Vilhelm Østergaard, ved dåben Wilhelm, 16.1.1852-10.11.1928, forfatter. Født i Kbh. (Trin.), død sst., begravet i Asminderød. Ø. opdroges hos sin mor der var af gammel embedsmandsslægt i hendes hjem på Nørrevold; men ved faderens død ændredes forholdene så brat at han måtte opgive at tage studentereksamen. Fra sit 16. til sit 24. år var han ansat som protokolfører på Assistenshuset, men slugte i sin fritid al den litteratur han kunne overkomme. 1870 blev han ekstrakorrektør ved Dagstelegrafen, og da C. Ferslew 1876 sendte ham som korrespondent til verdensudstillingen i Philadelphia opgav han embedsbanen og blev – til 1878 -journalist ved Nationaltidende, Dagens Nyheder (1882-91) og Berlingske Tidende (1896-1901), fortrinsvis som litteratur- og teateranmelder; 1882-83 var han redaktør af N. C. Roms Familievennen (efter Fr. Winkel Horn), 1896-97 af Nordstjernen, 1891-92 direktør for Casino (sammen med F. A. Cetti). 1894 fik han det Anckerske legat og foretog den obligate Italiensfærd.

Det folkelige oplysningsarbejde havde altid i særlig grad Ø.s interesse. Han redigerede det store oplysningsværk Vort Folk i det nittende Aarhundrede I–II, 1897-1901, og udgav bogen om Olaf Poulsen (1917) der indledes med Poulsens egne erindringer som Ø. havde ført i pennen, og som først havde været offentliggjort som en række kronikker i Politiken. Sin betydeligste indsats gjorde Ø. dog ved Gyldendalske Forlag hvor han gennem mange år var en omhyggelig og påskønnet konsulent, og for hvilket han 1899-1916 redigerede Gyldendals Bibliothek, i alt 175 bind fra Ludvig Holberg til Johs. V. Jensen. I tilknytning hertil skrev han Illustreret dansk Literaturhistorie, 1907 med undertitlen Danske Digtere i det nittende Aarhundrede, en levende og anskuelig bog. Hovedvægten lægges på det biografiske og anekdotiske, uden dyberegående analyser af forfatterskaberne, men med fin sans for den nationale og poetiske tradition. Som skønlitterær forfatter debuterede Ø. 1879 med Fra ulige Steder, otte småhistorier der i tone og idé viser stærke påvirkninger navnlig fra H. C. Andersen (den fattige dreng, som vinder fremgang og anerkendelse), men også fra Sophus Schandorph, Holger Drachmann o.a. Den fulgtes af andre novellesamlinger: Paa Vandring, 1881, Folkelivsbilleder, 1884, Tosse-Ane, 1887, Julebogen, 1898, Den gamle Kirkeklokke, 1900; et udvalg af 25 års novellistik udkom 1904 under titlen Høsttid. For teatret skrev Ø. Karup Kro, 1885 (sammen med Carl Møller) og Landsoldaten, 1886 efter G. Betzonichs krigsskuespil (trykt 1887), med neddæmpning af "chauvinismen" og fremhævelse af "tidsbilledet"; det blev en stor succes på Dagmarteatret og siden på Casino og Det ny teater. Desuden skrev han folkeskuespillet Den anden April, 1887 og udførte til Folketeatret flere dramatiseringer, bl.a. af Sophus Bauditz' romaner.

Sit bedste ydede Ø. hvor han kunne genskabe en national og folkelig tradition. Niels Ribes Ævenlyr, 1893 er en fortrinlig drengebog fra grevefejdens tid. Den fulgtes af Danmarks Vovehalse, 1894 om Peder Skram,Tyge Brahe, 1895 og Kinafareren eller Briggen "Det gode Haab", 1918; den historiske stil i disse romaner er mindre sikker end den historiske følelse, og handlingen slynges med professionel snedighed. Ublandet fremtræder sansen for den nationale tradition i Danske Sagn og Historier I–11, 1892-93 med emner fra folkeviserne og J. M. Thieles folkesagn, og Ungdommens Bog om vort Land, 1911. Ø.s første problemroman Et Ægteskabs Historie, 1883 fremstiller – før August Strindbergs Giftas – manden som den forurettede part. Denne linje fortsatte Ø. først med en række romaner der udkom under pseudonymet Homo Sum: Det gamle Land, 1903, Den Førstefødte, 1904, C. M. Arndt, 1908, Magister Stefanus, 1914, Via dolorosa, 1920 og den delvis selvbiografiske Hjob og hans Venner, 1928. De vakte betydelig opsigt, ikke mindst ved det heldigt bevarede navneskjul, og der gisnedes på adskillige af litteraturens bedste navne som deres ophav. En inderlig familiefølelse og en blid resignation er deres mærke, og de danner et mellemled mellem Vilh. Topsøe og Poul Levin som udtryk for embedsaristokratiets liberale og akademiske livssyn. I tanke og tendens er de fornemmere end ved deres kunstneriske holdning som ofte svigter. Personlig skal Ø. have været en poetisk og jovial skikkelse, rund og venlig, men med faste standpunkter og meninger. Hans ubekymrede livslyst kom særlig til udfoldelse i den uformelle klub Evoé, hvis øvrige medlemmer var Sophus Bauditz, Olaf Poulsen og Elith Reumert. Også som menneske repræsenterede han den udgående borger-skabskulturs lyse og liberale humanisme.

Familie

Forældre: kammerherre, greve Adam Gottlob Moltke til Lyngs-bækgård, Karlebo sg. (1792-1868, gift 1820 med Christiane Frederikke Lund, 1796-1846) og Vilhelmine Andrea Østergaard (1825-82). Gift 16.4.1878 på Frbg. med Elise Frederikke Theodore Locher, født 16.4.1855 i Flensborg, død 30.3.1937 i Kbh., d. af malermester Jens Thilson L. (1823-69) og Caroline Meyer (1819-1906).

Udnævnelser

Tit. professor 1899. – R. 1905. DM. 1922.

Ikonografi

Træsnit af H. C. Olsen, 1905, efter foto. Tegn. af Emiel Hansen, 1912 (Fr.borg). Mal. af Michael Ancher, 1923. Tegn. af Sophus Bauditz (Teatermus.). Foto.

Bibliografi

V. Ø. i III.tid. 9.9.1900 og i Nationaltid. 27.5.-28.5.1915 og 13.3.-14.3.1923. III. tid. 22.1.1922. Elith Reumert: Olaf Poulsen, 1923 37 60 87f. Samme: Fra livet og teatret II, 1931 94-99 (heri breve). Palle Rosenkrantz: 30 år på det da. parnas, 1927 16f 138-45. Poul Levin i Berl. tid. 11.11.1928. Hans Brix og C. H. Clemmensen i Nationaltid. s.d. – Levnedsberetning i ordenskapitlet.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig