Tobias Mørch

Tobias Mørch, Severin Christian Tobias Mørch, 15.9.1840-6.9.1916, præst. Født i Umánaq, død i Upernavik, begravet sst. Missionæren i Umánaq 1846-55 tog sig under skolegangen særlig af M. og forberedte ham til optagelse på kateketseminariet i Jakobshavn. Seminarieforstanderen dér tog ham efter de tre års uddannelse 1858 med til forsøgsvis videreuddannelse i Danmark med præstevielse for øje. M. måtte dog året efter vende hjem, blev ansat som overkateket ved Upernavik hvor han virkede indtil 1872. Samme år fik han en rejse til Danmark for i de næste to år at blive undervist i teologi. 1874 blev han så endelig præsteviet som den anden grønlandsk fødte og fik tjenestested ved Upernavik. Her fortsatte han sin hidtidige gerning indtil 1881 hvor han blev forflyttet til Jakobshavn. 1882 blev han atter forflyttet, nu til Egedesminde hvor han virkede til 1887 for samme år at vende tilbage til embedet i Upernavik. Her forblev han til sin afsked 1908. 1913-14 fungerede han dog igen midlertidigt i sit gamle embede skønt han følte sig for gammel og svag. Det var en vanskelig opgave M. blev sat på både som overkateket og senere som præst, men den kunne kun løses tilfredsstillende af en af landets egne børn. Distriktet lå isoleret og dækkede en lang kyststrækning. Det var vanskeligt at søge hjælp og råd hos kolleger længere sydpå. M. fik med årene en tæt tilknytning til Upernaviks befolkning der viste ham sin hengivenhed både i dagligdagen og ved hans død. M. udgav oqalutsit sapåtine nagdliútunilo ukiume iluitsume, 1903, den første originale grønlandske prædikensamling.

Familie

Forældre: kateketformand Hans Peter M. (1808-76) og Johanne Birgithe Charlotte Møller (1811-72). Gift 2.12.1866 i Upernavik med Marie Regine Lynge, født 30.3.1850 i Upernavik, død 20.3.1917 sst., d. af sælfanger Jakob Georg L. og Sophie Mathilde Cortzen.

Udnævnelser

DM. 1895.

Ikonografi

Træsnit 1874. Foto.

Bibliografi

Det grønlandske selsk.s årsskr. 1936 70-93; 1937 138-51 (breve). – [C. W.] Schultz-Lorentzen sst. 1916, 1917 149-51. A. Bertelsen: Grønlænderne i Danm., 1945 = Medd. om Grønland CXLV.2 93-98. – Papirer i Kgl. bibl.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig