Tue Galen

Tue Galen, ca. 1320-.ca. 1400, levede endnu 11.8.1400, marsk, gælker, rigsråd. G. var brorsøn af ærkebiskop Peder Jensen G. og tilhørte således Skånes mægtigste adelsslægt. G. var som flertallet af sin slægt besjælet af en glødende lokalpatriotisme, og det kom til at præge hans politiske aktivitet som faldt i en for Skåne vanskelig periode. G. var ridder allerede 1345 og må derfor antages fra starten at have støttet farbroderens og kong Magnus' fælles politik. 1357 sluttede G. sammen med andre medlemmer af slægten op omkring den unge Erik Magnusson i dennes oprør mod faderen kong Magnus. Da Skåne 1360 kom til Danmark blev G. dansk rigsråd og var 1364-65 Valdemar Atterdags marsk og tog aktiv del i kongens kamp mod hanseaterne. Men da Valdemar 1368 forlod Danmark søgte G. forbindelse med Albrecht af Mecklenburg der da var blevet svensk konge. Kort efter var G. blandt de førende i det danske rigsråds forhandlinger der førte til freden i Stralsund 1370 med Hansestæderne. Sammen med drosten Claus Limbek, Roskildebispen m.fl. var G. garant for at kong Valdemar ville besegle freden med sit store segl. Ved Valdemars død udnævntes G. til det for Skåne særlige rigsembede, gælker, og han støttede i marts 1376 sammen med ærkebiskoppen og syv skånske adelige valget af Oluf til dansk konge. Ikke desto mindre forhandlede han og andre skånske stormænd 1377-78 med kong Albrecht, og G. indtog en fremtrædende plads på det møde ærkebiskop Mogens sammenkaldte i Lund 1380 som resulterede i den skånske landefred. Fire måneder senere var G. sammen med ærkebispen medlem af den skånske delegation der sluttede separatfred med det svenske rigsråd. Hermed synes hans politiske karriere at have kulmineret, dronning Margrete afsatte ham et par år senere som gælker og gjorde ham desuden til et af de mange ofre for sin reduktionspolitik. G. blev 1382 tvunget til at sælge (afstå) borgen Turestorpsö, Vemmenhögs hrd. som dronningen 1386 skænkede til ærkesædet, og yderligere blev han afkøbt sine rettigheder i Bjärsjöholm, Herrestads herred. I G.s sidste år synes hans økonomi at have været vaklende – muligvis under indflydelse af den store landbrugskrise. Endog sin fædrene gård Näsbyholm der havde været slægtens hovedsæde i tre generationer måtte han som gammel træt mand sælge til ærkebispen 1400 og havde nu kun Färlöv i Ö.Göinge herred tilbage af sine engang så omfattende godsbesiddelser.

G.s politiske zigzagkurs er næppe udtryk for vekslende standpunkter, men snarere for en konsekvent holdning hos den lokale høvding som de skiftende magthavere fandt det klogt at stå sig godt med.