Th. Døssing

Th. Døssing, Thomas Marius Døssing, 6.6.1882-18.4.1947, bibliotekar, diplomat.

Efter at være blevet student fra Viborg 1901 studerede Thomas Døssing teologi men tog ingen eksamen. 1906 blev han assistent ved Det kongelige bibliotek og to år senere underbibliotekar ved Statsbiblioteket i Århus hvor han rettede sin interesse mod folkebibliotekernes forhold. Han knyttedes da 1912 til Statens bogsamlingskomité der under A. S. Steenberg forestod uddelingen af tilskud til folkebibliotekerne og var teknisk vejleder for dem. Ved sine fortrinlige evner som praktisk biblioteksmand og sin føling med det folkelige oplysningsarbejde kom Døssing i denne virksomhed til at spille en dominerende rolle.

Han øvede afgørende indflydelse på forslaget til den første danske bibliotekslov 1920 og overtog naturligt det ved loven oprettede embede som biblioteksdirektør. På den øverste post inden for det danske folkebiblioteksvæsen førte han med smidig myndighed den revolutionerende lov ud i livet. Gennem mere end tyve år var han for folkebibliotekerne den ubestridte førstemand, bl. a. markerende sig i biblioteksdirektørens årsberetninger på Danmarks biblioteksforenings årsmøder. Han stod fast på de grundlæggende principper for folkebibliotekerne som kulturelle institutioner, og han forestod siden den rivende udvikling under hvilken statens tilskud til bibliotekerne mangedobledes. Hans levende sociale og pædagogiske interesser bidrog til kontakten med andre grene af folkeoplysningen inden for skoler og studiekredse. Han forestod udgivelsen af adskillige værker og påbegyndte sammen med Svend Dahl udgivelsen af Dansk Tidsskrift Index og han grundlagde tidsskriftet Bogens Verden der fra 1920 blev Danmarks biblioteksforenings tidsskrift.

I den kulturelle og socialpolitiske debat ytrede Thomas Døssing sig ofte med stor skarphed, bl. a. i pjecen Stene for Brød, 1941. Han gjorde tidligt front mod fascismens og nazismens trusler. Efter besættelsen 1940 gik han som en af de første ind i modstandsarbejdet og arresteredes dec. 1942 på tysk foranledning for senere ved dansk domstol at blive idømt fire måneders fængsel. Han fik efter løsladelsen ikke lov til at vende tilbage til sit embede.

For den nu 60-årige Thomas Døssing skulle livet imidlertid snart tage en helt ny retning. Da Sovjetunionen med hvilken Danmark under tysk tvang tre år tidligere havde afbrudt de diplomatiske forbindelser foråret 1944 indvilgede i at modtage en repræsentant for "det kæmpende Danmark" fik frihedsrådet Døssing til at påtage sig missionen. Den 30.7. ankom han til Moskva efter en omstændelig rejse over Stockholm, London, Nordafrika, Teheran og Baku. Store genvordigheder mødte ham. Det økonomiske grundlag for hans udsendelse var ikke på forhånd ordnet. Han var uden medarbejdere. Hans boligforhold var primitive. I det krigsramte Moskva var det svært at skaffe de mest elementære fornødenheder. Kommunikationen hjemover var næsten håbløs ved sin sjældenhed og langsommelighed. Hans initiativer hæmmedes af lange sygdomsperioder.

Alvorligst blev hans personlige moralsk-politiske dilemma. Han havde accepteret sin diplomatiske mission som repræsentant for "det kæmpende Danmark", og det alene, ligesom Sovjetregeringen havde modtaget ham som sådan. Da der hjemme i væsentlige anliggender opnåedes en forståelse mellem frihedsrådet og de gamle politiske ledere misbilligedes det ikke blot af Sovjetregeringen men også af Thomas Døssing. De to vigtigste spørgsmål han kom til at arbejde med – opnåelsen af sovjetisk tilslutning til en fælleserklæring fra de tre allierede stormagter om Danmark som allieret nation, og sovjetisk godkendelse af den af modstandsfolk og politikere forberedte samlingsregering – blev derfor ikke løst ved Døssings formidling. Det ville de næppe heller være blevet hvis Thomas Døssing havde været mere "diplomatisk". Den sovjetiske anerkendelse kom først da den engelske fremrykning i Nordtyskland i den ellevte time havde sikret Danmarks befrielse vestfra, men for Døssing blev det politiske kompromis i Danmark en dyb skuffelse. Han blev en bitter mand. Dog fik Thomas Døssings krigstids-mission en betydning i det omfang hans referater af de sovjetiske udtalelser under forhandlingerne om befrielsesregeringen påvirkede politikerne i retning af større imødekommenhed over for frihedsrådets krav.

Efter at normale diplomatiske forbindelser mellem Danmark og Sovjetunionen var genoprettet 1945, udnævntes Thomas Døssing til ordinær kgl. gesandt. Ved det første frie valg efter krigen efteråret 1945 stillede han op som folketingskandidat for det kommunistiske parti, dog uden at opnå valg. Efter lang sygdom døde han i Moskva foråret 1947.