Thorvald Elmquist

Thorvald Elmquist, Thorvald Jørgen Adolf Elmquist, 17.10.1847-19.8.1919, præst, bladudgiver. Født i Århus, død i Kbh., begravet sst. (Vestre). E. blev student (Århus) 1866 og teologisk kandidat 1872; s.å. blev han kapellan i Årslev-Hørning, var 1876-78 sognepræst i Ørre-Sinding, 1878-82 i Ry, 1882-89 i Gudum-Lillevorde-Sejlflod, 1889-98 i Flødstrup-Ullerslev, 1898-1906 i Nakskov (1904-06 provst for Lollands vestre provsti) og 1906-14 i Hvedstrup-Fløng. 1883-1902 udgav E. (til 1894 sammen med Thomas Rørdam) Kirkebladet som repræsenterede det yderste grundtvigske højre, bekæmpede alle venstretendenser i teologi og kirkepolitik og forsvarede sognemenighederne over for valgmenighedernes splittende virkning i folkekirken. E. stod helt bag de bestræbelser, der i 1880erne førte til de tværkirkelige Bethesdamøder af de forskellige kirkelige retninger, og som ven af Vilhelm Beck søgte han stedse at få grundtvigianismen til at lægge sig nær op ad Indre mission og acceptere dens metode; dog blev han under denne bevægelses voldsomme radikalisering i 1890erne betænkelig og kritisk. 1902 måtte han standse sit blad fordi abonnenterne svigtede under striden om menighedsråd og kirkeforfatning. E. udfoldede også et populært-opbyggeligt forfatterskab, arbejdede for Ydre mission (Santal-missionen) og Evangelisk alliance, men i samtiden vandt hans økumeniske holdning ikke større genklang.

Familie

Forældre: residerende kapellan ved Frue k. i Århus, senere sognepræst i Virring Alfred Hjalmar E. (1819-92, gift 2. gang 1861 med Johanne Rebekka Jensen, 1829-96) og Georgine Christine Nielsen (1822-56). Gift 1. gang 7.8.1873 i Hørning med Sofie Marie Ring, født 25.7.1853 i Virring, død 12.6.1908 på Frbg., d. af lærer Niels Christian R. (1828-97) og Marie Balle (1829-1902). Gift 2. gang 17.8.1909 i Viby ved Kerteminde med Therese Caroline Johanne Rudolph, født 25.4.1852 i Kbh. (Fodsst.), død 9.1.1934 sst., d. af læge på Grønland, senere justitsråd Christian Nicolai R. (1811-82, gift 2. gang 1861 med Christiane Nicoline Serine Marie Magdalene Rehm, 1828-1913) og Emilie Nicoline Caroline Bahs (1816-54). – Sønnesøn af A. F. E.

Ikonografi

Foto.

Bibliografi

A. G. J. Elmquist: Stamtavle over Gudman Elmquists efterkommere, 1913. P. G. Lindhardt: Morten Pontoppidan I-II, 1950-53. A. Pontoppidan Thyssen: Den nygrundtvigske bevægelse, 1958.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig