Ulla Poulsen Skou

Ulla Poulsen Skou, Ulla Britta Poulsen Skou, 2.5.1905-18.4.2001, solodanser, skuespiller. Ulla Poulsen Skou blev optaget på Det kongelige teaters balletskole 1913. Hans Beck var hendes første vejleder og den hun ofte siden støttede sig til, men i læreårene var det især Valborg Borchsenius der opdrog Ulla Poulsen Skou i Bournonville-traditionen som hun senere skulle gøre sig stærkt gældende i samtidig med at hun blev en væsentlig skikkelse i den fornyelse af balletten som skete i den sidste del af hendes danserkarriere. Hun debuterede 1921 som Agnete i Agnete og Havmanden, blev ansat 1923 og udnævnt til solodanser 1924.

I begyndelsen af karrieren sejrede Ulla Poulsen Skou ved sit ydre. Hendes yndefulde plastik og romantiske fremtoning var et særkende for de blide partier der blev hendes domæne. I Bournonville-repertoiret indskrev hun sig uudsletteligt med Hilda i Et Folkesagn, 1922 og Sylfiden, 1923. Hun var ikke en brillant virtuosdanser og manglede i nogen grad ballon og springevne, men hun havde en medfødt scenepoesi, en romantisk udstråling og en mageløs plastik. I sin egen skønhed personificerede hun det forrige århundredes idealer. De blide partier blev den ene side af hendes karriere som danser med vigtige roller som Markisen i To i et Glashus, 1923, Kirstine i Tycho Brahes Drøm, 1924, Den lille Havfrue, 1936, Kærlighed i Cirklen, 1938 og Venus i Thorvaldsen, 1938. Summen af sin poetiske dansekunst samlede hun i Chopinianas tyste valse.

Fra 1927 til 1930 var Ulla Poulsen Skou væk fra teatret og ofte på gæstespil i Europa og USA. Derefter vendte hun tilbage til Kongens Nytorv. Da den danske ballet omkring 1930 begyndte at blive moderne viste Ulla Poulsen Skou en ny side af sit talent. Hun udviklede sig til en betydelig mimisk kunstner – uden tvivl inspireret af samlivet og samarbejdet med Johannes Poulsen – og hun åbenbarede en personlighed som fængslede. George Balanchine benyttede hende i sin gæstesæson som sultanens yndlingshustru Zobéide i Scheherazade, 1930 og Potifars hustru i Joseflegenden, 1931. Det spændende ved Ulla Poulsen Skou i dette rollefag var den fornemmelse af ulmende lidenskaber man anede bag den kølige, smukke facade. Hun blev en æggende spansk kvinde i Harald Landers Bolero, 1934 og viste sit ypperste som karakterdanser med titelrollen i K. Abells og B. Ralovs Enken i Spejlet, 1934. Et psykologisk portrætstudie.

Sideløbende med balletkarrieren var Ulla Poulsen Skou skuespiller. Hun virkede med sit madonnaydre som Tro i Det gamle Spil om Enhver som hun i Johannes Poulsens opsætning spillede i Hollywood Bowl i 1936. Hun viste evner for karakterkomik som den sjuskede portnerdatter i Abells Anna Sophie Hedvig, 1939, men indskrev sig først og fremmest i perioden med de roller i det klassiske repertoire hvor hun virkede ved sin næsten uvirkelige skønhed. Hendes Agnete i Elverhøj, 1935 og hendes Constance i Aprilsnarrene, 1937 var som en blanding af Thorvaldsens og Eckersbergs kunst. Hun var på en gang karyatide og borgerdatter fra forrige århundrede. I 1937 spillede hun blond, ung pige i Carl Alstrup-talefilmen Den kloge Mand, mens andre roller på teatret var Ofelia i Hamlet, Miranda i Stormen og Mariamme i En Idealist.

1939 sluttede Ulla Poulsen Skou sin teaterkarriere, men vendte senere tilbage til offentligheden som en forfatter med solide skribentevner. 1946 udgav hun Paa Rejse med Johannes Poulsen og i de to erindringsbøger Skuespilleren og Danserinden I-II, 1958-59 gav hun væsentlige bidrag til forståelsen af de årtier i dansk teater mellem 1910 og 1940 hvor Johannes Poulsen var en dominerende person. Endvidere viste Ulla Poulsen Skou at hun som kunstner besad evner på endnu et felt. Hendes skulpturer, skabt af tynde metaltråde, viderefører dansen i mere håndgribelig form, præget af den plastiske kraft, den ynde og linjeskønhed der var hendes kendetegn som danser.

Ulla Poulsen Skou havde en mindre rolle som Maud Varnæs' mor i TV-serien Matador, 1978-81.

Hun skrev om Gordon Craigs samarbejde med Johannes Poulsen i Genier er som Tordenvejr 1973, og hun udbyggede i Til alle årets tider, 1966 det billede hun som forfatter efterlod læseren af et klogt menneske der har gennemgået en rig udvikling fra det kønne, blide balletbarn til et voksent modent menneske med karakter, megen takt og menneskelig finhed.

Ulla Poulsen Skou tildeltes Ingenio et arti 1934.