Toni Lander Marks

Toni Lander Marks, 19.6.1931-19.5.1985, solodanser, instruktør. L. kom på Det kgl. teaters balletskole 1939. Hun debuterede allerede 1947 (4.11.) ved en lyndublering som københavnerfrøkenen Sophie i Livjægerne paa Amager, men det var først senere i karrieren, at August Bournonville skulle få virkelig betydning for hende som danser og pædagog. I starten stræbte hun under Harald Landers ledelse mod en mere russisk præget virtuosteknik. Hun blev balletdanser 1949, men havde allerede året forinden fået sin store chance, da hun overtog ballerinapartiet i Etudes. Det var skabt til Margot Lander, men ved nyopsætningen 1951 omformedes det efter L.s lange, elegante skikkelse og hendes stadig sikrere teknik. Partiet, der i international ballethistorie er blevet hendes fremfor nogens, har hun danset overalt i verden, og præstationen er fastholdt i den danske TV-version fra 1969 hvor hun stråler som en virtuos verdensballerina med en fint sleben og pletfri teknik, men også med gratie og ynde i de romantiske passager. – I sine første danserår var L. en fiks sypige i Den skønne Donau og Julie i Birger BartholinsRomeo og Julie-fantasi, mens hun viste sine anlæg for brillant-dansen i pas de deux'-en fra Nøddeknækkeren. Hun blev gift med Harald Lander 1950 – samme år som hun blev udnævnt til solodanser – og han skabte det store danseparti i operaen La Vida Breve til hende. 1951 forlod hun landet sammen med sin mand og startede den mest glansfulde internationale karriere, nogen dansk danserinde har opnået i dette århundrede. Hun blev gæsteballerina og senere fast engageret ved London Festival Ballet som hun turnerede med overalt i verden, blandt andet til København ved to succesfulde gæstespil 1957 og 1959 hvor hun viste, at hun nu var en verdensballerina i det store format. Hun dansede Teresina i Landers opsætning af Napoli ien enaktsversion for London Festival Ballet, 1954, og var Taglioni i Pas de Quatre, 1955. Hun erobrede de store stjernepartier som titelrollen i Esmeralda, Svanilda i Coppelia og prinsessen i Svanesøen hvor hendes linjespil, musikalitet og overlegne beherskelse af det tekniske vakte beundring. 1960–61 var hun ballerina ved American Ballet Theatre, og efter endnu en sæson i London var hun fra 1963 påny tilbage i New York.

I disse år udvikledes og modnedes hun som kunstner. Som Frøken Julie viste hun evne til et intelligent og minutiøst opbygget karakterstudie af adelsfrøkenen hvor L. understregede, at denne kvinde ikke blot kæmper mod Jean, men først og fremmest mod kræfter i sit eget sind. I ballettens stumme kunst viste L. sig i stand til at spejle og gengive sindets indre konflikter, ligesom hun i Månerenen åbenbarede sig som en stærk, dramatisk balletskuespiller. Det samme var tilfældet som Caroline i Syrenhaven, mens hun overraskede ved at udfolde en henrivende romantisk ynde som Sylfiden, 1965, et parti hun aldrig fik danset på Kongens Nytorv hvor hun dog hyppigt vendte tilbage som gæst i 1960'erne, ligesom hun ofte dansede i dansk tv og blandt andet medvirkede i lørdagsskolen i den store serie om Bournonville-skolerne 1967. – 1971 vendte L. fast tilbage til Det kgl. teater hvor hun på scenen viste sin ynde som Desdemona i Morens Pavane, men ellers først og fremmest virkede som en meget værdsat pædagog. Hun har undervist i Bournonville rundt omkring i verden, og hun har sat Etudes op adskillige steder med Lise Lander ved sin side. 1976 vendte L. tilbage til Amerika, og hun underviser nu ved Ballet West i Salt Lake City hvor hendes mand Bruce Marks er direktør og koreograf. – Foruden ved de nævnte kompagnier har L. i kortere perioder været knyttet til Original Ballet Russe i London og Marquis de Cuevas' kompagni i Paris foruden at være gæst ved adskillige gallaer. I sine aktive danserår var L. den klassiske ballerina par excellence, hvilket dog ikke forhindrede hende i at springe ud i en moderne rolle som den unge frue i Stævnemødet, der ikke fandt sted efter en synopsis af Françoise Sagan. I det hele taget tilførte L. de klassiske partier noget af sin egen tid. I sine tidlige danserår, hvor hun især blev berømmet for sin fuldendte plastik og en dans så sikker og præcis som havde hun stålfjedre i tåen, blev hun ofte karakteriseret som kølig. Senere viste hun imidlertid, at hun havde både varme, en poetisk kunstnersjæl og en stærk karakter som gav partierne farve og liv. Dancer of the Year, 1955. Århus Studenterforenings æreskunstner, 1957.