Troels Trier, 30.4.1879-21.9.1962, maler. At Troels Trier var født på Vallekilde højskole satte sit præg på hans liv og løbebane. I hans hjem kom mange kunstnere, og særlig Joakim Skovgaard fik betydning for ham. På mødrene side var han beslægtet med W. Marstrand. Ved faderens død spredtes familien imidlertid og Troels Trier kom i malerlære, blev svend 1897 og rejste så til Kbh. Efter studentereksamen læste han teologi indtil 1903 og kom dernæst på Kunstnernes studieskole. Han debuterede 1904 på Kunstnernes efterårsudstilling men blev fra 1905 en trofast udstiller på Charlottenborg. 1907 modtog han Neuhausens præmie og rejste 1908 til Paris. S.å. fik han tuberkulose, flyttede tilbage til Vallekilde og genoptog først 1913 maleriet.

Heller ikke senere studierejser synes at have rokket den forankring i dansk tradition hans maleri repræsenterer, og på samme måde forblev han livet igennem upåvirket af nye kunstneriske strømninger. – Troels Trier er bedst kendt for sit naturalistiske landskabs- og dyremaleri især fra Odsherreds natur, og hans værker findes næsten kun i privateje. Dog har han løst adskillige bundne opgaver: fresker med mytologiske motiver på Vallekilde 1922, Skovshoved skole 1933 (begge gaver fra Ny Carlsbergfondet) og Ollerup gymnastikhøjskole, altertavler i Lynge kirke, Sorø Amt, ca. 1923, Slagelse hospitalskirke 1933 og Lødderup kirke på Mors 1945, alle med motivet den fortabte søn, i Øster Assels 1924 og Vester Assels 1950, Mors. Troels Trier har desuden arbejdet med dekoration og skulptur, således genforeningsstenen på Esterhøj i Odsherred. – Mindeudstilling 1962 i Århus Kunstgalleri, samt 1963 på Vallekilde højskole arrangeret af sønnerne Holmer og Ernst, ligeledes malere.

Familie

Troels Trier blev født i Vallekilde, død sst., begravet sst. (Valgmenighedens kirkegård). Forældre: højskoleforstander Ernst Trier (1837-93) og Julie V. Marstrand (1850-81). Gift 2.5.1908 i Vejen med Karen Dal Pedersen, født 27.8.1884 i Vejen, død 2.6.1959 sst., d. af tømrermester, senere gårdejer Niels Pedersen (1855-1940) og Caroline Margrethe Rasmussen (1861-1932). - Halvbror til Sigrid Trier Hansen.

Ikonografi

Foto.

Bibliografi

Interviews i Holbæk amts venstrebl. 28.4.1959 og Næstved tid. 3.3.1961. – E[mst] G[oldschmidt] i Politiken 23.9.1915. Niels Gyde i Fyns tid. 20.9.1931. Møns dagbl. 13.9.1963. – Papirer i Rigsark.

Kommentarer (2)

skrev Torben Arendal

Kære Redaktionen!

Troels Trier havde en lidt ældre søster som burde også nævnes. Gudrun Trier Mørch var indretningsarkitekt, kunstmaler m.m.

Jeg har flere fotos af mine landskabsmalerier fra Odsherred af Troels Trier. Må gerne bruges på siden.

mvh
Torben Arendal
50363285

svarede Jørgen Nørby Jensen

Tak for din kommentar. Biografisk Leksikon opdateres desværre ikke, så vi kan ikke ændre teksten. Vi lader dog din kommentar stå til almindelig orientering.

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig