T.B. v. Jessen

T.B. v. Jessen, Thomas Balthazar v. Jessen, 4.7.1648-27.10.1731, oversekretær. Født i Store Vi, død på Deutsch-Nienhof, begravet i domkirken i Lübeck. J. dimitteredes fra Flensborg og studerede ved universiteterne i Kiel (1665), Helmstedt (1667) og Leiden (1669). 1670 blev han immatrikuleret i Strasbourg hvor han året efter erhvervede den juridiske doktorgrad på en afhandling om "retten til forrang" som i øvrigt tilegnedes grev Burchard Ahlefeldt der havde støttet hans studier. Efter hjemkomsten udnævntes han 8.2.1673 til sekretær ved regeringskancelliet i Glückstadt, men tiltrådte først 1675 idet han i mellemtiden sendtes til rigskammerretten i Speyer. 14.4.1677 udnævntes han til sekretær i Tyske kancelli, og efteråret 1679 blev han kongens kammersekretær og sekretær i geheimekonseilet. 29.10.1681 adledes han med navnet v. J. og 1688 afløste han svigerfaderen som oversekretær i tyske kancelli. 1690 blev han medlem af den permanente kommission der senere blev til overrentekammeret, 1691 af den store kommission i rådstuen for Københavns slot samt endelig 1693 af den store kommission til handelens fremme. 1692 blev han patron for Det kgl. akademi og året efter assessor i højesteret.

Sammen med svigerfaderen øvede J. allerede fra 1680ernes begyndelse afgørende indflydelse på tilrettelæggelsen af Danmarks udenrigspolitik. Målet for denne var klart. Det gjaldt om at bryde den svenske omringning af Danmark der var resultatet af de forudgående dansk-svenske fredsslutninger. "Hovedhjørnestenen" i det svenske udenrigspolitiske system var alliancen med Gottorp, og en løsning af det gottorpske spørgsmål på danske præmisser var derfor en forudsætning for at bryde omringningen og skride til den generobring af de skånske provinser der var dansk udenrigspolitiks ultimative mål. Frankrigs indflydelse betød imidlertid at Danmark ved freden i Fontainebleau 1679 havde måttet afskrive alle gevinster både i forholdet til Sverige og til Gottorp. På baggrund af disse erfaringer måtte det være et naturligt mål for Danmark at sætte sig i Sveriges sted som den europæiske hovedmagts nordiske allierede. Efter den kortvarige episode med det nordiske forbund 1679–80 kom muligheden herfor da den nye leder af Sveriges udenrigspolitik, Bengt Oxenstierna, orienterede sig mod Nederlandene. 1682 og 1683 sluttede Danmark forbund med Frankrig, og de to nordiske stater havde hermed byttet side i europæisk storpolitik. Nyorienteringen i Danmarks udenrigspolitik var i høj grad konciperet af v. J. Ganske vist havde Frederik Ahlefeldt (1623–85) stadig den formelle ledelse, men hans velbekendte magelighed gav embedsmændene i Tyske kancelli stort spillerum hvortil kom de muligheder for at påvirke den letbevægelige konge, v. J. havde i sin egenskab af kammersekretær og geheimerådssekretær. v. J. og C. B. v. Ehrenschild kunne notere sig for en betragtelig udenrigspolitisk succes da Danmark 1684 med tydeligt forbillede i de franske "reunioner" inkorporerede det gottorpske Slesvig uden at Sverige som følge af den franske dækning af Danmark kunne skride ind. Alvorligt svækket blev Danmarks muligheder og ikke mindst dets prestige ved det mislykkede angreb på Hamburg 1686. På kongressen i Altona der trådte sammen s.å. kom Danmark til at stå over for en samlet front bestående af kejseren, Nederlandene og de fleste nordtyske stater der frygtede en dansk ekspansion i Nordtyskland. De danske hovedforhandlere Gensch v. Breitenau og Ehrenschild søgte at trække forhandlingerne i langdrag, men ved forliget i Altona 1689 måtte Danmark ligesom ti år tidligere i Fontainebleau opgive alle opnåede fordele og acceptere en gottorpsk restitution i Slesvig. v. J.s politik havde således lidt alvorlige tilbageslag. Den uovervejede Hamburgaktion bar sin del af skylden, men hovedforudsætningerne var dog at finde i den fuldstændige omkalfatring af den europæiske magtbalance i løbet af 1680erne som følge af Østrigs sejre over tyrkerne og især revolutionen i England 1688 og denne magts tilslutning til Frankrigs fjender i den just udbrudte pfalziske arvefølgekrig. Navnlig Englands holdning havde været afgørende for det danske nederlag i Altona, og stemningen var mildest talt dårlig da den engelske gesandt Robert Molesworth kort efter kom til København for at forhandle om udrustning af et dansk korps til brug i Irland og Skotland. Det var frygten for politisk isolation til trods for alliancen med Frankrig der havde drevet Danmark til denne tilnærmelse til sømagterne, men de hensyn der stadig måtte vises Frankrig vanskeliggjorde forhandlingerne der fra dansk side lededes af v. J. Dertil kom at v. J. inden for danske hof- og regeringskredse modarbejdedes af C. S. Plessen og hertug Frederik Wilhelm af Württemberg der arbejdede for en mere direkte tilknytning til sømagterne. Det lykkedes dog v. J. at føre forhandlingerne til ende, men den høje pris Vilhelm af Oranien kom til at betale for tropperne påvirkede Molesworths syn på v. J. og de andre danske ledere han kom i kontakt med. I An Account of Denmark as It was in the Year 1692 (1694) som Molesworth skrev efter sit treårige ophold i Danmark, er det kun Plessen der finder anerkendelse.

Udenrigspolitisk var 1690'ernes første år præget af en vanskelig balancegang mellem sømagterne og Frankrig, men den europæiske storkrig skabte til gengæld store muligheder for den neutrale handel, og den dansk-norske skibsfart øgedes voldsomt. Sømagternes overgreb mod den neutrale handel gav Danmark og Sverige fælles interesser, og da Danmark foreløbig måtte lade det gottorpske spørgsmål hvile var grundlaget skabt for et dansk-svensk samarbejde der konkret udmøntedes i de to væbnede neutralitetsforbund af 1691 og 1693. Ved fælleskonvojering af handelsskibene søgte man at tvinge de krigsførende til at respektere den neutrale handel og samtidig forhandlede v. J. i Kbh. med både Frankrig og sømagterne om de neutrales handelsrettigheder og om erstatning for beslaglagt gods under devisen "frit skib giver fri ladning", som fastlandsmagten Frankrig accepterede men som sømagterne bestred. Hvad der vanskeliggjorde forhandlingerne var de grove midler den danske statsledelse med v. J. og storkansleren Conrad Reventlow (1644–1708) i spidsen brugte for at gøre søhandelen så indbringende som muligt. Sømagternes beskyldninger om proformarederi hvor udenlandske skibe sejlede under dansk bekvemmelighedsflag var utvivlsomt i almindelighed overdrevne, men den spekulation v. J. selv drev i forbindelse med den københavnske storreder Wilhelm Edinger og sin bror Matthias J., præsident i Altona og storreder, var en belastning for den danske regerings troværdighed. Dette i forbindelse med den tilspidsede situation i forholdet til Gottorp efter hertug Frederik IV's regeringstiltrædelse 1694 var formentlig anledningen til at Christian V gik ind på Plessens forslag om en alliance og subsidietraktat med sømagterne. Da Plessens tilnærmelse til sømagterne ikke gav de ønskede resultater på kongressen i Rijswijk fik det franske parti omkring v. J. og Reventlow påny kongens øre. Det måtte dog stå klart at man ikke hos nogen af de vesteuropæiske hovedmagter kunne forvente den støtte der var nødvendig for at Danmark skulle nå sine politiske mål over for Sverige og Gottorp. På denne baggrund skal den nyorientering i dansk udenrigspolitik den mod Sverige rettede alliance med Polen-Sachsen og Rusland (1699) var udtryk for ses. Sømagternes indgriben og freden i Travendal tvang imidlertid Danmark til at opgive sin østeuropæiske alliancepolitik. Begivenhederne måtte tolkes som et fuldstændigt nederlag for v. J.s politik, og han fjernedes kort efter fra den udenrigspolitiske ledelse og sendtes på en ambassade til Wien hvor han på den danske regerings vegne måtte indgå forbundstraktaten med kejseren af 4.7.1701 der yderligere begrænsede Danmarks udenrigspolitiske handlefrihed. Til gengæld lykkedes det ham at udvirke en kejserlig godkendelse af den danske konges ret til Elbtolden. Dec. 1703 sendtes v. J. som ambassadør til Polen med instruks om i samarbejde med zarens udsending, Patkul, at holde Polen fast på alliancen med Rusland og hindre en polsk særfred med Karl XII. Den svenske konges indmarch i Sachsen og freden i Altranstadt knuste imidlertid dette håb. Under Karl XII's ophold i Sachsen akkrediteredes v. J. tillige denne, og han arbejdede for ved hjælp af Karl Piper og Olof Hermelin at modvirke G. O. H. Görtz indflydelse på Karl XII, uden at det dog lykkedes ham at hindre at der i den svenskkejserlige traktat af 1.7.1707 blev tilsagt kejserlig anerkendelse af Christian August som fyrstebiskop i Lübeck-Eutin.

Efter hjemkomsten helligede v. J. sig administrationen af sine godser, Klægsbøl i Vestslesvig (erhvervet 1681), Binnenau i Oldenburg (skænket ham 1689 af Christian V) og Deutsch-Nienhof i Holsten (købt 1694). Længe varede det dog ikke inden han på ny blev draget ind i statstjenesten. Med Görtz som hertugelig og selv som kgl. kommissær præsiderede han ved den "Convocation" af deputerede for det slesvig-holstenske ridderskab der fandt sted i Slesvig i juli 1711, og da ridderskabet her viste sig imødekommende over for kronens af krigstilstanden foranledigede skattekrav udvirkede v. J. at det fik sit ønske om indkaldelse af en landdag opfyldt. Den trådte sammen i Rendsborg 14.10 s.å. og varede til 4.7.1712, under samme præsidium som "Convocationen", og forløb gunstigt for kongens interesser. Denne landdag blev den sidste i hertugdømmerne.

Efter Frederiks IV's sekvestration af den hertugelige del af Slesvig udnævntes v. J. (4.11.1713) til præsident for den slesvigske regering og overret med sæde på Gottorp. Det tilfaldt således ham, den sidst overlevende af Christian V's rådgivere under reunionspolitikken 1684, at udforme regeringskollegiets og domstolens forretningsgang, lede forvaltningen og varetage retsplejen i det hele hertugdømme fra Kongeå til Ejder. Til løsningen af denne for en mand i hans alder tyngende opgave medbragte han foruden sin administrative erfaring og den patriarkalske myndighed, der kendetegnede hans metoder, en slesvigsk samfølelse, som hjalp over mangen vanskelighed ved afviklingen af forholdet til de tidligere hertugelige embedsmænd. Lige så lidt som centralregeringen i Kbh. havde imidlertid v. J. med sin udelukkende klassiske, tyske og franske dannelse blik for opgavens nationale side, og der blev derfor ingen foranstaltninger af betydning truffet til værn for dansk sprog i de egne af Sønderjylland, hvor det var folkets modersmål.

Under den for Danmark militært, udenrigspolitisk og økonomisk vanskelige situation i sommeren 1718 henvendte Frederik IV sig til 34 højtstående civile og militære embedsmænd, blandt disse også v. J., med anmodning om deres betænkning over spørgsmålet om betingelserne for en mulig fred med Karl XII og Gottorp og, hvis den ikke kunne opnås, da om valget af alliancer (zar Peter eller England-Hannover) til krigens fortsættelse. Som tyve andre af svarene gik også v. J.s ud på, at da det næppe kunne anses for muligt at opnå en antagelig fred ved direkte forhandling med Karl XII, burde der søges tilslutning til England-Hannover, efter v. J.s råd med regenten i Frankrig som mellemmand. Stærkt fremhæver v. J. nødvendigheden af ved en fredsslutning at få forholdet til Gottorp løst til bunden; bedst ville det være, om gottorperne kunne komme ud af begge hertugdømmer, og han nævnede i denne forbindelse den plan om en erstatningsydelse til gottorperne i Oldenburg og Delmenhorst, som et halvthundrede år senere skulle blive virkeliggjort.

Da efter freden med Sverige (juni-juli 1719) indlemmelsen af Slesvigs gottorpske del, som de facto allerede var fuldbyrdet, nu også skulle gennemføres de jure, anvendte den danske regering – rigtignok på utilfredsstillende måde – akterne fra 1684 som forbillede, og den udbad sig tillige råd hos de to gamle erfarne statsmænd, v. Breitenau og v. J. Sidstnævntes svar gik ud på, at stædernes og landskabernes ældre privilegier, hvad enten de hidrørte fra kongen eller hertugen, "som en Naadessag" burde bekræftes, og at ingen fremmed ret, særlig ikke kejserretten, fremtidig måtte påberåbes for domstolene. Arvehyldingen burde foregå ved deputerede, uden sammenkaldelse af ridderskabet; de hertugelige embedsmænd måtte vælge imellem, om de på grund af hertugens traktatbrud og landets indlemmelse i kronen ville anse sig som løst fra deres troskabsed og da i lighed med andre ikke-edfæstede indbyggere deltage i arvehyldingen, eller om de ville udvandre. – I det væsentlige blev disse råd fulgt.

En retfærdig vurdering af v. J.s indsats som statsmand er vanskelig. Han besad en overordentlig arbejdskraft og havde fremragende indsigt i europæisk diplomati såvel som de indviklede forhold i hertugdømmerne. Hans vidtløftige diplomati gjorde ham imidlertid ofte utroværdig i udlandets øjne og hans overdrevne høflighed og pedantiske hængen sig i ydre former bekræftede snarest dette indtryk. To gange, nemlig ved Altonaforliget 1689 og Travendalfreden 1700 lå hans politik i ruiner, og en væsentlig årsag var i begge tilfælde en hang til at udnytte oprindelig gunstige diplomatiske situationer mere end de kunne bære. Men selv om v. J.s forsøg på at skaffe Danmark erstatning i øst for hvad det ikke kunne opnå hos de vesteuropæiske hovedmagter mislykkedes i første omgang var det dog til dels et resultat af hans diplomati, at Sverige blev indviklet i den krig med Rusland, der tilintetgjorde Sveriges stormagtsstilling og i det lange løb muliggjorde en løsning af det gottorpske spørgsmål på danske præmisser. Herved genoprettedes ligevægten mellem de to nordiske stater og den hidtidige trussel mod det danske monarkis eksistens var afværget. – Kancelliråd 1679. Etatsråd 1684. Justitsråd 1692. Geheimeråd 1695. Hvid ridder 1693.