Thorkil, Thorkil den Høje, død ca. 1024, jarl. Thorkil var en af de mest fremtrædende vikingehøvdinge omkring år 1000. Han deltog i slagene ved Svold og ved Hjørungavåg, men vandt især berømmelse som leder af vikingehæren i England 1002–12. År efter år skruede Thorkil danegældens størrelse i vejret indtil højdepunktet nåedes 1012 med 48.000 pund. Ikke længe efter sluttede Thorkil forlig med kong Æthelred; med mandskabet på 45 skibe trådte han i hans tjeneste og påtog sig at forsvare landet imod at få underhold og klædning for sig og krigerne. Sin forpligtelse opfyldte Thorkil loyalt i de følgende år; 1013 forsvarede han således London mod Sven Tveskæg og Æthelred søgte tilflugt på Thorkils flåde. Der blev på den tid udbetalt Thorkil og hans krigere 21.000 pund. Kort efter fandt imidlertid et omslag sted. Efter kong Svens død febr. 1014 forlod Thorkil Æthelred; han sejlede med ni skibe til Danmark og fik Knud den Store til at angribe England. Med en stor flåde drog Knud derover 1015 og underlagde sig efter en lang række kampe hvori Thorkil deltog, således ved Ashington 1016, store dele af England. Ved kong Edmunds død s.å. valgtes Knud til Englands konge og Thorkil fik styrelsen af den ene af de fire store landsdele hvori riget deltes, nemlig Østangel. Efter at Knud ikke længe efter havde ladet Eadric Streona dræbe var Thorkil i nogle år Knuds øverste rådgiver og højre hånd. På kamppladsen Ashington byggede Knud og Thorkil i forening en kirke, og kirken Bury St. Edmunds havde i Thorkil en varm beskytter; han satte regelbundne munke til at betjene den i stedet for klerke. Imidlertid betvivlede Knud Thorkils loyalitet da han giftede sig med Eadrics enke og forviste 1021 Thorkil til Danmark. Nogle år efter overdrog Knud ham dog at styre Danmark som værge for Harald Harefod, men kort efter døde Thorkil; efter en upålidelig engelsk krønike skal han være blevet svigtet af de danske høvdinge og dræbt af almuen. Hans søn Harald Thorkilsen overtog derefter faderens hverv.

Familie

Forældre: Strut-Harald, jarl i Skåne. Gift med Eadgytha (gift 1. gang med jarl Eadric Streona, død 1017), datter af kong Æthelred (død 1016).

Bibliografi

E. A. Freeman: The history of the Norman conquest of England I, Oxf. 1867 (ny udg. 1977) 363f. Johs. Steenstrup: Normannerne III, 1882 (reproudg. 1972). Erik Arup: Danm.s hist. I, 1925 (reproudg. 1961) 129–32 134. Sv. Ellehøj i Hist. t. 1 l.r.IV, 1953–56 1–51. Samme: Studier over den ældste norrøne historieskrivn., 1965.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig