Viola Nørløv, Viola Asta Nørløv, 13.2.1900-19.12.1993, kommunalpolitiker. Født i Kbh. (Matth.). Allerede som 12-årig, inden udgangen af kommuneskolen, var N. på fabrik og fortsatte som arbejder til 1920 afbrudt af et par højskoleophold; hun var samtidig ivrigt medlem af den socialdemokratiske ungdomsbevægelse. 1920-21 gennemgik hun et gymnastiklærerkursus på Statens gymnastikhøjskole. Hun ledede DRs gymnastik for husmødre 1941-55. Det var først 1932 hun begyndte et egentlig politisk arbejde da hun kom i bestyrelsen for den lokale københavnske vælgerforening i Utterslev og derfra 1934 i socialdemokratiske kvinders fællesudvalg, formand 1946-54. Hun blev 1939 medlem af partiets forretningsudvalg og fortsatte der til 1957, og 1939-53 var hun landsformand for Den frie børnehaveforening der blev startet 1937 som et alternativ til menighedsrådenes børnehaver. N. var i Københavns borgerrepræsentation 1944-50 da hun kom i folketinget som stedfortræder for F. Dalgaard. Hun havde siden 1945 været opstillet i flere kredse, Lejre 1945, GI. Kongevej 1947, Valby øst 1950-53; fra 1953 blev hun opstillet i Valby vest og valgtes der til hun udtrådte 1968. I folketinget blev det især kvindespørgsmål, men navnlig forbrugeranliggender, der blev N.s område. Hun arbejdede også med disse spørgsmål uden for tinget, og det var derigennem hun blev kendt i offentligheden. Hun kom i Statens husholdningsråd 1946 og sad der til 1968; af Danske husmødres forbrugerråd blev hun medlem ved dets oprettelse 1947 og var formand 1955-66. Mens forbrugersagen var ny øvede N. en betydelig indsats for at afstikke de veje ad hvilke man senere arbejdede. Hendes rolige fasthed gav sagen den myndighed som var en forudsætning for at den kunne blive accepteret. Hendes åbenhed skyldes det også at Poul Henningsen blev redaktør af forbrugerbladet Tænk da det startede i 1964; N. var selv formand for redaktionskomiteen til 1966.

Familie

Forældre: arbejdsmand Jens Jensen og Antoinette Christine Christensen. Gift 21.10.1921 i Kbh. (b.v.) med Joachim Nikolaj N., født 17.3.1897 i Skive, død 27.7.1982, s. af tømrer Carl August N. og Ane Kirstine Jakobsen.

Ikonografi

Foto.

Bibliografi

Interviews i Socialdemokraten 13.2.1950, Politiken 28.2.1955, Ekstrabl. 13.2.1960 og Aktuelt 11.2.1965.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig