Tyge Bost, d. 1266kammermester (camerarius). B. var en af hertug Abel af Sønderjyllands mænd. I hans hænder overgav hertugen sin bror og gæst kong Erik (IV) Skt. Laurentii nat 1250 i Slesvig, og B. førte kongen ud på Slien hvor han blev dræbt. Ligesom Lauge Gudmundsen der var medvirkende ved drabet fik B. en fremtrædende plads blandt Abels omgivelser, straks efter at denne var blevet konge; han forekommer 1251 i det høje finansielle embede som kammermester (camerarius). I hans segl ses to damascerede bjælker. Bjælkevåbnet føres oftere af medlemmer af Skjalm Hvides slægt, hvorfor det er sandsynligt at han har tilknytning til den. Mulig er han identisk med Tyge Pust om hvem det vides dels at han var søn af Asser Rigs datter Ingefred (i ægteskab med Gerard), dels at han først var gift med Christina der var så nært beslægtet med hans anden hustru Gunnild, Niels Falsters datter, at han 19.2.1259 fik pavelig dispensation til ægteskabet, dels at han 8.5.1266 skænkede jordegods på Sjælland til Hvideslægtens kloster i Sorø. S.å. skødede enken Gunnild gods på Møn til Sorø kloster.

Bibliografi

Henry Petersen i Årbog for nord. oldkyndighed, 1883 16. C. Weeke: Lunde domkapitels gavebøger, 1884–89 321. Poul Nørlund i Sorø. Klostret, skolen, akademiet gennem tiderne I, 1924 71 655. C. A. Christensen i Kirkehist. saml. 7.r. VI, 1966 21–43. Jørgen Skafte Jensen sst" 1969 1–25.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig