V.T. Holst

V.T. Holst, Valdemar Theodor Holst, 22.6.1840-6.7.1918, socialistagitator. Født i Fredericia, død på Frbg., begravet sst. (Solbjerg). H. lærte snedkerfaget hos sin far, var med i krigen 1864 og kom efter dens afslutning til Kbh. hvor han blev pianofortearbejder hos Hornung & Møller. Han samlede fagfællerne til møder, krævede bedre lønforhold og ottetimersdag, var virksom ved oprettelsen af pianofortearbejdernes fagforening 1871 og 73, medlem af bestyrelsen 1876–77, deltager i snedkerforbundets 1. kongres og medlem af dets første hovedbestyrelse 1885–86. Gennem årene bevarede han forbindelsen med fagorganisationen, deltog på dens vegne i forhandlinger og skrev om fagets forhold i pressen. Men det var som agitator for socialismen H. gjorde sig mest gældende. Sept. 1872, da de fængslede førere Louis Pio og Paul Geleff var opstillet til folketinget i Kbh.s 5. og 1. kreds, repræsenterede H. Internationale på valgtribunen i 7. kreds og fik elleve stemmer. Jan.-maj 1874 var han formand for den midlertidige centralbestyrelse og vandt efterhånden anseelse som en uforfærdet taler og debattør. 1881 opstillede socialdemokratiet i to kredse, H. i 1. (mod C. Rimestad) og P. Holm i 5. kreds. Da Holm og C. Hørdum 1884 valgtes i henholdsvis 5. og 9. kreds var H. opstillet som partiets tredje kandidat og fik i 8. kreds 500 stemmer mod marineminister C. Ravn 1070. 1884–85 drog H., F. Hurup og A. C. Meyer landet rundt som oppositionens flyvende agitatorer, og ingen af dem lagde fingrene imellem, men den voldsomste, mest fanatiske var H. For på et møde i Næstved 28.6.1885 at have kaldt højreministeriet "tyrannisk Banditog Bøddelregering" og "Landsforrædere" blev han på konsejlspræsidentens foranledning dømt til tre måneders simpelt fængsel. Han blev også det første offer for Estrups straffeprovisorium af 2.11.1885. På en agitationsrejse i Vestjylland okt.-nov. 1885 havde han dels opfordret til at støtte de kæmpende smede i Kbh., dels talt for socialismen og imod reaktionen. Politimesteren i Ålborg lod ham arrestere og tiltale, og han dømtes 1886 til tre måneders simpelt fængsel. Estrup anlagde endnu en sag mod H. for fornærmelige udtalelser, fremsat på møderne i Ringkøbing o.fl.st. i okt. 1885, og 1887 fik han for tredje gang tre måneders fængsel. Ved hjemkomsten fra Ålborg og ved løsladelserne fra Christianshavns fængsel 1886 og 87 fejredes han af Kbh.s arbejdere og frisindede kredse. Endnu en årrække var han aktiv agitator; i hans spor opstod ikke få partiforeninger, fx på Lolland-Falster. Han var også med i kvindevalgretsbevægelsen og deltog i det første nordiske kvindesagsmøde i Kbh. 1888. 1881–95 var han medlem af socialdemokratiets hovedbestyrelse, 1889–95 kasserer for partiet og for forsamlingsbygningen i Rømersgade. Han egnede sig imidlertid ikke for regelmæssig forretningsførelse og var på sine ældre dage periodevis både åndeligt og legemligt stærkt svækket. I manddommens år var han, martialsk af skikkelse, glødende i sin overbevisning, og med en barsk, dundrende veltalenhed, med i arbejderbevægelsens fortrop, om han end aldrig nåede frem i spidsen.