Thomas Laub, Thomas Linnemann Laub, 5.12.1852-4.2.1927, kirkemusiker. Født i Langå ved Nyborg, død i Gentofte, begravet sst. Efter faderens tidlige død kom L. til sin faster og onkel, sognepræst F. L. B. Zeuthen i Fredericia for at gå i latinskolen og derfra de to sidste år af sin skoletid til Sorø hvor han blev student 1871. Han tog fat på det teologiske studium, men hans allerede i skoletiden opståede ønske om at blive musiker fik ved omgangen med københavnske musikkredse (bl.a. familien Rung) så stærk næring at han i foråret 1873 opgav teologien for musikken. 1873–76 gennemgik L. konservatoriet og var derefter A.P. Berggreens vikar som organist ved Trinitatis kirke 1877–81. Efter ved Berggreens død at være blevet ledig tog han på en rejse til Italien for at studere gammel italiensk musik (1882–83). En frugt af disse studier er samlingen Sangmusik fra det 17. og 18. Aarhundrede (1650–1750) som han udgav sammen med Fr. Rung. 1884 kom hans første litterære arbejde, pjecen Vor musikundervisning og den musikalske dannelse. Han slår heri til lyd for at musikundervisningen i stedet for blot at tilstræbe at opdrage folk til at udfore musik i højere grad bør gå ud på at lære dem at høre musik, især ved at meddele "kendskab til de forskellige tiders udtryksmåder og forståelse af ånden i de tidligere tiders musik". Denne, i samtiden sjældne, sans for værdierne i den ældre musik måtte gøre L. særlig modtagelig for den bevægelse for en fornyelse af kirkesangen der var vokset frem i Tyskland henimod midten af århundredet. Gennem værker af K. G. v. Winterfeld, v. Tucher og andre var der skabt grundlag for et studium af kirkesangens udvikling, især af reformationsårhundredets rige melodiskatte, og kendskabet til disse ting måtte nødvendigvis føre til erkendelse af kirkesangens forfald og ønske om at genvinde de tabte værdier. Ført ud i livet som fornyelse af kirkesangen blev denne bevægelse først i Bayern (J. Zahns koralbog 1855). Her lærte L. den på en rejse 1886 at kende i praksis og blev straks helt grebet af den. Arbejdet på fornyelsen af den danske kirkesang blev fra nu af hans livs hovedopgave. Allerede n.å. forelå hans bog Om Kirkesangen, og de tre følgende år kom et hæfte enstemmige melodier 80 rytmiske Koraler og tre hæfter firstemmige Kirkemelodier. 1888, 89, 90.

Der kom imidlertid snart til at stå kamp om den sag L. havde begyndt at føre frem. Årsagerne hertil var flere. En af grundene må søges i L.s ranke, om man vil stejle, personlighed hvem enhver gåen på akkord var fremmed. En anden væsentlig årsag til kampens hede var den særlige situation som var skabt herhjemme gennem den grundtvigske salmesang. Sammen med Grundtvigs salmer var der opstået en helt ny meloditradition, den såkaldte "kirkelige romance", som netop i de kredse hvor L.s reformbestræbelser naturligt kunne ventes at finde genklang havde vundet en overordentlig udbredelse, ikke i kraft af kirkelig lødighed, men som følge af melodiernes nære slægtskab med den samtidige verdslige musik. Både fordi de havde været med til at bære Grundtvigs salmer frem, og fordi de for en stor del skyldtes meget ansete musikere (J.P.E. Hartmann, C. Barnekow m.fl.) føltes L.s afvisning af netop disse melodier direkte anmassende. Endelig bidrog en rent ydre begivenhed til at isolere L. og hans bestræbelser inden for kirkemusikernes kreds. 1884 var L. blevet organist ved Helligåndskirken. Han kom her i et nært og fra begge sider stærkt påskønnet samarbejde med sognepræsten, den senere biskop Th. Skat Rørdam. Det faldt derfor såre naturligt at Rørdam efter at være blevet Holmens provst ved N. W. Gades død 1890 fik L. ansat som hans efterfølger ved Holmens kirke (1891). Men denne ansættelse vakte i kirkemusikerkredse en storm, dels blandt ældre kolleger som følte sig forbigået, dels fordi det af mange føltes som en udfordring at ansætte L. hvis meget radikale anskuelser lige var kommet frem, netop som Gades efterfølger. Angrebets voldsomhed forklares til dels ved den absolutte mangel på kendskab til og forståelse af L.s "sag" som den førte polemik bærer vidne om.

Uden at lade sig anfægte af ydre modgang, i fast overbevisning om sin sags rigtighed fortsatte L. sit arbejde, udsendte nye samlinger af Salmemelodier i Kirkestil, 1896 og 1902 og Forspil og Melodier, 1909 og endelig sammenfattende Dansk Kirkesang, 1918, et værk af sjælden kunstnerisk helhed og fylde. Det er sine tyske forgængere overlegent, både hvad kvalitet og redaktion af de optagne ældre melodier angår og især i de fremragende udsættelser. En særstilling indtager det derved at L. har formået at bygge videre og skabe en række nye melodier der på én gang er dybt i pagt med de gamle og dog personligt formet, levende kunst. Dets styrke og begrænsning er forbundet med L.s koncentration omkring en bestemt historisk stil, den såkaldte "kantional-stil" der fremtræder i klassiske melodisamlinger omkring 1600 (H. L. Hassier, M. Prätorius, M. Vulpius, J. H. Schein, H. Schütz og andre). Over for 17- og 1800-årenes melodier var han næsten helt afvisende. En senere tid har ikke fastholdt en så stærk begrænsning; både melodier fra 16–1700-tallet og et stort udvalg af den romantiske kirkesangs bedste melodier, og hertil (i nyeste tid) en broget strøm af helt traditionsløse melodier gør sig mere eller mindre stærkt gældende. Men hovedlinjen i vor tids kirkelige sang, udtrykt i Den danske Koralbog (1954), er umiskendeligt stærkt og grundlæggende præget af L.s arbejde. Hans melodiredaktioner og udsættelser, såvel som hans og hans elevers melodier, udgør en meget stor del af koralbogens indhold og er i dag indsunget i den danske kirke i meget betydeligt omfang. Synspunkterne for sit arbejde med sagen sammenfattede L. endnu en gang i bogen Musik og Kirke, 1920, en meget personlig, ofte rigeligt subjektiv, men helt igennem fængslende og inspirerende fremstilling. På L.s 70-årsdag stiftedes Samfundet dansk kirkesang til at sikre og videreføre hans arbejde. Her har navnlig dets mangeårige formand efter L.s død M. Wöldike bidraget overordentligt til udbredelsen af hans værk.

Arbejdet med kirkemelodierne førte L. ind på et andet område, den danske folkevise. Hans beskæftigelse med de ældre, såkaldte kirketonearter fik ham til at se at en del af vore folkevisemelodier ganske tydeligt viste spor af at høre hjemme i disse tonearter, ikke i de nyere, dur og mol, hvortil de af optegnere og udgivere var blevet henført. I "Om Kirkesangen" og især i den omfattende undersøgelse Studier over vore Folkevisemelodiers Oprindelse og musikalske Bygning (Dania, 1892–93) har han gjort rede for sit syn og inddelt en stor del viser i grupper efter deres slægtskab med de enkelte kirketonearter. På grundlag heraf har han i praktiske udgaver 10 gamle danske Folkeviser udsatte for blandet Kor, 1890 og Danske Folkeviser med gamle Melodier hft. 1–2, 1899 og 1904 (teksterne ved Axel Olrik) m. fl. søgt at rekonstruere en række viser. Hans gengivelser er musikalsk set meget smukke, men historisk set næppe holdbare, i lovlig stor udstrækning byggende på love hentede fra den middelalderlige kunstmusik. Sin centrale og rigtige opfattelse af kirketonale elementer i viserne har L. uden tvivl ført for langt ud. Mod den ensidige fremhævelse af kirketonearterne som ægthedskriterium og værdimålestok har navnlig H. Thuren og H. Grüner-Nielsen med rette hævdet en rummeligere tonalitetsopfattelse. Af meget stor betydning for folke- og skolesangen blev L.s samarbejde med Carl Nielsen indledt ved de to hæfter En Snes danske Viser I, 1915; II, 1917 og fortsat i Folkehøjskolens Melodibog, 1922, sammen med Carl Nielsen, Thorvald Aagaard og Oluf Ring der ikke blot giver udtryk for en afgørende nyorientering inden for højskolens sang, men som i det hele taget ved sin stræben efter kvalitet har bidraget meget til en højnelse af den folkelige sangs niveau. L.s egne melodier bevæger sig fra den enkle, kraftige fællessang Et jævnt og muntert virksomt Liv paa Jord til den stilfærdige, fine (men aldrig forfinede) "Lied im Volkston" i bevidst tilknytning til J.A.P. Schulz. Højest i denne genre når han i sin samling Tolv Viser og Sange af danske Digtere, 1920. "Det er vel overhovedet første Gang i dansk Aandsliv, at Ord og Toner er indgaaet en saa fuldkommen Formæling" (Carl Nielsen).

Den "historiske musikopdragelse" L. i sit første arbejde havde slået til lyd for fik han navnlig i sine senere år rig lejlighed til at praktisere. Gennem sin meget inspirerende personlige undervisning, som han fortsatte med også efter at han 1925 havde taget sin afsked som organist, har han øvet stor indflydelse på en række musikere og musikforskere af den yngre generation (P.S. Rung-Keller, Thorv. Aagaard, Kn. Jeppesen, M. Wöldike, Povl Hamburger m.fl.).

At opgøre L.s samlede indsats i dansk musikliv vil endnu næppe være muligt. Det står dog fast at han på flere områder har været banebryder, på et enkelt, kirkesangens, har hans arbejde været grundlæggende for generationer. I alt hvad han gav sig af med træder hans sans og evne for kunstnerisk kvalitet klart frem, rigest udtrykt i samlingen Dansk Kirkesang. Hans store indflydelse må i øvrigt ses på baggrund af hans til det sidste usvækket levende og åbne personlighed, forenet med en karakterstyrke af usædvanligt format. Som åndelig førerskikkelse vil L. bevare sin plads både i dansk musikhistorie og dansk kirkehistorie.

Familie

Forældre: sognepræst til Langå og Øksendrup Hans Jørgen Trojel L. (1817–63) og Ernestine Deichmann Linnemann (1827–85). Ugift.

Ikonografi

Tegn. af Ernestine Nyrop, 1926. Foto.

Bibliografi

Povl Hamburger: Bibliografisk fortegn. over T. L.s litterære og musikalske arbejder, 1932. – Carl Nielsen: Levende musik, 1925 (ny udg. 1976) 65–74. Kaj Jørgensen i Kirkeligt samf.s årbog 1926–27 16–27. Mogens Wöldike i Berl.tid. 12.2.1927. J. Trier i Menighedsbl., 1927 105–11. Chr. Welding sst. 161–65. Johs. Schepelern i Tidehverv I, s.å. 81–83. Dansk kirkemusiker tid., s.å. 29f. Mogens Wöldike i Højskolebl., s.å. 363–70. E. Nyrop sst. 449–58 495–502. Jens Peter Larsen i Dansk musik t., 1931 197–203. L. J. Koch i Kirken III, 1931 129–45. J. Trier sst. 161–70. Jul. Foss sst. IV, 1932 3–15. Jens Peter Larsen sst. 66–79. C. Varming sst. 108–24. Chr. Welding i Dansk kirkesangs årsskr. 1940 3–8. Povl Hamburger sst. 1945–46 22–27. Jens Peter Larsen sst. 28–41. M. Wöldike sst. 1952 3–6. Erik Dal sst. 1957 7–25. Helge Skovmand sst. 1973–74, 1975 65–70. Børge Ørsted sst. 1975–76, 1978 15–21. Povl Hamburger: T. L., 1942. Jens Peter Larsen i Danmark IV, 1944 415–20. Bengt Johnsson i Nord. musikkultur, 1952 354–57. Henrik Glahn i T. L.: Musik og kirke, ny udg. 1978. Nils Schiørring: Musikkens hist. i Danm. III, 1978 113–20. Samme i Kbh.s univ. 1479–1979, red. Sv. Ellehøj XI, 1979 379–81. – Manus. i Kgl.bibl.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig