existenz und Innerlichkeit, München 1969. Louis Mackey: K. A kind of poet, Philadelphia 1971.

Forhold til åndspersonligheder og -retninger. J. Himmelstrup: S. K.s opfattelse af Sokrates, 1924. H. Roos: S. K. og katolicismen, 1952. Paul V. Rubow: Goldschmidt og K., 1952. Carl Weltzer: Grundtvig og S. K., 1952. Carl Roos: K. og Goethe, 1955. W. Glyn Jones i The modern language review LX, Cambr. 1965 73–82. Sv. Aage Nielsen: K. og Regensen, 1965. Ronald Grimsley: S. K. and French lit., Cardiff 1966. Auktionsprotokol over S. K.s bogsaml., udg. H. P. Rohde, 1967. M. M. Thulstrup: K. og pietismen, 1967. Samme: K., Platons skuen og kristendommen, 1970. Niels Thulstrup: K.s forhold til Hegel, 1967. Samme: K.s Verhältnis zu Hegel, Stuttgart 1970. Hellmut Toftdahl: K. først – og Grundtvig så, 1969. Johs. Sløk: Shakespeare og K., 1972. Steffen Steffensen i Nerthus III, Düsseldorf 1972 19–55.

Biografiske studier. [Henriette Lund:] Erindr. fra hjemmet, 1880 (ny udg. 1909). Vald. Ammundsen: S. K.s ungdom, 1912 = Festskr. udg. af Kbh.s univ. nov. 1912. Frithiof Brandt: Den unge S. K., 1929. Samme og Else Rammel: S. K. og pengene, 1935. Hj. Helweg: S. K. En psykiatrisk-psykologisk studie, 1933. Hans Brix: Analyser og problemer III, 1936 288–312. Carl Weltzer: Peter og S. K., 1936. Sejer Kühle: S. K.s barndom og ungdom, 1950. Hans Brøchner: Erindr. om S. K., udg. Steen Johansen, 1953. Erindr. om S. K., ved Steen Johansen, saml. udg., 1980. Henning Fenger: K.-myter og K.-kilder, 1976. Per Krarup: K. og Borgerdydskolen, 1977.

Digteren og kritikeren. Kn. Jensenius: Nogle Kierkegaard-studier, 1932. Walther Rehm: K. und der Verführer, München 1949. F. J. Billeskov Jansen: Studier i S. K.s lit. kunst, 1951 (nyt opl. 1979). Samme i Revue de l'Univ. de Bruxelles XIII, 1960–61 175–97. Aage Henriksen: K.s romaner, 1954 (nyt opl. 1969). Carl Saggau: Skyldig – ikke skyldig, 1958. K. E. Løgstrup: Kunst og etik, 1961 (nyt opl. 1966). Villy Sørensen: Hverken – eller, 1961 (nyt opl. 1965) 196–210. Lars Bejerholm: "Meddelelsens dialektik", 1962 – Publ.s of the K. society II. Denise Chaplain: Étude sur In vino veritas, Paris 1964 – Annales lit. de l'Univ. de Besancon 2. ser. LXIX. Henning Fenger i Scandinavica III, London, N.Y. 1964 1–16. Bradley R. Dewey sst. X, 1971 1–24. Hans Jørgen Svendsen i Indfaldsvinkler. Festskr. til Oluf Friis, 1964 40–57. Niels Barfoed i Orbis litterarum XXII, 1967 378–86. Josiah Thompson: The lonely labyrinth, Carbondale, London 1967. Klaus Schäfer: Hermeneutische Ontologie in den Climacus-Schriften S. K.s, München 1968. Hellmut Toftdahl: K. og digtningen, 1970 (særtryk af Exil IV, I, 1970 25–44). Henning Fenger i Edda LXXI, Oslo 1971 331–39. Michel Cornu: K. et la communication de l'existence, Lausanne 1972. Gerh. vom Hofe: Die Romantikkritik S. K.s, Frankfurt a.M. 1972. Kj. Holm m.fl.: S. K. og romantikerne, 1974. Heinrich Fauteck i Skandinavistik IV, Glückstadt 1974 81–100. Walter L. Reed; Meditations on the hero, New Haven 1974 (især 34–84). Teddy Petersen: K.s polemiske debut, 1977. Merete Jørgensen: K. som kritiker, 1978. Nelly Viallaneix: Écoute, K. I–II. Paris 1979.

Psykologi, filosofi, teologi, kirkekamp. Fr. Petersen: Dr. S. K.s christendomsforkyndelse I–III, Kria. 1877. Torsten Bohlin: S. K.s etiska åskådning, Sth. 1918. Samme: K.s dogmatiska åskådning i dess hist. sammanhang, Sth. 1925 (også tysk overs. 1927). P. A. Heiberg: Et segment af S. K.s religiøse udvikl., 1918 = K. studier, udg. P. A. Heiberg og V. Kuhr III. Samme: S. K.s religiøse udvikl., 1925. Jul. Schousboe: Om begrebet humor hos S. K., 1925. Hermann Diem: Phihosophie und Christentum bei S. K., München 1929. Samme: Die Existenzdialektik von S. K., Zürich 1950. Ib Ostenfeld: Om angstbegrebet i S. K.s Begrebet angst, 1933. Samme: S. K.s psykologi, 1972. Rikard Magnussen: S. K. set udefra, 1942. Samme: Det særlige kors, 1942. Valter Lindström: Stadiernas teologi. Lund 1943. Samme: Efterföljelsens teologi hos S. K., Sth. 1956. Anders Gemmer: S. K.s livsfilosofi, 1944. Reidar Thomte: K.s philosophy of religion, Princeton 1948 (ny udg. 1969). Paul V. Rubow: K. og hans samtidige, 1950. Samme: K. og kirken, 1955. Per Lønning: "Samtidighedens situation", Oslo 1954. Johs. Sløk: Die Anthropologie K.s, 1954. Samme: Da K. tav, 1980. Per Wagndal: Gemenskapsproblemet hos S. K., Lund 1954 = Studia theol. Lundensia VI. Villads Christensen: S. K.s vej til kristendommen, 1955. Samme: S. K.s motiver til kirkekampen, 1959. Samme: S. K. Det centrale i hans livssyn, 1963. Gregor Malantschuk og N. H. Søe: S. K.s kamp mod kirken, 1956. G. Malantschuk: Dialektik og eksistens hos S. K., 1968. Samme: Frihedens problem i K.s Begrebet angest, 1971. Samme: Den kontroversielle K., 1976. Samme: Fra individ til den enkelte, 1978. Michael Theunissen: Der Begriff Ernst bei S. K., Freiburg 1958. Jørgen K. Bukdahl i Dansk teol. t. XXVI, 1963 96–124. Paul Müller sst. XXXII, 1969 199–217. Arild Christensen: K. og naturen, 1964. Edw. John Carnell: The burden of S. K., Grand Rapids 1965. Marguerite Grimault: La mélancholie de K., Paris 1965. P. C. Kierkegaard: Exstaticus. S. K.s sidste kamp, ved Otto Holmgaard, 1967. Emanuel Skjoldager: S. K.s syn på samvittigheden, 1967. Samme: At vælge sig selv i ansvar, 1969. Helmut Fahrenbach: K.s existenzdialektische Ethik, Frankf. a.M. 1968. Em. Hirsch: Wege zu K., Berlin 1968. K. E. Løgstrup: Opgør med K., 1968. Anne Marie Pieper: Gesch. und Ewigkeit bei S. K., Meisenheim a.G. 1968. Frank-Eberhard Wilde: K.s Verständnis der Existenz, 1969 = Publ.s of the K. society III. N. H. Søe i Festskr. til Søren Holm, 1971 43–52. Kresten Nordentoft: K.s psykologi, 1972. Samme: "Hvad siger brandmajoren?", 1973. Jeremy D. B. Walker: To will one thing, Montreal, London 1972. John W. Elrod: Being and existence in K.s pseudonymous works, Princeton 1975. Christa Kuhnhold: Der Begriff des Sprunges und der Weg des Sprachdenkens, Berlin, N.Y. 1975. Vera Plougmann: S. K.s kristendomsforståelse, 1975. Hans Erik Avlund Frandsen i Poetik VII, nr. 2, 1975 1–90. Paul Müller: Kristendom, etik og majeutik i S. K.s Kjerlighedens gjerninger, 1976. Gunnar F. Jørgensen: S. K. som tvivler, 1977. Peter Thielst: Søren og Regine, 1980.

Søren Kierkegaard og eftertiden. Harald Beyer: S. K. og Norge, Kria. 1924. Theodor W. Adorno: K. Konstruktion des Ästhetischen, Tübingen 1933 (4. udg. 1974, også italiensk overs. 1962). Leo Sjestov: K. og den eksistentielle tænkning, 1947 (russ. udg. 1939). Aage Kabell: K.-studiet i Norden, 1948. Nils Ake Sjöstedt: S. K. och svensk lit., Göteborg 1950. Aage Henriksen: Methods and results of K. studies in Scandinavia, 1951 = Publ.s of the K. society I. Thure Stenström: Den ensamme, Sth. 1961 (især 75–96). Fritz Billeter: Das Dichterische bei Kafka und K., Winterthur 1965. Kn. Hansen: Revolutionær samvittighed, 1965 89–173. Lewis A. Lawson: K.s presence in contemp. American life, Metuchen 1970. Grete Børsand Heyerdahl: Idéhist. smuler, Oslo 1980 70–94.

Essaysamlinger. Em. Hirsch: K.-Studien I–III, Gütersloh 1930–33. Jean Wahl: Études Kierkegaardiennes, Paris 1938 (3. udg. 1967). K. symposion, 1955 = Orbis litterarum X 1–2. Frithiof Brandt: Syv K. studier, 1962. Howard A. Johnson og N. Thulstrup: A. K. critique, N.Y. 1962. K. vivant, udg. UNESCO, Paris 1966. Essays on K., udg. Jerry H. Gill, Minneapolis 1969. K. A. coll. of critical essays, udg. Josiah Thompson, Garden City, N.Y. 1972. H. P. Rohde: Gådefulde stadier på K.s vej, 1974. G. Malantschuk: Frihed og eksistens, 1980.

Auktionsprotokol over Søren Kierkegaards bogsamling. Udg. af Kgl. bibl. med indledning af H. P. Rohde.

Papirer i Kgl. bibl.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig