Thomas Clausen

Thomas Clausen, 7.10.1677-23.4.1724, generalsuperintendent. Født i Flensborg, død i Hamburg. Efter studietid i Sachsen var C. lærer på Glücksborg og blev 1704 ansat ved Flensborg skole. 1706 blev han trediepræst og 1709 konrektor. Ved Frederiks IVs tilbagekomst s.å. fra Italien overrakte han ham et hyldestskrift og bragte sig således i erindring at han 1712 blev hentet til Skanderborg hvor han foretog vielsen af Anna Sophie Reventlow til kongens venstre hånd. Han blev derefter fyrstindens tyske hofpræst og 1714 dr. theol. ved kgl. udnævnelse. 1721 offentliggjorde han en tale ved en jødindes dåb. 1.2. s.å. blev han generalsuperintendent over Slesvig og den kgl. del af Holsten samt provst over Gottorp og Rendsburg amter hvortil 1722 føjedes Ejder-sted. 3.4.1721 foretog han efter dronning Louises død den fornyede vielse af Anna Sophie og kongen. I sit nye embede hvor han blev modtaget med latinske og tyske lovtaler og digte blev han en energisk, omend magtkær tilsynsmand, skarp modstander af pietisterne som han tidligere havde optrådt mod sværmeriet. Med energi gennemdrev han i Flensborg den påbudte konfirmation. 1723 holdt han synode, men stod ikke ellers i noget godt forhold til provsterne. Med kgl. godkendelse fik han gennemført at deres ordinationsret med tiden skulle overgå til generalsuperintendenten. - Rang med konsistorialråder 1721.

Familie

Forældre: skrædder Thomas C. og Silia Nissen. Gift Mette Ulrikke Martinsdatter Selmer, d. af skipper i Flensborg Martin Ulrichsen S.

Bibliografi

E. Pontoppidan: Annales ecclesiæ danicæ IV, 1752 137f. S. C. Burchardi: Über Synoden, Oldenburg 1837 80. H. N. A. Jensen og A. L. J. Michelsen: Schlesw.-holst. Kirchengesch. IV, Kiel 1879 136. H. F. Rørdam i Kirkehist. saml. 3.r. III, 1881-82 780. Emil Hansen: Gesch. der Konfirmation in Schlesw.-holst., Kiel 1911 180 200 347f. = Schr. des Vereins für schlesw.-holst. Kirchengesch. l.r. VI. A. Dahl: Sønderjyllands bispe-hist., 1930 56. H. F. Petersen i Sønderjyske årbøger 1964 75-88.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig