Thorvald Knudsen

Thorvald Knudsen, Rasmus Thorvald Knudsen, 22.1.1870-12.10.1933, højskoleforstander, præst. Født i Sødinge, Ringe sg, død på Ringe sygehus, begravet i Dalby på Hindsholm. K. gik i friskolen hos sin far og kom senere på højskolerne i Ryslinge og Vallekilde, inden han blev uddannet til gartner. Som sådan arbejdede han i England 1891–93, blev derefter elev på Askov udvidede højskole i et par år og studerede 1896–98 teologi i Kbh., dels ved privat undervisning og dels ved universitetet. 1898 rejste han til USA for at være med i højskolearbejdet blandt danske derovre og fik straks en ledende stilling. Han blev forstander for højskolen i Nysted, Nebraska, og 1903 for den større skole Danebod i Tyler, Minneapolis; begge steder var han det meste af tiden tillige præst for de danske menigheder. 1912 blev han af Den danske kirke i USA kaldet til at være forstander for kirkesamfundets præste- og ungdomsskole, Grand View College i Des Moines, Iowa, hvor han virkede med stor dygtighed. Men allerede 1915 vendte han tilbage til højskolen i Tyler, da han fandt stillingen der mere fri end ved præsteskolen. Han havde udprægede anlæg for arbejdet med dansk ungdom i USA, samlede altid mange elever omkring sig, var anset og afholdt alle vegne og blev søgt som foredragsholder og prædikant i de fleste danske menigheder og kolonier. Det var derfor til sorg for mange at han 1920 forlod USA for at finde en virksomhed i Danmark, hvad han også fik med det samme da han blev forstander for den nybyggede Danebod højskole på Als. Men allerede n.å. blev han antaget som præst for valgmenigheden i Ryslinge, efter at man havde delt sig i en valg- og en frimenighed på grund af uenighed om menighedens dåbspraksis. Her virkede han til sin død og holdt desuden mange foredrag på højskoler og friskoler. – Sønnen Johannes Henrik Vilstrup Knudsen, 1902-84, blev cand.mag. i Kbh. og kirkehistorisk ph.d. i USA. Efter virke som præst var han 1942–52 forstander for Grand View College og 1954–71 professor i kirkehistorie ved Lutheran School of Theology, Chicago. K. er talsmand for at den danske kultur, som immigranterne medbragte skal bidrage med sin egenart til den amerikanske. Da den grundtvigsk-prægede Danish Lutheran Church in America 1962 indgik i et større kirkesamfund, blev K. en aflederne i Danish Special Interest Conference, der blev oprettet for at formidle værdierne fra et århundredes danske kirkeliv i USA til nutidens amerikanske kirke, og siden 1971 redigerer han bladet Kirke og Folk. Han har bl.a. skrevet Grundtvig-biografien Danish Rebel (Philadelphia 1955) og redigeret og for størstedelen oversat N. F. S. Grundtvig: Selected Writings 1976 og sangbogen A Heritage in Song, 1978. R. 1957. –

Familie

Forældre: friskolelærer og børnehjems-bestyrer, senere gårdejer i Birkebjerg, Dalby sg., Knud Rasmussen (1837–1920, gift 2. gang 1872 med Kirsten Rasmussen, 1846–1922) og Ane Marie Jensen (1839–72). Gift 21.8.1900 i Borris med Thora Vilstrup, født 7.11.1873 i Borris, død 31.10.1965 i Fredericia, d. af provst Henrik Stampe V. (1835–1908) og Johanne Frederikke Bruhn (1844–86).

Ikonografi

Foto.

Bibliografi

Stamtvl. over efterkommerne af Chr. Krarup, 6. udg. 1958. Th. Helveg i Højskolebl. XXXVII, 1912 1017–20; Alfr. Povlsen sst. 1921 1–4. Enok Mortensen: The Danish Lutheran Church in America, Philadelphia 1967 = Kirkehist. stud. 2.r. XXV 167f. Samme: Schools for life, Solvang, Californien 1977 61f 85–91 128f.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig