Vibeke Podebusk

Vibeke Podebusk, d. 16.4.1596, slægtebogsforfatter. Død på Aggersborggård, begravet i Herrested k. P. fulgte sin ægtefælle til hans forleninger, Åkær, Stenviksholm og sidst Odensegård. Efter hans død (1567) opholdt hun sig dels på Ravnholt hvis tilliggende bøndergods hun virksomt øgede, dels på Aggersborggård. Ligesom sin mand var hun besjælet af en meget stærk standsfølelse der kunne give sig særdeles usympatiske udslag, men som tillige gav næring til den genealogiske og historiske interesse der fortrinsvis har bevaret hendes navn for eftertiden. Efter et nu tabt manuskript udgav P. F. Suhm 1784 hendes Antegnelser om danske Sager fra 1464 til 1573. og hertil kommer forskellige slægtebogshåndskrifter, mest i Det kgl. bibliotek og Rigsarkivet. Hun må dog dele æren for disse arbejder med andre så at hun snarest fremstår som bærer og formidler af en slægtstradition; dertil må føjes at hendes oplysninger, for så vidt de kan kontrolleres, langtfra altid udmærker sig ved pålidelighed.

Familie

Forældre: rigsråd Claus P. (død 1540) og Anne Krognos (1497-1572/73). Gift 7.6.1549 på Kbh.s slot med Evert Bild, død 1.8.1567 i Kastrup, s. af rigsråd Niels B. (død 1540) og Beate Eggertsdatter Ulfeldt (død 1555). – Søster til Mourids P.

Bibliografi

Saml. til den da. hist., ved R. Nyerup og P. F. Suhm 2.r.III, 1784 19-33 (P.s antegn. om da. sager). – Will. Christensen i Pers.hist.t. 10.r.I, 1934 1-42.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig