Vello Helk, 23.9.1923-14.3.2014, historiker. Født i Varstu, Estland. H., der var blevet student 1943 (Voru, Estland), kom til Danmark mod slutningen af anden verdenskrig. Han blev cand.mag. i historie og tysk 1956 (Århus) og var derefter en kort tid ansat ved Erhvervsarkivet. 1957 blev han vikar i Rigsarkivet hvorfra han 1958 blev aspirant på Landsarkivet for Fyn. 1959 var han tilbage i Rigsarkivet, og året efter blev han overenskomstansat arkivar. 1970 blev han konstitueret som overarkivar for Rigsarkivets 3. afdeling og 1972 overarkivar og leder af 4. afdeling (privatarkiver). Denne post beklædte han frem til 1990. Allerede tidligt begyndte H. at interessere sig for modreformationen i Nordeuropa og skrev flere afhandlinger til danske og udenlandske tidsskrifter baseret bl.a. på hidtil uudnyttet materiale i jesuiterordenens arkiv i Rom. Disse studier kulminerede foreløbig i 1966 med disputatsen Laurentius Nicolai Norvegus S. J. En biografi med bidrag til belysning af romerkirkens forsøg på at genvinde Danmark-Norge i tiden fra reformationen til 1622. Nordmanden Laurits Nielsen, kaldet "Kloster-Lasse" var vel den der som enkeltperson i sidste fjerdedel af 1500-tallet gjorde det mest helhjertede forsøg på at bringe Norden tilbage i moderkirkens skød. H. formåede her med held at få kilderne til at tale for sig selv hvorved der indirekte blev skabt et varieret og interessant billede af jesuiterordenens organisation – langt fra den traditionelle opfattelse af ordenens kompromisløse ensrettethed. I 1970erne arbejdede H. fortrinsvis med de såkaldte stambøger som han har behandlet i adskillige afhandlinger, bl.a. i Fund og Forskning XXI-XXIV, 1974–80. Han har derved været i stand til at følge adelige og borgerlige studerende og rejsende, også fra Balticum, rundt i Europa og gennem deres vennekredse fastslå deres åndelige og religiøse tilhørsforhold. 1977 udgav H. Die Jesuiten in Dorpat 1583–1625. Ein Vorposten der Gegenreformation in Nordosteuropa (Odense University studies in history and social sciences. Vol. 44, estisk 2003). For Rigsarkivet har H. forestået Vejledende Arkivregistraturer XIII: Kongehusarkivet fra kongerne Frederik VI's, Christian VIII's og Frederik VII's tid, 1963. Han har desuden, i 1968, udgivet Bjørn Kornerups efterladte værk Biskop Hans Poulsen Resen II. Af senere værker kan desuden nævnes Estlands historie, 1993, samt Stambogsskikken i det danske monarki indtil 1800, 2001. H. var medlem af styrelsen for Selskabet for udgivelse af kilder til dansk historie 1969–75 og 1970–72 redaktør af Rigsarkivets tidsskrift Arkiv. H. blev æresdoktor ved Tartu universitetet, Estland, 1996.

Familie

F: gårdejer Jaan H. (1879–1940) og Marie Sormul (1882–1959). Gift 2.4.1958 i Haderslev (b.v.) med musikpædagog Annemarie Jepsen, født 17.5.1924 i Broager, d. af gårdejer Carsten J. (1892-1982) og Marie Cathrine Hansen (1902-85).

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig