Uwe Jens Lornsen

Uwe Jens Lornsen, 18.11.1793-11. el. 12.2.1838, politisk forfatter. Født på Keitum, Sild, død ved Collonge-Bellerive ved Genèvesøen, begravet i Vandœuvres. L.s forældre tilhørte begge ansete nordfrisiske kaptajnsfamilier og den bomstærke, noget uregerlige dreng skulle have fulgt familietraditionen, men da krigen trak ud sendte den velstillede far ham omsider 1811 til Tønder seminarium hvorfra han 1813 kom til Slesvig domskole. 1816 blev han indskrevet som student ved Kiels universitet for at studere jura og gik derfra 1818 til Jena. Her blev han et ivrigt medlem af det jenensiske Burschenschaft og deltog samme år i grundlæggelsen af det første Allgemeine Deutsche Burschenschaft som året efter blev forbudt af det tyske forbund. Studenterbevægelsens højtspændte ideer om en tysk samling og fremfor alt dens frihedsbegejstring prægede L. for livet. Efter sin juridiske eksamen, som L. tog 1820 i Kiel, drømte han om at deltage i den græske frihedskrig, men søgte efter faderens råd advokatbestalling og indtrådte 1822 som volontær i det slesvig-holstensk-lauenborgske kancelli i København. 1823 udnævntes L. til kancellist i 2. og 3. departements sekretariatskontor, allerede 1826 til chef for I. og 4. departements sekretariatskontor og 1830 til kancelliråd. Som embedsmand viste L. stor energi, klarhed og en undertiden til hensynsløshed grænsende selvstændighed, men han blev efterhånden skarpt kritisk over for kollegiestyrets initiativløshed og de uoverskuelige finansforhold. På møder i Skovlyst ved Ordrup med yngre kolleger, bl.a. Svenn Hans Jensen der var friser ligesom L., og Karl Francke, talte han om at decentralisere styrelsen ved at flytte den tyske del af centraladministrationen til Kiel, vistnok også om en fri forfatning for hertugdømmerne. 1830 valgte L. trods sin hurtige karriere at forlade centraladministrationen. Han mente et embede på hjemøen ville give ham mulighed for at virke uden "hin højst smålige, skinsyge herskesyge, som desværre er så vanlig blandt vore embedsmænd", også et politisk-historisk forfatterskab foresvævede ham. Desuden håbede han hjemme at kunne finde lindring for en hudsygdom som i perioder plagede ham, og som han anså for smitsom og generende for omgivelserne. 9.10.1830 udnævntes han til landfoged på Sild.

Imens havde den franske julirevolution udløst det belgiske oprør i august og uroligheder i nogle tyske stater. Preussen og Hannover søgte derfor på forbundsdagen i Frankfurt at bevæge Danmark til at opfylde bestemmelsen i forbundstraktaten fra 1815 der gav Holsten ret til en stænderforfatning, på egen hånd havde den østrigske gesandt ved forbundsdagen henstillet det samme. Til dette ydre tryk kom rygter der nåede Frederik VI i begyndelsen af oktober om en petitionsbevægelse i Holsten "om at indføre en Folkeregjering i Hertugdømmerne". På denne baggrund blev L.s indsats den dråbe der fik bægeret til at flyde over. På vej til sit ny embede standsede han 19.10. op i Kiel og kastede sig ud i hektiske forfatningsdrøftelser. Støttet af en gruppe yngre liberale udgav han efter to ugers tydeligvis improviserede og modsigelsesfulde rejser og møder 5.11.1830 pjecen Ueber das Verfassungswerk in Schleswigholstein (optr. 1930 og m. efterskr. af A. Scharff 1980). Den udkom i 9 000 eksemplarer inden myndighederne skred ind, og L. sendte den på udgivelsesdagen til kancellipræsident Otto Moltke, ledsaget af et ikke kun efter datidens forhold usædvanlig selvbevidst brev. L. var faktisk ikke kommet nogen vegne med at vinde genklang for sine tanker, men han mente at hele landet nu ville stræbe efter hvad skriftet afstikker som mål. Grunden til den uventet store virkning skriftet har "frembragt hos alle, som hidtil har læst det, er netop, at jeg deri har udtalt le secret de tout le monde." L.s pjece fylder kun 12 små sider. Under henvisning til hemmelighedskræmmeriet omkring finansforvaltningen og til den offentlige forvaltnings generelle reformbehov ønsker L. at der i det kommende år indkaldes en forfatningsgivende forsamling. Her skal kongen forelægge til udtalelse et forfatningsudkast som skal baseres på et tokammersystem efter norsk mønster, men med absolut veto for kongen. Desuden skal hertugdømmernes styre flyttes fra København til Kiel og forvaltningen adskilles fra retsplejen. Dette kræver oprettelse af en fælles højesteret for hertugdommerne, men hvert af dem skal dog få et regeringskollegium (en forvaltningsinstans) for sig selv. Værket skal krones af et statsråd med sæde i Kiel. To af dets medlemmer skal til stadighed opholde sig i residensbyen og være til stede når slesvig-holstenske sager forelægges kongen som om vinteren bør residere i Slesvig. Hovedtanken er altså at forvandle helstaten til en konstitutionel dobbeltstat ikke ulig den norsk-svenske union.

I københavnske regeringskredse hvor man på grund af misvækst i forvejen var utryg ved stemningen i hertugdømmerne vakte L.s handling en ængstelse der var lige så urimelig som L.s forventninger. Han opnåede kun ringe tilslutning, de ældre liberale modarbejdede ham, det indflydelsesrige ridderskab tog bestemt afstand fra hans liberale tanker som dog udløste en strøm af flyveskrifter, alene for det første år opregnes 42. Da L.s nærmeste foresatte, amtmanden i Tønder, indberettede at L. omsider ville tiltræde sit embede, men også i dette ville virke for forfatningssagen gav regeringen 16.11. ordre til hans fængsling og proklamerede samtidig at kongen vil "træffe enhver for det Heles Vel passende Foranstaltning i en dertil passende Tid", den første vage offentlige bebudelse af det tøbrud i forfatningssagen som kom i 1831. 23.11. blev L. arresteret. En petition fra hans landsmænd på Sild hvori der taltes om "frisindede indretninger" øens søfarere have lært at kende på deres rejser til England, Frankrig og Amerika og om det fra fædrene nedarvede frisiske "fri sindelag" og hvori forsikredes at "oprorske intentioner" ikke havde ligget bag L.s optræden påvirkede næppe hans domfældelse 31.5.1831 ved overkriminalretten på Gottorp for at have sveget de ham som embedsmand påhvilende pligter ved at udsætte "den offentlige Rolighed for Fare." L. fradømtes sit embede og fik et års fæstningsarrest af mildeste grad som han afsonede først i Frederiksort, det sidste halve år i Rendsborg. Han hindrede sine venner i at søge om benådning og afviste efter sin løsladelse et underhåndstilbud om for statskassens regning at leve i udlandet.

Allerede i fæstningstiden begyndte L. på historisk-politiske studier som efterhånden blev til ideen om et større skrift der skulle underbygge forfatningssagen og ruske hertugdømmernes befolkning op. Slesvig-Holstens fremtid så han nu i en snæver forbindelse med den tyske frihedsbevægelse der skulle munde ud i en tysk stat under preussisk ledelse. 1833 rejste L. overraskende til Brasilien for der at finde bedring for sin sygdom som nu utvetydigt ledsagedes af dybe depressioner; i L.s nærmeste slægt forekom der flere tilfælde af svære psykiske forstyrrelser. Fra udlandet fulgte han med i den hjemlige udvikling, men erklærede også at være rede til døden, når hans værk var fuldført. 1836 fik han at vide, at hans eneste søster var blevet sindssyg, og hans dødstanker afbalanceredes nu af et håb om måske at kunne hjælpe hende. April 1837 rejste han til Europa og tog ophold i Vaulnavay hvor han afsluttede sit skrift. Sept. 1837 nåede han dybt deprimeret til Genève hvor han forefandt en meddelelse om at søsteren var død. Han formåede endnu at sikre sit manuskripts udgivelse, men trak sig derefter tilbage til et afsides landhus uden for byen. Her opfyldtes han af religiøse skrupler og vrangforestillinger om de ulykker han med sin sygdom havde forvoldt andre mennesker. Natten mellem II. og 12.2.1838 endte han selv sit liv ved Genfersøens bred. Hans efterladte skrift udkom 1841 i Jena under titlen Die Unionsverfassung Dänemarks und Schleswigholsteins: eine geschichtlich staatsrechtliche und politische Erörterung. Heri søger L. at vise at hertugdømmernes fællesskab og forfatningskrav underbygges af historiske retsforhold. L.s betydning må søges i at han i en kritisk situation uforfærdet turde udtale hvad hans samtid endnu ikke var moden til at kræve, mens eftertiden havde let ved at gøre den imposante mand hvis skæbne var tragisk og hvis stræben var stor-skåren og uselvisk til en heroisk skikkelse, et bannermærke for slesvig-holstenismen.